Hyllemindehavnen

Sådan skriver Saxo i slutningen af 1100-årene, og ingen vil bestride, at han har ret. En Valdemar (senere kaldet »den Store«) var kommet på tronen og så det som sin vigtigste opgave at nedkæmpe de besværlige vendere. Om begivenhederne i året 1167 fortæller Saxo: »Kongen drog nu til Skåne, hvor han kort efter fik en falsk tidende om at sakserne var i landet. Han satte sig da selv i spidsen for de skåninger, der tjente til hest, udbød en flåde af Sjælland og foer så til Slagløse (Slagelse), hvorfra han sendte bud til Hylleminde efter Absalon for at rådslå med ham om mangt og meget«. Absalon indfandt sig, men vendte snart efter tilbage til Hylleminde.

»Absalon havde seks skibe i følge, men tre af dem var sejlet dybere ind i vigen for at hente brænde, og dér var de så med ét blevet overrasket af ebben og stak nu fast i mudderet, mens Absalon med de tre andre lå ude ved fjordens munding. Just som nu Absalon og hans skriver var ved ottesangen, hørte han et bulder langt borte og bad sin klerk se efter, hvad det kunne være. Da så denne meldte ham, at han så ni langskibe for sig, tvivlede Absalon ikke på, at det var vikinger, og kaldte med høj røst mandskabet op af søvne. De sprang skræmte op og gav sig end ikke tid til at komme i tøjet, men greb bare til våben. Han bød dem nu skyndsomt ro ud mod fjenden, der var lige ind på livet af dem, hvad der var let at mærke af de mange flintesten, der ramte dem. For ikke at spilde tid lod han dem endog kappe ankertovene og ro frem med det samme. Men venderne troede, at vore folk var lette at skræmme; de tænkte, at de kunne lamme deres mod ved skrig og skrål og opløftede derfor et mægtigt vræl med gny og bulder. Men snart mærkede de, at det var spildt umage, og flyede fra hverandre, og der blev et af deres skibe taget med hele dets mandskab. End ikke i Bjørnved (Bjørneskoven) fandt flygtningene sig et skjul, thi bønderne sørgede for at afsøge den nøje«. (Jørgen Olriks oversættelse).

Slutningen på historien kan forekomme lidt uklar. Hvordan var venderne kommet i land? Efter beskrivelsen foregik det hele jo på søen. Men ellers virker beretningen ikke utroværdig, og Saxo har den vel også direkte fra sin arbejdsgiver, Absalon. Hvor lå Saxos Hyllemindehavn? Det spørgsmål har mange søgt at besvare, og resultatet er faldet højst forskelligt ud. Medvirkende hertil er det, at Hylleminde nævnes i endnu et middelalderligt kildeskrift, nemlig den såkaldte Knytlingesaga, en islandsk krønike om de danske konger fra Harald Blåtand til Knud 6. Den er et halvt hundrede år yngre end Saxos værk, som den i øvrigt har hentet en del af sit stof fra, således uden al tvivl beretningen om kampen ved Hylleminde (Hyljuminni). Nogen ordret afskrift er der dog ikke tale om, kong Valdemar er for eksempel ikke nævnt i denne forbindelse og Slagelse ej heller; den islandske forfatter har vel slet ikke kendt denne by. Som han beskriver forløbet, får man det indtryk, at Hylleminde må ligge ved eller på vejen til Øresund. Flere af de ældre historikere var ikke opmærksomme på, at det er samme lokalitet, der er omtalt i de to beretninger, hvilket naturligvis yderligere har forvirret begreberne. Blandt de foreslåede steder kan nævnes Höllviken nord for Falsterbo, Hulerød mellem Hornbæk og Gilleleje, flere lokaliteter på Lollands sydkyst og én ved herregården Holsteinborg mellem Skælskør og Næstved. (Fig. 1, fig. 2)