Hvert niende år

Sverige er det af de skandinaviske lande, kristendommen sidst kom til; den kan først anses for endeligt indført omkring 1100. I sit store værk om »De hamburgske ærkebispers historie« har magister Adam af Bremen i 1070’erne beskrevet missionsarbejdet, og her finder man følgende: »Dette folk (svenskerne) har en vidtberømt helligdom, der hedder Uppsala. Den ligger ikke så langt fra Sigtuna og Birka. I denne helligdom, som er fremstillet helt i guld, dyrker folket billederne af tre guddomme. Den mægtigste af dem, Thor, har en tronstol midt i en sal, og på hver sin side af ham har Odin og Frøy deres plads. De tillægges følgende funktioner: Thor, siges det, råder i luften og bestemmer over lynet og tordenen, stormvejret og regnen, det gode vejr og afgrøden. Næst ham kommer Odin. Han leder krigene og giver mennesket mod i kampen mod dets fjender. Den tredje er Frøy, som skænker menneskene fred og glæde. Hans statue afbildes med et enormt lem. Odin derimod fremstiller de gerne bevæbnet på samme måde, som vore landsmænd afbilder Mars. Thor synes med sit scepter at ligne Jupiter. —

Deres guder har alle hver sine præster, som forretter folkets ofre. Hvis pest og hunger truer, ofres til Thors afgudsbillede. Hvis krig truer, til Odin. Og hvis bryllup skal fejres, til Frøy. Endvidere plejer alle Sveriges provinser hvert niende år i fællesskab at fejre en religiøs fest. Ingen er fritaget for at bidrage til denne fest. Konger som folk, ja alle og enhver sender gaver til Uppsala. Men hvad der er værre end nogen straf: De, som har iført sig kristendommens kappe, må købe sig fritagelse for disse ceremonier. Ofringen foregår på følgende vis: De ofrer ni hoveder af alle slags levende væsner af hankøn, ved hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod hænges op i en hellig lund, som ligger ved helligdommen. Denne lund er imidlertid så hellig for hedningene, at hvert eneste træ i den menes at have guddommelig kraft som følge af ofrenes død og forrådnelse. Her hænger også hunde og heste tilligemed mennesker. Og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 af den slags hængt op mellem hverandre! I øvrigt synger de også, som almindeligt under den slags offerriter, adskillige sange, der er uanstændige - hvorfor det er bedst at forbigå dem i tavshed«.

»I nærheden af denne helligdom«, hedder det i en tilføjelse til værket, »vokser et vældigt træ, hvis grene breder sig ud til alle sider. Det er stedse grønt, vinter som sommer. Der er ingen, der ved, hvilken træsort det er. Her er også den kilde, ved hvilken hedningene plejer at forrette deres offerhandlinger, og i hvilken mennesker sænkes ned - levende! Når de ikke atter kommer op, går folkets ønske i opfyldelse«. - Og en anden tilføjelse: »Templet er omgivet af en guldkæde. Den hænger oppe på tagryggen og stråler med sit røde skær de besøgende i møde på lang afstand, for selve hedningehelligdommen befinder sig oppe på et plateau, der i en rundkreds er omsluttet af bjerge, således at det minder om et teater«. (Fig. 1, fig. 2)

Den sidste sætning fastlægger stedet: »bjergene« må være de vældige gravhøje ved Gamla Uppsala, lidt nord for nutidsstaden af samme navn. De er dateret til 4-500-årene, og da byen ifølge overleveringen var kongesæde, kan ingen tvivle om de begravedes høje rang. Kongemagt og religion var tæt sammenknyttet på den tid, så det er naturligt at finde rigstemplet her. Hvor megen lid man kan fæste til Adams beretning, er omstridt, men hovedtrækkene står vel til troende, for ganske vist har han ikke selv været på stedet, men dog talt med en der har. Af templets tre guder nævnes Thor som den vigtigste, hvilket strider mod den gængse opfattelse af Odin som hovedguden, men set fra kristen synsvinkel kan den store hammersvinger måske godt have stjålet billedet. Netop hammeren savnes for resten i beskrivelsen, den er erstattet med et scepter. Her må Adams hjemmelsmand have været dårligt underrettet.

Man bemærker, at der ved siden af templet lå en lund og en kilde, hvor ofringer fandt sted. Sådanne naturhelligdomme, hvor de religiøse handlinger foregik under åben himmel, kan spores langt tilbage i oldtiden, og det er sandsynligt, at de her ved Uppsala repræsenterede et ældre stadium i kulten, templet et yngre. Efter nogles opfattelse er asatroens egentlige templer først opstået i hedenskabets allersidste tid som et sidestykke til de kristnes kirker. Tæt ved højene ligger i dag en kirke. Ved gravning under den er fundet stolpehuller, som måske kan stamme fra templet, hvilket dog ikke har kunnet bevises.

Det synes at fremgå, at Uppsalahelligdommen var løbende i funktion, men det er klart, det især var de store blodige folkemøder hvert niende år, de kristne missionærer ønskede bragt til ophør. Efter alt at dømme har Danmark haft en lignende centralhelligdom, men vi ved mindre om den end om den svenske, hvilket vel til dels hænger sammen med, at kristendommen slog tidligere igennem i vort land. Hos en anden af vikingetidens historikere, Thietmar af Merseburg, der skrev omkring 1015, altså noget tidligere end Adam, hedder det: »Der er i de egne en lokalitet ved navn Lejre, rigets hovedstad, beliggende i det område, som kaldes Sjælland. Dér mødes de alle hvert niende år i januar måned omkring det tidspunkt, hvor vi fejrer Herrens tilsynekomst, og dér bringer de deres guder nioghalvfemsindstyve mennesker og lige så mange heste og hunde samt - som erstatning for falke - haner som ofre! De tror nemlig, som tidligere sagt, fuldt og fast, at disse ofre gavner dem overfor de underjordiske og udsoner forbrydelser begået imod disse«.

Nogen litterær forbindelse de to beretninger imellem synes der ikke at have været, så med mindre der ligefrem foreligger en forveksling, må vi godtage, at også Danmark har haft et sådant rigsoffersted i tilknytning til et kongesæde. Lejre ved Roskilde er stedet, men præcis, hvor vi skal søge i det nuværende landskab, er svært at sige. Måske er det dog opmærksomhed værd, at den nu i sit øvre løb tørlagte Lejre Å tidligere udsprang af en overmåde vandrig kilde i engen neden for landsbyen. Sådanne naturmærkværdigheder har utvivlsomt haft oldtidsfolkets bevågenhed.

De nævnte offersteder har været rigernes absolut største, men langtfra eneste. Andre har ligget spredt over landene, endnu kendelige ved stednavne som Odense (Odins vi), Torslunde og Frøsmose - og i øvrigt ved mangfoldige fund af moseofferpladser (se Skalk 1994:3 og 5), der formodentlig hver især har været tilskrevet en bestemt guddom. På enkelte af disse pladser er fundet, hvad vi kan regne for egentlige gudebilleder, og hertil slutter sig en række løsfundne småfigurer og fremstillinger hugget i sten. Desværre er disse skikkelser sjældent udstyret med kendetegn, som gør det muligt med sikkerhed at placere dem i gudernes brogede flok.