Hvor fordum hofmænd vandrede

Ak! Alt er her »et sørgeligt billede på det forfængelige i al menneskelig pragt og glans. Det er en benrad af sin fordums herlighed. — Bygningen er færdig at falde sammen; frøer hoppe omkring i de promenader, hvor fordum hofmænd i glimrende galladragt vandrede; de skønneste partier i haven er opfyldt med ukrudt; vandgravene omkring slottet er bedækkede med siv; ornamenterne er sønderbrudte og begroede med grønt mos; kaskaderne er ophørt med at springe af mangel på vand; lysthusene er forfaldne, kort sagt, det hele er øde og skummelt og ligner et ubeboet ridderslot«.

Den rejsende træder indenfor og kan konstatere, at det står knap så slemt til her. Han styrer mod riddersalen, som der gik frasagn om endnu i hans egen tid, og fastslår, at den stadig er »i alle henseender skøn og malerierne ikke slette«. Han beundrer den store fontæne midt på gulvet, »som i sin tid sprang 10 alen højt, for at afkøle luften, når hoffet i hede sommerdage spiste der«.

En stor skuffelse er derimod kongens audiensgemak, hvor »tilforn alle lister på dørene og panelværket skulle være beklædte med massivt sølv«. Han finder ikke noget, der kan bekræfte disse rygter, og formoder at forsølvninger er blevet antaget for støbt sølv, hvorved folk har fået deres vilde ideer om »asiatisk pragt«. Han ville da også finde det upassende »i en tidsalder, hvor sølvet er så sjældent og kostbart« – Napoleonskrigene hviler som en skygge over hans beretning.

Heller ikke en ulykkelig kvindeskæbne mangler der til at give den melankolske aftenstemning karakter. »I dette slot frydede engang en dronning sig, der syntes skabt for glæde og nydelse. — Men hvor kort var ikke hendes bane? Rosenknoppen havde næppe udfoldet sine spæde blade, førend ormen havde søndergnavet dens barm. – Hirsholms slot og have og lund synes endnu at sørge over hendes skæbne«.

Hvem var mon denne dronning? Ikke Sofie Magdalene, der skabte det slot og den have, som fortælleren vandrer i. Christian 6.s dronning fik ingen kort bane, hun levede lige til hun blev 70. Hendes ulykker var, fraset det sædvanlige tandværk, mest selvskabte plager såsom en kedelig hang til skinsyge.

Sofie Magdalene var ikke den første dronning på Hørsholm, dets historie fortaber sig i middelalderen. 1391 overdrog ridder Bent Byurg det til dronning Margrethe som afbetaling på gæld. Siden var det i kronens eje. Det har haft flere berømte lensmænd, således, fra 1641, Christian 4.s svigersøn Corfitz Ulfeldt. Efter at han var blevet nødt til at flygte fra Danmark på grund af de anklager, der var rejst mod ham, blev hans len betragtet som »forbrudte«, og Frederik 3. gav sin hustru Sofie Amalie forleningsbrev på Hørsholm. Det skete 1650. Fra sin udlændighed protesterede Corfitz Ulfeldt i breve over, hvorledes »er os med stor uret fratagen det gods Hirschholm«. Lige lidt hjalp det. Sofie Amalie beholdt sit gods. Hendes sønnesøn, Frederik 4., skænkede Hørsholm til sin dronning Louise, hun byggede en del nyttebygninger og trak sig gerne tilbage hertil, når hendes ægtemands vidtløftigheder voksede hende over hovedet.

Christian 6. var endnu kronprins, da han arvede godset fra sin mor 1721. Da han 1730 blev konge, udstedte han straks et gavebrev til sin unge dronning, Sofie Magdalene, og skænkede hende stedet som et livgeding, det vil sige som underhold for livstid. Dermed blev hun den tredje dronning, der overtog det på disse vilkår, og med hende indledtes en ny fase af Hørsholms historie.

Christian 6. og Sofie Magdalene blev aldrig særlig afholdte, og en af de ting, som en kritisk samtid fæstnede sig ved, var deres ødselhed i forbindelse med en vældig byggeaktivitet. Så sent som 1721-29, mens Christian 6. var kronprins, gjorde hans far, Frederik 4., et ihærdigt forsøg på at få Københavns slot til at ligne et moderne, sammenhængende bygningsanlæg uden skæve vinkler. Det gamle slot fik nye facader med regelmæssige vinduesrækker, indvendige ligeløbstrapper og en samlet tagprofil. Resultatet var mere sjældent end kønt. Nu lignede slottet mest af alt en stor mand i en alt for lille overfrakke med de fem etager, der var presset ind under samme tag i en ujævn, kantet kreds. Lettest ville det formentlig have været at begynde helt forfra et andet sted. Denne tanke faldt dog ikke Frederik 4. ind. Heller ikke hans søn kunne drømme at forlade kongernes gamle holm, men det istandsatte slot kunne han ikke holde ud at se på. I stedet gik han, straks efter tronbestigelsen, i gang med at rive hele komplekset ned til grunden, netop som det var blevet færdigt. Det nye slot, som kongen gav sit navn, Christiansborg, blev Nordeuropas største og kostbareste fyrstebolig. Det store, firfløjede anlæg bredte sig langt ud over det gamle slots område, og der måtte nedrammes i tusindvis af bøgestammer til fundamentering på det sumpede område. Byggeriet stod på fra 1733-40 og kostede enorme summer. (Fig. 2, fig. 3)