Hvem sagde barbarer?

I de første århundreder efter Kristi fødsel levede menneskene i nuværende Danmark i samspil med Romerriget mod syd. I sin videste udstrækning lå det romerske imperium kun få hundrede kilometer fra Jyllands rod, og på den anden side af Vesterhavet lå det romerske England.

Af museumsinspektør Peter Pentz

Billede

Foto: Marie-Lan Nguyen, CC-BY 2.5.

Romersk kultur var gennemsyret af skriftlighed, men alligevel er de romerske kilder forbløffende tavse om Danmark og Skandinavien. Skulle man alene forlade sig på de skriftlige beretninger, måtte man tro, at der nærmest ikke var nogen kontakt mellem folkene mod nord og romerne.

Men talrige fund af romerske oldsager i Danmark er et højlydt modsvar til de romerske forfatteres tavshed om de nordiske egne. En dekoreret glasskål, fundet i Maltbæk Mose, omtrent midtvejs mellem Ribe og Kolding, er et fornemt eksempel (fig. 2). Skålen er formentlig blevet fremstillet i et værksted ved en af kasernebyerne ved romernes nordligste grænse i England, Hadrians mur (Skalk 2010:5). Muren blev ifølge de romerske forfattere bygget for at trække en skillelinje mellem romerne og ”barbarerne”. Mellem ”dem” og ”os”.

På det europæiske fastland bestod skellet mellem de kultiverede romere og barbarerne af palisader, kasteller, mure, volde og voldgrave. Men havde man i Rom tænkt grænsen som en adskillelse, tog man fejl. Med tiden udviklede den sig derimod nærmest til en bro, hvor mange mennesker passerede hver dag, soldater, slaver, håndværkere og immigranter. Grænsehandelen blomstrede. Varer, kvæg, skikke og ideer samledes og udveksledes ved grænsen. Værksteder skød op, og små samfund opstod i skyggen af vagttårne, volde og kaserner.

Periode: Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 2026:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.