Hyllemindehavnen

Sådan skriver Saxo i slutningen af 1100-årene, og ingen vil bestride, at han har ret. En Valdemar (senere kaldet »den Store«) var kommet på tronen og så det som sin vigtigste opgave at nedkæmpe de besværlige vendere. Om begivenhederne i året 1167 fortæller Saxo: »Kongen drog nu til Skåne, hvor han kort efter fik en falsk tidende om at sakserne var i landet. Han satte sig da selv i spidsen for de skåninger, der tjente til hest, udbød en flåde af Sjælland og foer så til Slagløse (Slagelse), hvorfra han sendte bud til Hylleminde efter Absalon for at rådslå med ham om mangt og meget«. Absalon indfandt sig, men vendte snart efter tilbage til Hylleminde.

»Absalon havde seks skibe i følge, men tre af dem var sejlet dybere ind i vigen for at hente brænde, og dér var de så med ét blevet overrasket af ebben og stak nu fast i mudderet, mens Absalon med de tre andre lå ude ved fjordens munding. Just som nu Absalon og hans skriver var ved ottesangen, hørte han et bulder langt borte og bad sin klerk se efter, hvad det kunne være. Da så denne meldte ham, at han så ni langskibe for sig, tvivlede Absalon ikke på, at det var vikinger, og kaldte med høj røst mandskabet op af søvne. De sprang skræmte op og gav sig end ikke tid til at komme i tøjet, men greb bare til våben. Han bød dem nu skyndsomt ro ud mod fjenden, der var lige ind på livet af dem, hvad der var let at mærke af de mange flintesten, der ramte dem. For ikke at spilde tid lod han dem endog kappe ankertovene og ro frem med det samme. Men venderne troede, at vore folk var lette at skræmme; de tænkte, at de kunne lamme deres mod ved skrig og skrål og opløftede derfor et mægtigt vræl med gny og bulder. Men snart mærkede de, at det var spildt umage, og flyede fra hverandre, og der blev et af deres skibe taget med hele dets mandskab. End ikke i Bjørnved (Bjørneskoven) fandt flygtningene sig et skjul, thi bønderne sørgede for at afsøge den nøje«. (Jørgen Olriks oversættelse).

Slutningen på historien kan forekomme lidt uklar. Hvordan var venderne kommet i land? Efter beskrivelsen foregik det hele jo på søen. Men ellers virker beretningen ikke utroværdig, og Saxo har den vel også direkte fra sin arbejdsgiver, Absalon. Hvor lå Saxos Hyllemindehavn? Det spørgsmål har mange søgt at besvare, og resultatet er faldet højst forskelligt ud. Medvirkende hertil er det, at Hylleminde nævnes i endnu et middelalderligt kildeskrift, nemlig den såkaldte Knytlingesaga, en islandsk krønike om de danske konger fra Harald Blåtand til Knud 6. Den er et halvt hundrede år yngre end Saxos værk, som den i øvrigt har hentet en del af sit stof fra, således uden al tvivl beretningen om kampen ved Hylleminde (Hyljuminni). Nogen ordret afskrift er der dog ikke tale om, kong Valdemar er for eksempel ikke nævnt i denne forbindelse og Slagelse ej heller; den islandske forfatter har vel slet ikke kendt denne by. Som han beskriver forløbet, får man det indtryk, at Hylleminde må ligge ved eller på vejen til Øresund. Flere af de ældre historikere var ikke opmærksomme på, at det er samme lokalitet, der er omtalt i de to beretninger, hvilket naturligvis yderligere har forvirret begreberne. Blandt de foreslåede steder kan nævnes Höllviken nord for Falsterbo, Hulerød mellem Hornbæk og Gilleleje, flere lokaliteter på Lollands sydkyst og én ved herregården Holsteinborg mellem Skælskør og Næstved. (Fig. 1, fig. 2)

Når man ser bort fra Knytlingesaga, og det bør man uden tvivl gøre, samler interessen sig om Storebæltskysten, især den del, der ligger nær ved Slagelse. Det indså Saxooversætteren Jørgen Olrik, i en fodnote identificerer han Hylleminde med Korsør Nor, og det tiltrædes af stednavneforskeren Kristian Hald (Acta Philologica Scandinavica, bd 18). »Ordet minde bruges«, skriver Hald, »i vore ældre stednavne altid om et smalt indløb til et bredere farvand, aldrig om en åmunding —. Den eneste lokalitet, som opfylder de fordringer, der må stilles til et minde, og hvor der tillige findes et navn, der naturligt kan bringes i forbindelse med forledet Hylju, er da mundingen af Korsør Nor«. Det navn, der sigtes til, er Hulby, en landsby tæt øst for noret; den staves i kilder fra 12-1300-årene Hylby, Hyulby, Hølby og skulle altså have navn efter noret.

Omtrent samtidig med Hald tog Slagelselægen Niels Møller emnet op (Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt, 1947). Han henledte opmærksomheden på et ved tilgroning og afvanding nu helt forsvundet nor, som har ligget omtrent ud for Slagelse og altså meget nærmere denne by end noret ved Korsør. Hverken Olrik eller Hald synes at have været opmærksomme på dette farvand, velsagtens fordi det ikke forekom på de nyere kort. Lidt nord for noret fandtes tidligere en bebyggelse, Hyldemark, men den er nu opslugt af et sommerhusområde. Var dette nor identisk med Hylleminde? Sikkert kan det vel ikke siges, men af de foreslåede muligheder forekommer denne sandsynligst. Når kong Valdemar fra Skåne begav sig til netop Slagelse, var det vel fordi han vidste, Absalon opholdt sig i nærheden. Slagelse-noret ligger ved bunden af Musholm Bugt. Oprindelig har det strakt sig ret langt ind i landet, helt ind til vikingefæstningen Trelleborg i vinklen mellem de to vandløb Tude Å og Vårby A, der netop her løber sammen. Hvor udstrakt bassinet har været på Absalons tid og i vikingetiden, som Trelleborg tilhører, er endnu ikke endeligt klarlagt, men det synes at have bestået af to bredninger, en ydre og en indre (den første langt den betydeligste) og mellem dem et forholdsvis smalt sejlløb, i nyere tid kaldet Sortensvælg. I middelalderen byggedes en meget kraftig dæmning tværs over den indre bredning; den hævede vandstanden i området ind mod Trelleborg med henblik på drift af en vandmølle, Pine Mølle, men tjente samtidig som vejdæmning. Naturvidenskabelige undersøgelser i området tyder på, at der under dette jordværk skjuler sig en ældre mølledæmning, antagelig anlagt før borgen byggedes. For vurderingen af besejlingsforholdene på Trelleborgs tid har dette stor interesse, men diskussionen herom falder uden for nærværende artikels emne. Nævnes skal det dog, at før den ældste dæmning anlagdes, har Storebælts salte vand kunnet præge fauna og flora helt op til borgområdet.

Hvordan denne naturhavn udnyttedes op gennem middelalderen, vides der meget lidt om, men det fremgår, at den omkring reformationstiden har været af stor betydning for tre klostre, nemlig ikke blot det i Slagelse, men også dem i Sorø og Ringsted, idet de derigennem fik deres forsyninger af fisk til fastedagene samt tømmer til husbygning og andre fornødenheder. 1574 udsendte Frederik 2. en bekendtgørelse: han har, skriver han, bragt i erfaring, »at i vort land Sjælland ved Pine Mølle skal ligge en ulovlig havn, som kaldes Skibsholm« (sådan hed altså havnen på den tid). Denne havn ønsker kongen nedlagt, da virksomheden dér skader de omliggende købstæder. Blot seks år senere trak han dog på slagelseborgernes indstændige anmodning befalingen tilbage, og havnen levede derefter videre, men under stadigt pres fra især Korsør, som følte sig gået i næringen og anklagede Skibsholm for at snyde med tolden. Havnestriden mellem de to byer stod på gennem det meste af et århundrede, men det blev Korsør, der gik af med sejren; 1661 blev denne by erklæret for »stabelstad«, og dermed var i realiteten Skibsholms saga ude. Den fremskridende tilgroning har vel også efterhånden vanskeliggjort besejlingen.