I al fortrolighed

Nogen ren forlystelse var Sverigesrejsen ikke, krigen var som nævnt lige afsluttet, og fjendtligheden hang endnu i luften; det viste sig såvel på turen op gennem Sverige, som under opholdet i Stockholm. I sidstnævnte by oplevede danskerne et tronskifte. Efter Karl 12.s bratte død i 1718 var hans søster Ulrika Eleonora blevet regerende dronning, men kun for en kort periode – allerede året efter nedlagde hun hvervet til fordel for sin mand Fredrik, landgreve af Hessen-Kassel. Hans kroning, der fandt sted 3. maj 1720, blev overværet af de danske rejsende. Den mildt sagt ikke særlig elskværdige beskrivelse, Bircherod giver af begivenheden, har nok også sin rod i gammelt nag nationerne imellem.

»Det ganske hof består af én han og hun, som efter syndfloden skal forplante den kongelige svenske familie. Kong Friderik d. 1. regerer her, han er arveprins af Hessen, og de svenske var så længe vant til at kalde ham arveprinsen, til han arvede riget; var det en bedre arvefølge? Dronningen afstod det til ham, hun regerede, da jeg kom her; dør kongen, så tilfalder det hende igen, der gives ingen mellemvej; nu regerer hun ikke. Kroningen er sket i min tid, alting var prægtigt i betragtning af Sveriges tilstand, dog ventede jeg at skulle se mere pragt, end jeg den tid så. Processionen var stor og temmelig smuk ved den forandring, som var på folk, alle stænderne fulgte, men mange af landsbyadelen var underligt klædte og kunne snarere kyse børn end gøre kongen ære. Kirkeceremonierne var uden al anseelse; de tvende himle, som blev båret over kongen og dronningen, så ud som det øverste af to gamle senge; jeg ved godt, at de højagtes for deres antiqvité, men efter den lov så skulle jeg bære min oldefars bukser, sådan som de var syede for ham. Bisperne så pjuskede ud; jeg synes, de skulle have kæmmet deres hår, om melet var dem for dyrt. I kirken var ingen vokal-musik, bisperne sang, og da litaniet blev sunget, så svarede den ene den anden – enhver, som han bedst kunne. Der blev kastet kroningspenge ud blandt folket —. Natten efter var alle kirker og huse illuminerede, og stadens situation gjorde, at det var et dejligt syn. Således kom prinsen af Hessen på den svenske trone. Dronningen havde begæret det, stænderne udvalgt ham, og han selv nåede sit ønske. Imidlertid var der mange imod, de frygtede eller i det ringeste havde aversion for en udenlandsk konge«. (Fig. 1)