I ledte om sølv og guld

I ledte om sølv og guld,

men nu sidder kisten i Jebjerg fuld«.

Sagnet om skatten i Jebjerg er fortalt af en mand i Øster Brønderslev til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og det er kun en enkelt af mange historier om fund af skjulte skatte, som denne og andre ligesindede reddede fra glemsel i slutningen af forrige århundrede. Det er ikke få lokaliteter, der har måttet lægge navn til disse skrøner, som i øvrigt ikke selv er særlig varierede. Ofte drejer det sig om gravhøje, hvor nattevandrere har set lys brænde og måske hørt klirren af penge. Dristige folk tager sig på at hæve skatten, men tit går det som i Jebjerg-sagnet: i sidste øjeblik glider byttet dem af hænde. Mange skatte skal også, ifølge folketroen, befinde sig på bunden af søer, og de er om muligt endnu vanskeligere at få fingre i. Det er alt sammen meget fantasifuldt, men der er en anden slags, mere nøgterne, skattesagn, som kort og godt fortæller, at denne eller hin – som regel navngivne – person engang har fundet en skat på et nærmere angivet sted.

Ammestuehistorier af den art er ikke kendt for deres troværdighed, men helt forkaste skattesagnene tør man næppe; de mere jordbundne af dem kan godt være rigtige, og selv de meget fantasifulde kan have en kerne af sandhed, selv om der er langt ind til den. Folk i gamle dage har nu og da haft brug for at skjule deres penge og andre værdisager, og ikke alle fik lejlighed til at hente dem igen. Som gemmested valgtes ofte et markant punkt i landskabet, for eksempel en gravhøj. Om den største af Brokhøjene ved Gjerrild Klint nord for Grenå fortaltes, at man på visse tider kunne se dværge bære bylter ind i højen, og det kan vel ikke helt udelukkes, at der er en forbindelse mellem sagnet og den skat på 74 mønter og forskellige andre sager fra 900-årene, som folk fra Djurslands Museum i 1986 fandt i den nu næsten bortpløjede langdysse (se Skalk 1988:3). Et lignende tilfælde kendes fra Svendborg, her fandtes 1885 ved udgravning til et hus i Møllergade en malmgryde med i alt 3779 sølvmønter og 51 guldmønter, nedlagt ca 1420. De var på en måde ventet, for efter traditionen skulle der her være begravet en skat, og ejeren, der lod det nye hus opføre, havde da også været så forudseende i kontrakten med entreprenøren at forbeholde sig, »hvad der af penges værdi eller ellers af interesse fandtes i grunden«. Det viste sig at være en fornuftig disposition.

Mange af vore bevarede oldtidshøje bærer spor af skattesøgernes spader, men man kan roligt gå ud fra, at kun få har opnået klingende resultater – det er med god grund, sagnene lader skattekisterne forsvinde, netop som man har fået tag i dem. Når skatte findes, og det sker som bekendt, er det næsten altid af folk, som ikke leder efter dem, men bare er heldige; skatte er jo stadig skatte i den forstand, at de er penge værd. Heldige er også historikerne, for skattenes betydning rækker ud over metalværdien: de er et vigtigt kildemateriale, der fortæller om krig og fred, vold, sygdom og død, om velstand og driftighed, om handel og samfundsøkonomien i bred almindelighed og ikke mindst om den enkelte ejers private pengeforhold. At vi har kendskab til så mange skattefund, skyldes lovbestemmelsen om danefæ, »død mands gods«; den optræder første gang i Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 og har siden været gældende i Danmark. Hvad man finder i jorden af – blandt andet – mønter tilhører kongen, hvilket i praksis vil sige Nationalmuseet, dog mod en passende erstatning til finderen. (Fig. 2)