Hyp alle mine heste

Det er jo H. C. Andersens eventyr om lille Claus og store Claus – eller i hvert fald begyndelsen til det. Men netop den er, som digteren selv siger, »en virkelig historie«.

Hvordan var da virkeligheden for datidens pløjende bønder? I sin bog fra 1776 om Lolland og Falster fortæller præsten Peder Rhode om den megen pløjen, der skal til på den stive lollandske lerjord. Tre gange må der pløjes både til vintersæd og vårsæd. »Hvad harven ikke kan rive itu, må bankes med køller. Jorden må her til byg være så fin som støv, tænk hvad arbejde!«. Og præsten fortsætter: »Af denne megen pløjen er kommet det slemme ordsprog: Lollands pløjen og helveds pine får aldrig ende. Man har prøvet at ville her indføre de nyopfundne lettere plove, men man har måttet lægge dem bort igen«.

Det var den tunge, helt fra vikingetiden stammende hjulplov, man endnu på den tid betjente sig af, men det kommer præsten ikke ind på. Vi kender den imidlertid både fra bevarede eksemplarer og fra billeder; på disse sidste kan vi tillige se den i brug. En næsten meterlang model, udført af bonden Hans Erik Petersen i Erikstrup ved Maribo, giver et godt indtryk. Den var med på landbrugsudstillingen 1888 og erhvervedes ved den lejlighed af Dansk Folkemuseum. I en medfølgende kort beretning har Hans Erik Petersen gjort rede for sit liv, men da skrivning ikke var hans stærke side, er det uddrag, som nu følger, omsat til moderne sprog.

»Jeg er født den 7. januar 1795 i Reersnæs by i Østofte sogn på Lolland. Jeg måtte første gang ud at køre forhestene i 1803. Jeg var kun lille, men det måtte og skulle gå, der var ingen pardon at vente. Når jeg ikke var ved ploven, så var jeg i marken at vogte kreaturer, for før landsbyen blev udskiftet, lå alle markerne i fællesskab. Så der kunne ikke blive nogen tid til at komme i skole, og det gjaldt ikke så nøje med skolegangen på den tid. Vi havde dårlige skolelærere. Der var ingen undervisning hverken i regning eller skrivning, blot vi kunne remse op af lærebogen og katekismen. Det var det hele, og når vi kunne det nogenlunde, så var vi dygtige karle. — Jeg har altid haft det i det små. Jeg har altid haft lyst til at mønstre (skære) i træ, som man brugte så meget af i min opvækst. Da kendte vi ikke andet end bare træredskaber, og nu blot jern(redskaber). Mine herrer. De kan blot betragte den plov, som jeg har snittet i vinter. Der fandtes ikke plovskær og plovjern«.

Det kniber som sagt med stavningen, men indholdet er der ikke noget i vejen med. Det er lige så anskueligt som modellen, han »mønstrede« i træ. Den ses på billedet (fig. 1).