Hytte ved sø

Stedet var Lavringe mose ca. ti kilometer sydvest for Roskilde. Bopladsen har været kendt siden 1943, hvor den blev opdaget ved nedgravning af elmaster, men der foretoges ingen undersøgelse dengang og heller ikke i de efterfølgende år. I begyndelsen af 1970’erne blev imidlertid store dele af mosen inddraget til agerland, og nu begyndte knogler og flintredskaber at dukke op. Langt de fleste oldsager var af Ertebølletyper, men et par små flintspidser, såkaldte mikrolitter, antydede dog, at der havde været mennesker på stedet tidligere.

En udgravning var påkrævet og fandt sted i 1986. Der har, viste det sig, i Ertebølletiden været en sø på stedet; bopladsen lå tæt ud til denne, og store mængder affald er havnet i vandet. Det var under dette udsmidslag, altså på bunden af Ertebøllesøen, vi fandt hyttetomten. Det kan lyde mærkeligt, men forklaringen er enkel: søbassinet har ændret sig betydeligt i løbet af jægerstenalderens lange periode; på det tidspunkt, da Maglemosepladsen blev anlagt, har vandet stået 1-1 1/2 meter lavere, end det gjorde i Ertebølletid, så hytten har ligget på tørt land. I hvert fald en del af året! Om efteråret og vinteren må vandet være steget og har formodentlig overskyllet bopladsen, som sikkert da var forladt; den har sandsynligvis kun været beboet nogle måneder i den varmere del af året. Uden vandets beskyttende virkning ville træ med mere fra hyttekonstruktionen næppe have været så velbevaret. Den senere permanente vandstigning har afgørende forseglet tomten.

I den del af Sjælland, vi her taler om, er der gjort flere bemærkelsesværdige enkelt fund fra Maglemosetid, således ved Ryemarksgård den bekendte urokseknogle med menneskefigurerne. Egentlige Maglemosebopladser er dét imidlertid småt med, så den nye er særdeles velkommen – især på grund af hytten, hvis interesse rækker langt ud over det lokale. Den knytter sig til en lille, men meget eksklusiv fundgruppe.

Bopladsen har ligget på et gruset næs og – ligesom dens efterfølger i Ertebølletid – tæt ud til søen (fig. 1). Af hytten var som nævnt bevaret en del træ, således de nedre ender af vægpælene, der tegnede dens grundrids. De var alle af fyr, 5-10 cm tykke og for en dels vedkommende anbragt med den tynde ende nedad, vel sagtens fordi det så var lettere at banke dem i jorden. Inden for væggen lå afknækkede og omvæltede pæle, og her fandtes også sparsomme rester af hyttens barkgulv, som især fyrren, men også birken har leveret materiale til (fig. 2). Grundplanen har været nærmest trapezformet og adskiller sig derved fra de andre kendte Maglemosehytters, der var mere i retning af det rektangulære. Midt i den brede ende har stået en stolpe, som må have støttet taget. Hvordan dette har set ud, og hvordan det har været beklædt, fremgik ikke. Bortset fra pælene var der ingen spor af overbygningen (fig. 3).