Hver by sin heks

Samtalen fandt sted 1960 i en lille dansk by, og inden jeg gik hjem for at sove på mit hotel, havde jeg fået vished om, at heksetroen endnu levede i Danmark. »Sagde man noget om, at han havde en bog?«, spurgte jeg min meddeler. »Ja, han havde denne forfærdelige bog. Hvad er det nu, den hedder?« – »Cyprianus«, faldt søsteren ind. – »Ja, og han kunne ikke dø, før han havde fået én til at overtage denne her bog. Hvem er det nu, de siger, der har overtaget hans hekseri?« – »Valborg«, svarede søsteren efter en pause.

Dette blev indledningen til en undersøgelse af heksetroen i et dansk lokalsamfund, hvorunder den, der skriver dette, personligt lærte nogle af vore sidste »hekse« at kende – ulykkelige kvinder eller mænd (hekse er langt fra altid hunkøn), som havde fået deres liv ødelagt af overtroiske rygter og sladder. Af hensyn til alle implicerede blev undersøgelsen indtil videre deponeret i Dansk Folkemindesamling, og den er kun fremdraget her som dokumentation for, hvor længe heksetroen har holdt sig i live. Med dette som baggrund foruden det, der i øvrigt er bevaret af folkemindeoptegnelser, vil jeg også hævde, at påstanden om, at »hver by har sin heks«, var mere end en poetisk talemåde, den gang midsommervisen blev til.

Da Holger Drachmann i 1885 skrev »Vi elsker vort land«, blomstrede heksetroen endnu frodigt på landet og i de mindre købstæder. »Heksen« var ligesom »originalen« en fast rolle, som de idylliske landsbyer og hyggelige provinsbyer altid havde parat til individer, der ikke passede ind i det lille samfund, hvor alle kendte og bekymrede sig om hinanden. Det er svært at forstå, hvordan heksetroen har kunnet holde sig så længe, hvis den kun bundede i tåbelige misforståelser og manglende oplysning, sådan som man siden Holbergs dage gerne har villet lære os. Men de sidste årtiers undersøgelser af historiske såvel som nutidige heksetrosmiljøer har også gjort kraftigt op med den gamle opfattelse og vist, at forestillinger af denne art har en række psykologiske og samfundsmæssige funktioner.

Heksetroen er en livsanskuelse, som sætter folk i stand til at klare en god portion af dagliglivets problemer. Den lærer ikke, som kirken har gjort herhjemme siden pietismens tid, at uheld og modgang er Guds prøvelser, der må bæres med samme ydmyghed som den, hvormed Job bar sine, efter hvad Bibelen fortæller. Ifølge heksetroen kommer det onde i tilværelsen ikke som straf for begåede synder, men er nederdrægtige anslag fra en bestemt slags mennesker, der står i pagt med skjulte magter: Heksene. Disse farlige personer er imidlertid ikke uovervindelige; de kan bekæmpes på to måder: enten gennem modtrolddom, hvor man, eventuelt assisteret af en »klog mand«, retter angreb mod den overnaturlige side af deres væsen, eller ved at man – da heksen jo også er et menneske af kød og blod – griber til fysisk vold. Herhjemme troede man for eksempel, det var muligt at bryde heksens magt, hvis vedkommende blev slået til blods, hvilket langt op i tiden førte til grove mishandlinger af formodede hekse. Den sidst kendte heksemishandling fandt sted i Vendsyssel 1897.

En anden og vigtig funktion har heksetroen som en slags sikkerhedsventil for al den skjulte aggression, der ikke kan komme til udtryk ad naturlige kanaler, fordi samfundet ikke tolererer det. Det var ikke velset at vise en fattig tigger bort uden at give ham lidt eller lukke døren i for næsen af en nabo, når han kom for at låne noget, eller smide sin svigermor ud, når hun boede hos én på sine gamle dage; men kunne man overbevise sig selv og andre om, at disse mennesker i virkeligheden var hekse, så havde man frikort til at smide tiggeren på porten, smække døren i for naboen og henvise sin svigermor til at bo i et udhus og leve af de madrester, man stillede ud til hende. Når man én gang havde slået fast, at en person ikke var noget almindeligt menneske, men en heks, var der slet ingen grænser for, hvor langt man kunne gå i tilsidesættelsen af moralske og sociale normer.

Dette fører os lige over i heksetroens tredie funktion, dens betydning for bevarelse af samfundets normer: Heksen er simpelthen indbegrebet af alt, hvad der er antisocialt og går på tværs af samfundet, og derfor bestræber alle sig på at opføre sig sådan, at ingen skal kalde dem hekse. Mens ordentlige mennesker beflittede sig på at gøre godt, bestræbte heksene sig altid på at gøre ondt, hvad enten de havde personlig fordel af det eller ej. Og mens misundelse skildres som en af heksenes fornemste dyder, var alle andre mennesker optaget af at forsikre deres omgivelser om, hvor fremmed denne følelse var dem. En lang række gamle høflighedsvendinger og hilsener synes oprindeligt at have haft denne funktion: Velbekomme, til lykke, held og lykke, det skal være dig velundt, Guds fred, goddag, farvel eller »til lykke med arbejdet«, som man siger i Vendsyssel, når man kommer forbi én, der står og saver brænde eller på anden måde er beskæftiget. Gang på gang hører man om hekse, der er kommet til stede eller gået forbi uden at sige disse ting, hvorpå der er indtruffet den ene eller den anden ulykke.

Med denne nye sociologiske opfattelse af heksetroen er det på mange måder også lykkedes at afmystificere hekseprocessernes tid. Vi behøver ikke længere antage, at de forfulgte var mennesker, som med overlæg eller i sindsforvirring havde sluttet pagt med djævelen for at kunne drive sort magi, eller at heksene var sammensluttede i hedenske kultselskaber, der i hemmelighed dyrkede en gammel frugtbarhedsgud, »den hornede gud« (eller »djævelen« som deres kristne forfølgere kaldte ham). Med teorier af denne slags, som har været almindelige i forskningen helt op til 1950’erne stiller vi os uvægerligt på linje med inkvisitorer, heksedommere og folkelige hekseforfølgere, som alle mente, at det var heksene, der måtte være noget i vejen med. Det er heller ingen løsning at erklære heksene for samfundsoprørere af den ene eller anden art, som det er sket i 1970’ernes aviskronikker og debatbøger. Den mere seriøse heksetrosforskning har efterhånden påvist, at kildematerialet ikke kan underbygge sådanne teorier, og at disse i øvrigt er ganske overflødige. Når vi nemlig holder op med at stirre os blinde på heksene og i stedet sætter focus på deres anklagere, de heksetroende, falder tingene på plads, og det kommer til at stå klart, hvorfor visse individer i miljøer med den ovenfor beskrevne dagliglivsfilosofi nødvendigvis måtte få tildelt rollen som syndebukke. På grundlag af de tusindvis af hekseprocesser, vi i dag har kendskab til, lader det sig slå fast, at en ganske lille del var sindssyge, som selv bildte sig ind at være hekse, og at en noget større portion var kloge mænd og koner. Langt de fleste var imidlertid ganske almindelige mennesker, der aldrig havde gjort noget for at blive hekse. Det var en rolle, omgivelserne havde tildelt dem.

Den europæiske hekseforfølgelse er et emne, som i stigende grad optager historikerne i den vestlige verden. Store retsarkiver er blevet gennemgået, og mange af de indvundne forskningsresultater kaster også nyt lys over det danske procesmateriale. Det gælder ikke mindst den engelske historiker Norman Cohn’s påvisning af, at hekseforfølgelsen i Europa først begynder ca 1450 og ikke i 1200-tallet, som hidtil antaget på grundlag af en underretning om heksen Angele de la Barthe, der skulle være brændt af inkvisitionen i Toulouse 1275 for omgang med djævelen og for at have spist børn. Cohn viser, at denne og andre fundamentale kilder er falsknerier fra omkring 1800, og hermed forrykkes kronologien et par århundreder (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Mens man tidligere anså hekseprocesserne for en arv fra den »sorte middelalder«, som Europa længe ikke kunne gøre sig fri af, er man inden for forskningen i dag enige om, at middelalderen på dette punkt var betydeligt mere »oplyst« end 1500- og 1600-tallet. Hekseprocesserne var et renæssance-fænomen, og de kulminerede endda først omkring år 1600.