Indtil 3. og 4. led

Garden er karakteristisk for egnens byggeskik, men den er og vil forhåbentlig vedblive at være mere end blot en tør, skematisk type. En sådan gammel gård har sit eget ansigt og sin egen historie, som gør den forskellig fra alle andre gårde. Lidt paradoksalt kunne man sige, at netop de individuelle træk er noget typisk, som man ved flytningen må søge at bevare, for at gården ikke skal blive en død ting. Man må kunne fornemme, at bygningen engang har været ramme om levende menneskers tilværelse i medgang og modgang.

Om garden i Lønnestak siger man – som om så mange andre – at det spøger i den. Mange ville betakke sig for at bo dér, i hvert fald alene. Tidligere hang der på køkkenvæggen en »guldklokke«, et lommeur med guldkapsel. Hvorlænge uret havde hængt der, vidste man ikke, men det skulle engang for mange år siden være røvet fra en skibbruden mand på stranden ved Nymindegab, og nu kom ejeren hver nat for at kræve sit ur tilbage. Nøjagtig hvordan det forholdt sig med dette røveri, var ikke helt klart; nogle mente at vide, at den skibbrudne nok ikke blot var blevet udplyndret, men også slået ihjel. Usandsynlig er historien ingenlunde, for der er gennem arene langs de danske kyster begået mangt og meget, som dårligt tåler dagens lys. I de fattige kystsogne var havet en vigtig indtægtskilde, strandinger var velkomne, og på stranden gjaldt ikke altid de samme moralbegreber som andetsteds. Bønderne fra Lønne var flittige gæster ved kysten, ikke blot for at bjærge strandingsgods efter en stormnat, men også som fiskere. Hvert forår slog de sig ned i primitive hytter ved Nymindegab og boede dér, sålænge fiskesæsonen varede.