I inkvisitionens net

1421 blev franciskaneren Broder Niels Jon i Odense udnævnt til inkvisitor for Danmark, Norge og Sverige. Titlen angav, at han skulle lede undersøgelsen mod dem, der mistænktes for kætteri (afvigelse fra den rene katolske lære), og stillede ham direkte under paven. Det var seks år efter, at kætterdomstolen i Bøhmen havde brændt Johannes Hus, men han havde mange disciple, og Rom var bange for, at husitternes lære skulle brede sig til Norden. Der er dog intet, som tyder på, at Broder Niels kom til at gøre brug af sine pavelige beføjelser. Han blev både vor første og vor sidste inkvisitor. Danmark og det øvrige Norden blev skånet for kætterprocesser. Man skulle ellers ikke rejse længere end til Nordtyskland og Nederlandene, før man kom ind i områder med kætterbevægelser og inkvisitionsdomstole. Men danskerne har måske ikke haft så meget at frygte; vi var jo, som det synes, alle gode katolikker.

Af Gustav Henningsen

Med reformationen i 1536 så situationen pludselig anderledes ud. Fra nu af var vi i katolicismens øjne en hel nation af kættere. I de mellemeuropæiske lande var inkvisitionen på dette tidspunkt afskaffet, så her kunne man rejse uden fare, men syd for Alperne og Pyrenæerne måtte man passe på, hvad man gjorde og sagde. Her i katolicismens højborg var kætterdomstolen blevet reorganiseret på national basis, og her var den virksom helt op til begyndelsen af forrige århundrede: i Spanien og Portugal blev den afskaffet 1820, mens den i Italien ophørte omkring midten af 1700-tallet.

Hvor mange danskere, der på deres færd under Middelhavets blå himmel havnede i inkvisitionens net, ved vi ikke endnu, men inden længe vil vi kunne få svar på spørgsmålet. Der foregår i disse år en intens udforskning af dens arkiver. I Lissabon er man i gang med at registrere 40.000 processer fra den portugisiske inkvisition. I Rom opbygges et register over alle, der blev forfulgt af den »romerske« inkvisition, men man er endnu ikke i stand til at sige, hvor mange tusinde processer, man har bevaret, for der dukker stadig nye arkiver op. I Madrid er man ved at have overblik over aktiviteten i hele det gamle spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest, men her har man også kunnet skyde genvej ved benyttelse af det, som jeg i anden sammenhæng har kaldt den spanske inkvisitions »databank«. Den består af en stor samling indberetninger, som de 21 kætterdomstole (tribunaler) i Spanien og de gamle spanske besiddelser sendte til storinkvisitoren i Madrid. Gennem 160 år (1540-1700) sad inkvisitorerne ved deres respektive »terminaler« og fodrede centralregisteret i Madrid med resumeer af alle de kætterprocesser, man havde afsluttet »på autodafe« eller »uden for autodafe« i årets løb. I Madrid-arkivet blev disse to typer af indberetninger samlet i kronologiske serier og indbundet tribunal for tribunal (Fig. 1).

Udgave: Skalk 1980:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.