Ikke blot en spade

Spaden, det drejer sig om, har et meget kort skaft, men ligner ellers et almindeligt haveredskab. Bladet er af stål, rektangulært med afrundede nedrehjørner og ombukket overkant, så det kan trædes i jorden med foden, men den ene sidekant er savtakket og den anden slebet skarp. Der er altså tale om et universalredskab. Det er først og fremmest til at grave med og især under snævre pladsforhold, men har også kunnet erstatte andre redskaber eller endda våben.

Patent på denne spadetype blev udtaget 1867. I Rigsarkivet, hvor den tids patentsager findes, ligger en indgående beskrivelse af redskabet sammen med en farvelagt tegning. Ansøgningen om eneret til fremstillingen er sendt til indenrigsministeriet, som derefter har indhentet udtalelser fra krigsministeriet og bestyrelsen for Den polytekniske Læreanstalt. Det sidste sted mente man, at opfindelsen var original og vel gennemtænkt. Resultatet blev, at kongen, som det hedder i patentbrevet, kunne »bevilge og tillade, at Os elskelig hr Johan Buch Linnemann, R. af D., premierlieutenant i Vort infanteri« i ti år fik eneret på fremstillingen af denne infanterispade overalt i Danmark med undtagelse af Færøerne og kolonierne.

Mads Johan Buch Linnemann, i daglig tale Johan Linnemann, var proprietærsøn fra Vejleegnen og kom som ung til handelen i Ålborg. Han hørte tydeligt nok til dem, der blev grebet af »ånden fra -48«, for straks efter krigsudbruddet meldte han sig, atten år gammel, som frivillig til hæren. Han blev hurtigt sekondløjtnant i krigsreserven, og efter krigen forblev han i hæren som officer i linjen. Også krigen 1864 kom han med i og blev taget til fange, da han efter Dybbøls fald fungerede som kompagnichef under kampene på Als. Kaptajn blev han ellers først 1867, samme år som han søgte patentet.

Det var altså en mand med praktiske krigserfaringer, der havde udtænkt infanterispaden, og den var ikke hans eneste indsats for militæret og forsvarets sag. Allerede i årene mellem krigene havde han skrevet i Tidsskrift for Krigsvæsen om uddannelsen af soldater og bedre udnyttelse af tjenestetiden. Efter den sidste krig var det især forsvarsspørgsmål, der optog ham. Han prøvede at blive valgt til Folketinget, men det mislykkedes. (Fig. 1, fig. 2., fig. 3.)