Hvis vægge kunne tale

Kirkevæggene blev i middelalderen benyttet til mange formål. En netop tolket indskrift har vist, at også fuldgyldige gældsbeviser kunne blive ristet med runer på væggene med Gud som vidne.

Af seniorforsker Lisbeth M. Imer og seniorredaktør Anders Leegaard Knudsen

Billede

På et bakkedrag i nærheden af Holbæk ligger Sønder Asmindrup Kirke; en lille landsbykirke, der som de fleste andre i landet har 800-900 år på bagen. Inde i kirkens kor er der på nordvæggen kradset en række runeindskrifter, som blev fundet under hvidtekalken, da man i 1909 restaurerede kirkens kalkmalerier. Indskrifterne står i dag 120-150 cm over det nuværende gulv, som er stærkt forhøjet efter en ombygning af kirken i 2018-2019 (fig. 3). Det vil sige, at indskrifterne højst sandsynligt har været i øjenhøjde i middelalderen. De fleste af indskrifterne er endnu synlige på væggen, og særligt én af dem tiltrækker sig opmærksomhed. Det er en indskrift, som er ristet i to linjer – øverste linje består af runer, og den nederste består af en blanding af runer og latinske bogstaver. Runerne og bogstaverne er relativt beskedne i størrelse, kun ca. 2,2-2,4 cm høje, men de fremstår meget tydeligt på den lyse væg, fordi tegnenes furer har været fyldt op med trækul. Teksten står så at sige sort på hvidt (fig. 1).

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 2023:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.