Hvor gammelt er det?

Blandt de dateringsmetoder, der står til arkæologers og historikeres rådighed, er dendrokronologien – aldersbestemmelse ved hjælp at træernes årringe – den mest nøjagtige. I heldige tilfælde – når der er bark bevaret på en træprøve – kan et træs fældningsår bestemmes med få måneders nøjagtighed.

Metoden blev opfundet af den amerikanske astronom Andrew Douglas i begyndelsen af 1900-tallet og blev i 1930’erne taget i brug i flere europæiske lande. Efter 2. Verdenskrig kom kulstof-14-dateringsmetoden (14C), som man en overgang mente kunne løse alle dateringsproblemer. Man skulle frem til 1960’erne, førend dendrokronologien for alvor vandt indpas i Europa. På dette tidspunkt foregik der omfattende udgravninger i vikingebyen Hedeby ved Slesvig, hvor metoden blev brugt med succes. I 1969 kontaktede Nationalmuseet dendrokronologerne i Hamburg, som forestod dateringsarbejdet i Hedeby, for at etablere et samarbejde om indførelsen af den dendrokronologiske metode i Danmark. Det resulterede i et treårigt forsøgsprojekt, og derefter i oprettelsen af et dateringslaboratorium på Nationalmuseet.