Hvert niende år

Sverige er det af de skandinaviske lande, kristendommen sidst kom til; den kan først anses for endeligt indført omkring 1100. I sit store værk om »De hamburgske ærkebispers historie« har magister Adam af Bremen i 1070’erne beskrevet missionsarbejdet, og her finder man følgende: »Dette folk (svenskerne) har en vidtberømt helligdom, der hedder Uppsala. Den ligger ikke så langt fra Sigtuna og Birka. I denne helligdom, som er fremstillet helt i guld, dyrker folket billederne af tre guddomme. Den mægtigste af dem, Thor, har en tronstol midt i en sal, og på hver sin side af ham har Odin og Frøy deres plads. De tillægges følgende funktioner: Thor, siges det, råder i luften og bestemmer over lynet og tordenen, stormvejret og regnen, det gode vejr og afgrøden. Næst ham kommer Odin. Han leder krigene og giver mennesket mod i kampen mod dets fjender. Den tredje er Frøy, som skænker menneskene fred og glæde. Hans statue afbildes med et enormt lem. Odin derimod fremstiller de gerne bevæbnet på samme måde, som vore landsmænd afbilder Mars. Thor synes med sit scepter at ligne Jupiter. —

Deres guder har alle hver sine præster, som forretter folkets ofre. Hvis pest og hunger truer, ofres til Thors afgudsbillede. Hvis krig truer, til Odin. Og hvis bryllup skal fejres, til Frøy. Endvidere plejer alle Sveriges provinser hvert niende år i fællesskab at fejre en religiøs fest. Ingen er fritaget for at bidrage til denne fest. Konger som folk, ja alle og enhver sender gaver til Uppsala. Men hvad der er værre end nogen straf: De, som har iført sig kristendommens kappe, må købe sig fritagelse for disse ceremonier. Ofringen foregår på følgende vis: De ofrer ni hoveder af alle slags levende væsner af hankøn, ved hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod hænges op i en hellig lund, som ligger ved helligdommen. Denne lund er imidlertid så hellig for hedningene, at hvert eneste træ i den menes at have guddommelig kraft som følge af ofrenes død og forrådnelse. Her hænger også hunde og heste tilligemed mennesker. Og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 af den slags hængt op mellem hverandre! I øvrigt synger de også, som almindeligt under den slags offerriter, adskillige sange, der er uanstændige – hvorfor det er bedst at forbigå dem i tavshed«.

»I nærheden af denne helligdom«, hedder det i en tilføjelse til værket, »vokser et vældigt træ, hvis grene breder sig ud til alle sider. Det er stedse grønt, vinter som sommer. Der er ingen, der ved, hvilken træsort det er. Her er også den kilde, ved hvilken hedningene plejer at forrette deres offerhandlinger, og i hvilken mennesker sænkes ned – levende! Når de ikke atter kommer op, går folkets ønske i opfyldelse«. – Og en anden tilføjelse: »Templet er omgivet af en guldkæde. Den hænger oppe på tagryggen og stråler med sit røde skær de besøgende i møde på lang afstand, for selve hedningehelligdommen befinder sig oppe på et plateau, der i en rundkreds er omsluttet af bjerge, således at det minder om et teater«. (Fig. 1, fig. 2)