Hval på afveje

Inden opførelsen af et plejehjem ved Nygård på Bornholm blev der i 2011-12 foretaget en stor undersøgelse. Forinden var der fundet nogle metalgenstande på marken, der pegede på sen jernalder og middelalder, så dateringen af pladsen kom ikke som nogen overraskelse. Der blev fundet 18 hustomter fra sen jernalder, vikingetid og middelalder, foruden nogle jernaldergrave, men her skal blot et enkelt fund drages frem. Det drejer sig om en mærkelig flad, aflang genstand, som er skåret ud af en stor knogle. Den fadlignende genstand er lavet af hvalknogle, for hval er det med sikkerhed – på grund af størrelsen. Vi har simpelt hen ikke andre pattedyr med så store knogler på vore breddegrader.

I det hele taget er genstande af hvalknogle sjældne i det danske materiale fra oldtid og middelalder, mens der findes en lille fundgruppe i Norge i grave fra vikinge­tiden. Disse er udskåret til plader med dekorative dyrehoveder i den ene ende og opfattes ofte som strygebrætter (se Skalk 2007:1).

Genstanden er desværre ikke bevaret i hel tilstand. Gravemaskinen fik fat i den, men de fleste stumper blev dog reddet. Det meste af den ene side og lidt over halvdelen af den anden er til stede, derimod mangler meget af den tredje side. Det er 33 cm langt, hvilket må være nogenlunde den oprindelige længde, mens bredden kan diskuteres; der er bevaret ca. 16 cm, hvor det er bredest. »Fadet« er skåret ud af ét stykke knogle og har en kraftig kant, 2,6 cm bred og 2,6 cm høj. Bunden er blot ca. 3 mm tyk og er en smule ru på på oversiden, mens den på undersiden er glat – muligvis er det den oprindelige knogleoverflade. Hertil er der på undersiden af spidsen en skråslebet facet. Udvendigt på kantens bevarede hjørne er der en afrundet fordybning. Om denne fordybning har haft en funktion eller blot skulle se dekorativ ud, kan ikke afgøres.

De store hvaler kommer kun meget sjældent til de indre danske farvande og endnu sjældnere helt ind i Østersøen. Der er ikke fundet andre forarbejdede genstande af hvalben på Bornholm, hvilket man kunne forvente, hvis genstanden var forarbejdet her. Derfor er fadet antagelig blevet importeret hertil i færdig tilstand, måske fra Norge, hvortil der var gode handelsforbindelser i sen jernalder og middelalder.

Hvalforskeren Carl Kinze fra Statens Naturhistoriske Museum udtaler, at der må være tale om en storhval, sandsynligvis en nordkaper (Eubelaena glacialis). Det er en rethval (sletbag), som den rygfinneløse bardehvalgruppe kaldtes, dengang man kunne få fat på disse hvaler og de altså var »de rigtige«. Nordkaperen, som er beslægtet med grønlandshvalen, var langsom og så fed, at den ikke gik til bunds, når den var harpuneret, oplyser Carl Kinze. Kun en enkelt gang er arten dokumenteret i Østersøen, nemlig i 1489 lidt nord for Stockholm, men der har sikkert været flere hvalbesøg. Det er mest sandsynligt, at »fadet« fra Nygård er skåret af et skulderblad.

Det er en kendsgerning, at der var gode forbindelser nordover i vikingetid og middelalder, og blandt andet blev hvæssesten af norsk skifer en fast leverance til Sydskandinavien. Sådanne fandtes på udgravningen, foruden en lille tenvægt af fedtsten, som sandsynligvis også stammer fra Norge. Genstande og værdier skiftede hænder gennem bytte, handel og røverier. Det er ikke svært at forestille sig, at andre genstandstyper end de primære handels­varer er kommet med ombord på skibene, når de sejlede afsted fra den ene handelsplads til den næste.