Hvo som brygge skal
Odense var i 1400-årene skueplads for en stor konflikt om retten til at sælge øl. Parterne var byens købmænd, som havde sikret sig eneretten til at brygge øl til salg, og håndværkerne, som derved blev afskåret fra at gøre det samme. Håndværkerne klagede til kongen med den begrundelse, at købmændenes øl var for dårlig, men hvis den menige almue måtte brygge øl til salg over hele byen, da skulle der findes bedre øl end været haver.
Af Maria Elisabeth Lauridsen, Mikael Manøe Bjerregaard og Jakob Tue Christensen
Christian 1. liberaliserede derfor ølsalget i Odense, men i 1461 kunne han konstatere: Nu er for os kommet, at øllet er meget forarget og er vor købstad meget til forfang (dvs. skade) i mange måder, og han genindsatte herefter købmændene i deres gamle rettigheder som bryggere.
Eneretten gjaldt kun øl til salg, det var stadig tilladt at brygge til eget forbrug. Dette hjemmebryg sivede dog ud i handlen, og i købmandsgildets vedtægter fra 1496 fastslog byens borgmestre og råd endnu engang købmændenes eneret på ølsalg. Året efter kom kong Hans dog med et kompromis, der gav købmændene eneret på at brygge og sælge øl i tønder til kroer og ud af huset, mens håndværkerne måtte udskænke eget hjemmebrygget øl i kander til gæster og naboer samt i tønder i deres eget gildehus.
Denne konflikt kendes fra de skriftlige kilder, men hvad fortæller fundene? Arkæologisk har vi ingen spor af ølbrygning fra stridens tid, men til gengæld er sporene tydeligere, hvis vi kigger på tiden forinden.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 2015:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
