Hvad hånden former

I 1958 modtog amatørarkæologen Karl Nielsen en henvendelse fra en gårdejer, som havde undret sig over et usædvanligt højt fosforsyretal, fremkommet ved analyser af jordprøver fra hans ejendom, som ligger ikke ret langt fra Græse Å. En af markerne havde ti gange højere værdier end normalt. En lille udgravning afdækkede en stenlægning og nogle affaldsgruber, hvori fandtes dyreknogler og potteskår. Keramikken er karakteristisk for den romerske jernalder, nærmere bestemt dens ældre del. En snes år senere blev der på samme mark opsamlet en fingerring af bronze. Den blev behørigt indsendt til Nationalmuseet, og så hørte man en tid ikke mere fra Hørup. (Fig. 1)

I 1992 besluttede museet på Færgegården at underkaste stedet et eftersyn. Det viste sig, at et større område af marken var helt sort, og talrige skår og knoglestumper røbede, at der var noget at komme efter. En af egnens dygtige amatørarkæologer blev bedt om at afsøge marken, og det gav hurtigt pote i form af dragtnåle fra romersk jernalder. Flere afsøgninger fulgte, og i dag foreligger mere end fyrre dragtnåle af bronze og tre af jern, dertil fem romerske mønter, en øreske og en sværdfæsteknap af bronze, vægtlodder af bronze, et lille guldhængesmykke, glasskår og meget mere. Hovedvægten af fundene ligger i yngre romersk jernalder, 3. og 4. århundrede, men både ældre og yngre sager optræder.

Romertidens bopladser på Sjælland giver sjældent metalfund i større mængde, så sagerne er spændende i sig selv, men det var nu alligevel småtingsafdelingen, som vakte størst interesse: dråber af størknet bronze, ituhuggede bronzebarrer og slagger. Sagerne antydede støbevirksomhed på stedet, og den slags kender vi ikke så meget til fra ældre jernalder. En egentlig undersøgelse måtte til. (Fig. 2, fig. 3)

I de sidste tre år har der nu været gravet ved Hørup, og håbet om et værkstedsfund blev ikke skuffet. Der blev fundet flere støbedråber, en hel og flere stykker af smeltedigler, en stump af en støbeform, skrotmetal i form af små afklip af bronzeplader, stumper af udhamrede barrer og to sammensmeltede dragtspænder. Endelig fandtes adskillige slagger. Skønt alt dette lå inden for et begrænset område, lykkedes det desværre ikke at påvise nogen værkstedsbygning. Nogle få færdige ting røber arbejdets mål: dragtnåle og kraftige synåle. Flere slibesten med en smal slibefure synes at vise, at nålene også har fået en sidste afpudsning efter støbningen. Om bronzesmeden også har arbejdet i de ædle metaller - sølv og guld - kan ikke afgøres, men muligheden foreligger. Fire af de romerske mønter er sølvdenarer, som udmærket kan have fundet anvendelse som råmetal. (Fig. 4)

En ny overraskelse kom, da der blev fundet spor af en benmagers arbejde i form af afsavede sprosser, udsavede lister og plader samt mange små hugspåner, alt af hjortetak. Det er affald og råemner, som er typiske for kamfremstilling, og heller ikke det håndværk er det hverdagskost at påvise fra romersk jernalder. Blandt de færdige produkter dominerer kammene, men også nåle har været fremstillet.

Det er ikke kun hjortens gevir, der er blevet arbejdet i. Over hundrede hornstejler fra kvæg blev også fundet. En stejle er den bentap, som udgår fra pandebenet hos kvæg, får og geder, og den sidder skjult under hornet. Hornstejlerne fra Hørup var slået eller savet over, men ofte var der tillige et omkringløbende savspor, som ikke gik dybt. Det viser, at det var hornskeden, man ønskede at løsne og trække af. Hvad hensigten var, ved vi ikke, for hverken hornskeder eller redskaber deraf er bevaret, men det har en ren kemisk forklaring. Horn, som også indgår i klove, hud og hår, bevares kun i surt miljø - tænk på moseligene - men i basiske omgivelser som kalk- holdig jord går materialet i opløsning. Horn er kendetegnet ved på én gang at være sejt og dog let at bearbejde, og der har utvivlsomt været mange anvendelsesmuligheder. Det er begrænset, hvad vi konkret kender til genstande af horn fra jernalderen - og fra oldtiden i det hele taget. (Fig. 5, fig. 6)

For hundrede år siden, da arkæologiens udøvere begyndte at interessere sig for jernalderens bebyggelser, fandt man ret ofte kulturlag - mørk fedtet jord med potteskår, trækul, knogler og andet husholdningsaffald, som havde ligget uforstyrret, siden det blev henkastet. Det kan stadig findes - især i Thy og på Bornholm - men på Sjælland er det blevet en sjældenhed, og derfor var det med glæde, vi efterhånden konstaterede, at kulturlaget ved Hørup er op til en meter i tykkelse visse steder. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9, fig. 10)

Udgravning i kulturlag er imidlertid også besværlig. Hytter eller huse er det ikke lykkedes at påvise, men det kan skyldes, at eventuelle stolpehuller er vanskelige at se i den mørke jord. I stedet fandtes forskellige stenlægninger og lerplamager, de sidste ofte stærkt rødfarvede efter ild, og det er måske værkstedernes gulve, vi her har med at gøre. Nær de mest intensive værkstedsspor var der spor af en hegnsgrøft, som synes at have afgrænset værkstedsområdet mod nord. Det har endnu ikke været muligt at forfølge dette hegn, men alene dets tilstedeværelse er spændende. Uden for indhegningen findes stort set kun store stenfyldte ildgruber, men derimod ingen af de esser, ildsteder, lerplamager og lignende, som er almindelige indenfor.

Nogle af stenlægningerne var regelmæssige og nok bevidst anlagt, mens andre så ud til at bestå af tilfældigt henkastede sten. Lige uden for det nævnte hegn blev der således fundet en 5 x 5 m stor dynge af ret små ildskørnede granitsten. Mellem disse lå en halv snes sten med knusemærker samt mange kilo jernslagger, heriblandt såkaldte kalotformede slagger, som dannes i essen. Dermed påvistes endnu en håndværker - jernsmeden. Hans tilstedeværelse blev bekræftet af mange små hammerskæl, som kun blev fundet, fordi den opgravede jord blev testet med en magnet.

I slaggerne sidder en del fastsmeltede flintstykker, og det må undre, da flint på grund af sit vandindhold eksploderer i ild - alligevel virker det, som om flintens optræden ikke er tilfældig. I en grube fandt vi måske en forklaring på, hvordan man undgik sprængninger i essen. Gruben var fyldt med hvidbrændt flint, hvilket tyder på en tilsigtet ildskørning af råflint, og her må man have sikret sig ved afskærmning eller på anden måde. Det kan derfor tænkes, at man i essen har brugt flint, som allerede var forbehandlet - men hvorfor? Ved essesvejsning tilsætter man i vor tid sand, hvorved temperaturen stiger og slaggeurenheder lettere forsvinder ud af jernet. Flint og sand er kemisk set ens, så måske er det den samme virkning, man har villet opnå. Den endelige afklaring må vente, men at jernalderens smed har kendt til praktiske kneb, er sikkert. Det vanskelige er at aflæse dem i dag.

Jernudvindingsovne er endnu ikke konstateret, men flere forhold tyder på, at udvinding har fundet sted. Under udgravningen fandtes overalt ristet myremalm, mest i pulverform. Dette rødbrune stof, som optræder magnetisk efter ristning over ild, er råmaterialet ved jernudvindingen. Når så meget myremalm er ristet, må man tro, at udvindingen også er sket i nærheden. En anden type ovne blev derimod fundet i seks eksemplarer. Kun ovnenes bunde på ca 1 x 1,5 m var bevaret i form af et op til 10 cm tykt lerlag, som var ildpåvirket og undertiden forsynet med et nyt lag. Funktionen kendes ikke - bagning, keramikbrænding eller noget helt tredje.

De fleste fund og anlæg fremkom umiddelbart under pløjelaget, og ofte var de forstyrret eller ligefrem ødelagt af ploven. (Fig. 11)

Sporene af myremalmsristning, altså jernudvindingens indirekte tegn, er tilsyneladende den eneste håndværksmæssige aktivitet i kulturlagets nederste del, svarende til ældre romersk jernalder. Det bringer os ind på spørgsmålet om, hvorfor værkstedspladsen ligger, hvor den gør. Ved Græse A er der betydelige engområder netop ved Hørup, og det kan være myremalmsforekomster herfra, som har været afgørende for placeringen. Man kan forestille sig, at de andre håndværk efterhånden er kommet til, og engene har også kunnet give græsning til det kvæghold, som røbes af hornstejlerne. Om der har ligget almindelige gårde i tilknytning til værkstedsområdet, ved vi endnu ikke, men det er ikke usandsynligt, for der skulle jo også mad på bordet. Det er et af de spørgsmål, der skal arbejdes videre med i de kommende år. (Fig. 12)

Skal man sammenligne Hørup-pladsen med andre fund, er det kun Lundeborg (se Skalk 1987:5 og 1990:1), der har de samme massive værkstedsspor fra romersk jernalder. Der er dog også forskelle - Hørup ligger ikke som Lundeborg helt ud til kysten, men ca 5 km fra Roskilde Fjord. Adgangen til fjorden har enten været over land eller ad Græse Å, men det er uklart, hvor sejlbar åen har været. Mens Lundeborg tolkes som en handels- og værkstedsplads i tilknytning til rigdomscenteret i Gudme, kan der ikke i øjeblikket påvises noget helt tilsvarende nær Hørup. I »baglandet« er der dog gjort en række rige gravfund ved Uggeløse, Sperrestrup, Værløse og Søsum, men der er også andre fund, der tiltrækker sig opmærksomheden. Ved Jørlunde, 3-4 km sydøst for Hørup, er i Rappendam Mose fundet resterne af omkring 40 ofrede vogndele, og ikke langt derfra er påvist et meget rigt kulturlag, som strækker sig fra ældre romertid til ældre germanertid. Der er foreløbig fundet fire guldbrakteater, tre guldringe, 15 stykker brudguld, 45 romerske sølvmønter, et sværdfæste af bronze og en del andet. Også her er det en gammelkendt lokalitet, der er taget op igen, og den venter vi os meget af. Rettes blikket den modsatte vej, mod vest, er der i Roskilde Fjord ud for Frederikssund konstateret en pælespærring fra omkring 300 e.Kr., og på den anden side af fjorden i Horns Herred fandtes den rige Kitnæsskat med guldbrakteater og et stort pragtspænde (se Skalk 1966:4). Alle disse fund er relevante, når vi skal forsøge at samle brikkerne til et billede af Nordsjælland i ældre romersk jernalder og mindst et halvt årtusinde frem. Man har en fornemmelse af, at der her har udspillet sig begivenheder, hvis betydning har rakt ud over det snævre lokalområde.