Indskudt af de svenske

Nakskov lå først for hånden, besiddelsen af den var vigtig for hele overgangsaktionen, og det blev Ulfeldts opgave at få byen til at overgive sig uden kamp. Tidligt om morgenen søndag den 7. februar mødte han op med parlamentærflag og forlangte forhandlinger. Ydmygende må det have været for kommandanten og byens råd således af en landsmand at blive stillet over for et ultimatum: Betingelsesløs overgivelse eller byen ville blive stormet, plyndret og brændt. Ulfeldt har sikkert ikke underspillet sin rolle - det lå ikke for ham - men tilbudet blev dog i første omgang afvist. Senere, efter at man havde sundet sig lidt, skiftede stemningen imidlertid; en deputation på fire mand blev nu sendt til svenskekongen for at forhandle om overgivelse. Med i gruppen var sognepræsten, Laurids Mortensen Vedsted, »en dygtig og forstandig mand, som var meget bekvem til forretninger«. I kirkebogen skrev han denne dag, at »fjenden, de svenske, kom for porten, så alle mand løb ud af kirken, og jeg siden straks tilmed måtte ud på akkord«.

Nakskov slap altså med skrækken, svenskerne drog videre mod Sjælland og Roskilde, hvor freden blev sluttet, men Karl Gustav var ikke tilfreds. Han ærgrede sig over, at han ikke, her hvor lejlighed bød sig, simpelthen havde erobret Danmark, og hans overvejelser førte til fredsbrud endnu samme år. Stormen på København i februar 1659 mislykkedes som bekendt, men krigen gik videre, og i slutningen af april kom turen til Lolland. Denne gang holdt Nakskov stand - eller rettere: den gav sig først efter flere måneders belejring. Det var en hård tid, byen blev beskudt, og selv kirken var ingen undtagelse; her blev der nemlig - trods Vedsteds protester - opbevaret krudt, hvilket var kommet angriberne for øre. Bygningen blev ramt flere gange, som oftest dog kun tårnet.

Søndag den 19. juni 1659 var kirken stuvende fuld, hele syv børn skulle døbes, så Vedsted havde to kapellaner til hjælp. Den gamle salme »Nu bede vi den Helligånd«, blev afsunget, og man kan vist gå ud fra, der er blevet lagt en særlig inderlighed i linjerne »kirken at bevare/nådig at afvende/al dens nød og fare/Herre hør vor bøn«. Da skete det, som alle vel har frygtet: en kanonkugle slog ned i koret. Den gik gennem hvælvingen, fløj skråt over præstens hoved og strejfede den ene kapellans arm, men ellers kom ingen noget til. Den på det tidspunkt kun tre år gamle altertavle og en ligsten i gulvet blev derimod slemt molesteret.

Altertavlen måtte gennem en hovedreparation; den blev bekostet af Vedsted og hans bror, der var borgmester i byen. En plade i hvælvingen viser i dag hvor kuglen gik ind, og kuglen selv, en krabat på 45 kg, kan ses opsat på en sokkel. En mindetavle fortæller: »Anno 1659 søndagen den 19. juni er denne granat indskudt af de svenske og gjorde på altertavlen stor skade«.

Den søndag huskedes længe i Nakskov. Hvordan det gik de syv børn, ved vi ikke, men de er vel blevet døbt ved en senere lejlighed. (Fig. 1)