Hvidnende benrade

I Teutoburgerskoven, kun 300 km syd for den nuværende danske grænse, stod i året 9 efter Kristus et drabeligt slag mellem germanerne og den romerske feltherre Varus med en hær på 20.000 mand. Kejser Augustus blegnede ved budskabet om nederlaget. Han aflyste straks alle offentlige forlystelser, og som tegn på dyb og oprigtig sorg lod han hår og skæg uklippet i flere måneder derefter. »Varus, giv mig mine legioner tilbage!«, skal han have råbt, men Varus havde begået selvmord, og hvad Augustus fik, var blot hans afhuggede hoved, som den sejrende germanerhøvding elskværdigt lod sende til Rom. Hvordan det i øvrigt var gået legionerne, erfaredes med gysen, da en udsendt ekspedition senere nåede frem til valpladsen: »Midt på sletten lå hvidnende benrade, spredte eller i klynge. Ved siden af lå stumper af spyd og lemmer af heste, og dernæst så man menneskehoveder naglede til træstammer. I de nærliggende lunde stod barbariske altre, hvor de havde slagtet tribuner og centurioner af første rang! — Så begravede da den romerske hær, som var til stede, seks år efter nederlaget de tre legioners ben«.

»Stumper af spyd og lemmer af heste!« Det syn, den romerske forfatter her fremmaner, virker velkendt for danske arkæologer, som sidst havde det for øje under 50’ernes store moseudgravninger med deres mængder af mere eller mindre ødelagte våben mellem »hvidnende benrade« af små skamferede jernalderøg. Slagmarker er disse ophobninger ganske vist ikke, dertil er findestederne for fugtige, men ingen, som har set dem, vil betvivle, at de har med krig at gøre. Der er fundet en del af den slags pladser, men af virkelig store kun nogle få, som til gengæld er af et omfang, så at de hver for sig kunne fylde et mindre museum.

At beskrive disse overdådige fund blot nogenlunde fyldestgørende i en kort artikel er naturligvis umuligt, men en oversigt er givet på bladets midtersider. Det var i krigsåret 1848, de første efterretninger indløb om fund i den nordfynske Vimose, og snart meldte andre moser sig på tilsvarende vis: Kragehul på Fyn, Nydam og Thorsbjerg i Sønderjylland. Udgravninger kom i gang en halv snes år senere, de fire fund undersøgtes inden for et kort åremål og med et resultat, som må have bragt datidens konservatorer til glædesblandet fortvivlelse. Udgraveren var i alle tilfælde Conrad Engelhardt, han var bestyrer af det dengang danske museum i Flensborg, så det er naturligt, at det blev de sønderjyske fund, som først blev taget under behandling – hvilket skulle vise sig at være en mindre heldig disposition. Da krigen kom i 1864, måtte arbejdet indstilles. Af de tre i Nydam fundne både gik de to tabt, den tredje blev bragt i sikkerhed, men måtte ved fredsslutningen afgives til sejrherren sammen med størstedelen af det øvrige materiale. Krigsbyttet blev krigsbytte! En slags erstatning for tabet fik vi i de to fynske fund, som turen nu kom til. Vimosefundet var umådeligt, og mosen er næppe udtømt, i hvert fald nævnes det nogle tiår senere, at »nye sager årlig bringes frem ved det fortsatte tørvearbejde«. Også i den krigsramte Nydammose må der kunne hentes mere.

Sine fire moseudgravninger har Engelhardt beskrevet i et tilsvarende antal bøger, hvoraf den yngste netop har fejret hundredeårs jubilæum; trods den høje alder har de bevaret deres værdi, og det er med fuld ret, at de nu er under genudgivelse. De »fire store mosefund« stod længe alene; først omkring 1920 kom Hjortspring til fra Als og i 1950erne de østjyske Illerup og Ejsbøl. Engelhardts iagttagelser og senere tiders teorier har på disse nye pladser kunnet underkastes en tiltrængt kontrol.

Det forekom Engelhardt tvivlsomt, »om det gådefulde ved tusinder af våbens nedlæggelse i så mange moser nogensinde vil blive klart?« Udtalelsen er fra 1861, kun fire år senere fandt J. J. A. Worsaae løsningen i antikkens beretninger om, hvordan barbarerne ofrede krigsbytte på særlige helligpladser. »Før de går i kamp, aflægger de som regel løfte om at give byttet til krigsguden«, skriver Cæsar om gallerne. »Efter sejren ofres de fangne dyr, og det øvrige bytte bringes sammen på ét sted. Hos mange stammer ses på hellige steder hele sammendyngede hobe af sådanne genstande, og det er sjældent, at nogen person i den grad lader hånt om religiøse forskrifter, at han skulle vove enten at skjule bytte hos sig eller fjerne noget af det, der er lagt ud; dette er en forbrydelse, som der er fastsat den hårdeste og pinefuldeste straf for«. Hertil kan geografen Strabo føje den oplysning, at »det først og fremmest var søer, som gav skattene deres ukrænkelighed«. Han beretter, at romerne efter erobringen af et keltisk område solgte de hellige søer med indhold, og han tilføjer, lige vel overdrevet, at »mange af køberne fandt hele møllestene af udhamret sølv« i dem. Nu angår alt dette jo gallerne, men germanerne har haft lignende skikke, hvis man tør tro den spanske historieskriver Paulus Orosius. Han fortæller om kimbrerne og teutonerne, der i året 105 før Kristus besejrede en romersk hær ved Orange i Sydfrankrig, og kommer herunder ind på behandlingen af krigsbyttet: »Klæder blev sønderrevet, guld og sølv kastedes i floden, mændenes brynjer sønderhuggedes, hestene selv nedstyrtedes i afgrunde, fangerne blev med reb om halsen ophængt i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for de sejrende end nåde for de besejrede«. Disse beskrivelser stemmer jo ret nøje med mosernes fundbillede, og skønt flere andre tolkninger i tidens løb er fremsat, er teorien om krigsbytteofring nok den, som bedst står for kritik. Krigsbytte i så store mængder, som vi møder i mosefundene, forudsætter store slag. Hvor har disse slag stået? I hvert fald næppe der, hvor sagerne blev ofret! Og hvem var modparten? I fundene indgår ofte romerske våben, men derfra at slutte, at fjenderne var romere, ville være overilet – omtrent som at hævde, at en kinesisk mønt i et skånsk våbenofferfund vidner om kampe med kineserne. Romerne har vel eksporteret våben, som barbarerne har brugt i deres indbyrdes stridigheder. En del af de »romerske« våben er i øvrigt fabrikerede i imperiets nordlige provinser, for eksempel i Köln (fig. 2).