I mangel af bedre

Den romerske jernalder, perioden fra Kristi fødsel til ca 400, bærer ikke sit navn for ingenting. En strøm af romerske varer fandt i denne tid vej fra imperiet i syd til det barbariske Norden, det viser fundene til fulde. Der har været tale om byttehandel, men hvad der gik den anden vej, ved vi bemærkelsesværdigt lidt om; det kan have været ting af forgængeligt stof, som nu ikke længere kan spores. Hvordan varerne kom herop, er ligeledes uklart, men for størstedelen er det vel sket ad søvejen, og selve vareudvekslingen har så fundet sted på lokaliteter, som de romerske købmænd kendte. En af disse handelspladser er for tiden under udgravning ved Lundeborg på Østfyn (se Skalk 1987:5 og 1990:1). Kunne man blot skrue tiden tilbage og et øjeblik være tilskuer til det liv, som udfoldede sig her.

Af Karsten Kjer Michaelsen

Billede

De varer, vi modtog, var for størstedelen af glas eller bronze, sjældent af ler, hvilket nok hænger sammen med, at det danske pottemageri på det tidspunkt indtog et meget højt stade; romerne kunne ikke byde os noget bedre. Dog med én undtagelse: en vare betegnet terra sigillata (segller). Karrene kunne være drejede (en teknik, vi endnu ikke mestrede heroppe) og da enten glatte eller med pålagte ornamenter, men ofte var de presset i en form, som selv bar udsmykningen i sig – en for os helt fremmed dekoration, der blandt andet kunne indeholde prøver på klassisk reliefkunst, som nordboerne ikke var forvænt med. Fremstillingen af disse kar var i begyndelsen knyttet til bestemte byer i selve Italien, men efter Galliens erobring flyttedes en stor del af produktionen derhen – de nye indbyggere i storriget har været gode kunder – og som tiden gik, rykkede man længere og længere mod nord for at ende i Rhinlandet på grænsen til det frie Germanien. Det sidste var nok ingen tilfældighed, for også germanerne var jo, som vi har set, interesseret i de romerske produkter, og terra sigillatavaren fandt hurtigt rig afsætning i de områder, der nu kaldes Holland og Tyskland – ja helt til Polen nåede den. Også danskerne var aftagere om end langtfra af de største; fundene er i virkeligheden ret fåtallige. Det lidt, man erhvervede, har imidlertid været højt værdsat, vi finder terra sigillata-skår anvendt som hængesmykker eller perler, ja endda givet med i gravene. Disse kar var så dyrebare, at selv stumper af dem havde værdi.

Den lange og risikable transport gjorde ikke de romerske varer billigere, så man kan vist gå ud fra, det kun var overklassen, der havde råd til at købe dem. De mindre velhavende for slet ikke at tale om det store flertal af helt ubemidlede har måttet nøjes med at beundre herlighederne på frastand, og mange har nok gjort det med fatning, erkendende at dette lå uden for deres rækkevidde (Fig. 1, Fig. 2). En mulighed stod dog åben, nemlig at skaffe sig en slags erstatning af hjemligt materiale. De romerske glas er blevet genskabt i ler, og det er sket, at man i bunden af en sådan efterligning har indsat skåret af et ægte glasbæger, vel sagtens for at give kopien lidt af originalens sjæl (se Skalk 1962:3). Også terra sigillata-karrene er blevet eftergjort, som vi skal se et eksempel på.

Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 1991:1

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.