Hypokras

Sådan beskriver lægen Henrik Smith i sin urtebog fra 1546 en drik kaldet Hypokras, og han er langtfra den eneste af datidens skribenter, der omtaler dette lægemiddel. Det bestod af rødvin tilsat fornemme orientalske krydderier som kanel, nelliker, muskatnød, ingefær, kardemomme, paradiskorn med mere. Disse ingredienser var klassificeret som værende af varm natur efter den græske lægekunsts principper. Selve navnet peger i samme retning; drikken er opkaldt efter den græske læge Hippokrates (ca 460-377 før Kristus), der regnes for den medicinske forsknings grundlægger. Fra ham menes recepten at stamme.

En lignende lægedrik bar navnet Klaret (den klare drik) eller, i Tyskland, Lutendrank (den lutrede drik). Til fremstillingen anvendtes hvidvin (f. eks. rhinskvin) sødet med honning. Hertil føjedes krydderier - næsten de samme som i Hypokras, men det kostbare safran forekom ofte. Det giver væsken en ganske flot gul farve samt en særpræget duft og aroma.

De to, Hypokras og Klaret, optræder i engelske og tyske lægebøger fra 1300-årene, og at de dukker op efterhånden i tilsvarende danske værker, er ikke så underligt, eftersom disse er stærkt påvirket af, undertiden ligefrem afskrevet fra, de udenlandske. For dem alle gælder, at grundlaget er Hippokrates og hans landsmænds lærdomme. Dog har også romerne og araberne en finger med i spillet.

Fra engang i senmiddelalderen har der i Danmark eksisteret apoteker, hvor man kunne købe ingredienser til lægemidler, herunder de importerede krydderier. Så fine sager har naturligvis været forbeholdt overklassen; de fattige havde ikke råd til »kostelige urter«, men også dem har Henrik Smith tænkt på i sin urtebog fra 1546. Han anbefaler danske lægeplanter som dild, kommen, koriander, fennikel og persille - alt sådant, som munkene havde dyrket i deres urtehaver. Frøene skal stødes, tilsættes øl eller mjød, trække en dags tid, hvorefter de sies fra, og drikken er klar til brug - en slags fattigmands Hypokras, men måske lige så virkningsfuld som den originale. Nu har menigmand naturligvis ikke haft råd til at anskaffe dyre lægebøger. Man kan forestille sig, at sognepræsterne har formidlet deres råd og vejledninger.

Henrik Smith kalder Hypokras for »en lystig og kostelig drik«, det kunne tyde på, at man ikke har nydt den alene for helbredets skyld. I 15-1600- årene gik de to lægemidler over til også at være almindelige selskabsdrikke - meget yndede en tid, men efterhånden mindre efterspurgte. Den stærke krydring var ikke længere på mode, nye drikkevaner slog de gamle ud. Et minde har vi i ordet »hybenkradser«, som betegner en stærk drik, der river i halsen.

P.S. Skulle nogen af læserne få lyst til at prøve en rigtig Hypokras, er her en brugelig opskrift:

2 stk hel kanel
15 stk hele nelliker
1/2 teskefuld revet muskatnød
1 teskefuld revet ingefær
1 teskefuld kardemommefrø
60 gram farin
I liter rødvin

Stød kanel og nelliker i en morter, kom alle krydderier og farin i en kande og hæld vinen over. Blandingen tildækkes og står et døgn, hvorefter den sies gennem en stofpose over i en flaske. Den færdige drik står endnu en dag, før den nydes.