Hvor Seier døde

I forrige århundredes krige faldt mange soldater direkte for geværkugler, eksploderende granater eller nærkampens hug- og stødvåben. Andre blev bragt til lazaretter, hvor en del døde i ugerne efter. Effektiviteten af disse lazaretter varierede stærkt; en del var helt midlertidige, for eksempel indrettet i skoler, der alligevel stod tomme under krigen, eller i slotte og herregårde. Læger gjorde tjeneste i hver eneste krig og arbejdede dygtigt ud fra deres tids viden og forudsætninger – fra Napoleonskrigene ved århundredets begyndelse til kolonikrigene i dets slutning. En klar forbedring skete under og især efter Krimkrigen (1854- 56), hvor Florence Nightingale vakte opsigt ved offentligt at gøre opmærksom på lazaretternes elendige sanitetsforhold; der var flere engelske soldater, der døde på grund af de dårlige hygiejniske forhold end som direkte følge af træfninger i krigen. Et resultat af hendes agitation blev oprettelsen 1865 af det internationale Røde Kors. Som et led i forberedelserne hertil havde et arbejdsudvalg i 1864 sendt delegater til de dansk-tyske krigsskuepladser. Deres opgave var at studere de såredes vilkår på begge sider af fronten.

Den civile danske lægeverden stod ved midten af forrige århundrede betydeligt tilbage for nutidens. I 1848 fandtes, fordelt over hele landet, et antal embedslæger med en stiftsfysikus i spidsen og en del distriktskirurger – i alt omkring 75 offentligt ansatte læger. Hertil kom hospitalslægerne og omkring 400 praktiserende læger, de fleste i byerne og mere end halvdelen i København. I 1864 var antallet af hospitaler og dermed af hospitalslæger vokset en del, og der var også kommet mange privatpraktise- rende læger til. Hospitalerne havde normalt en ledende forvalter, der hjalp lægen ved rundgangen til de syge, og som havde ansvaret for, at patienterne fik den medicin, lægen ordinerede. Hans kone fungerede som økonoma og medhjælp hos de kvindelige patienter. Sygeplejen var i det hele taget ikke særlig udviklet. 1 1848, da Treårskrigen begyndte, fandtes slet ingen uddannelse i den retning. I 1863 oprettedes Diakonissestiftelsen i København – det skete efter svensk og tysk mønster – men en egentlig sygeplejerskeuddannelse etableredes først i 1876. Før den tid arbejdede dog nogle kvinder på de større sygehuse, men de var nærmest selvlærte. (Fig. 1)