
Hvor gammelt er det?
31. december i år takker WM Trædateringslaboratorium af under Skalks vinger. Dermed slutter en epoke for denne institution på Skalk, der dels var med til at opdyrke et nyt forskningsfelt i Danmark, dels med tiden løste utallige praktiske og vigtige dateringsopgaver for en lang række danske museer. Denne artikel beskriver det dendrokronologiske arbejde på Skalk, som det har formet sig gennem årene.
Af Kjeld Christensen og Inger Laigaard

Blandt de dateringsmetoder, der står til arkæologers og historikeres rådighed, er dendrokronologien – aldersbestemmelse ved hjælp at træernes årringe – den mest nøjagtige. I heldige tilfælde – når der er bark bevaret på en træprøve – kan et træs fældningsår bestemmes med få måneders nøjagtighed.
Metoden blev opfundet af den amerikanske astronom Andrew Douglas i begyndelsen af 1900-tallet og blev i 1930’erne taget i brug i flere europæiske lande. Efter 2. Verdenskrig kom kulstof-14-dateringsmetoden (14C), som man en overgang mente kunne løse alle dateringsproblemer. Man skulle frem til 1960’erne, førend dendrokronologien for alvor vandt indpas i Europa. På dette tidspunkt foregik der omfattende udgravninger i vikingebyen Hedeby ved Slesvig, hvor metoden blev brugt med succes. I 1969 kontaktede Nationalmuseet dendrokronologerne i Hamburg, som forestod dateringsarbejdet i Hedeby, for at etablere et samarbejde om indførelsen af den dendrokronologiske metode i Danmark. Det resulterede i et treårigt forsøgsprojekt, og derefter i oprettelsen af et dateringslaboratorium på Nationalmuseet.
Udgave: Skalk 2017:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
