
Ved Museum Østjyllands arkæologiske undersøgelser i Kastbjerg Ådal, syd for Mariager Fjord, blev der under tykke tørvelag fundet en stor forekomst af veje og vadesteder fra oldtiden. Blandt andet frilagdes resterne af de hidtil ældste tømmerbyggede veje anlagt i bondestenalderen, som kendes i Skandinavien.
Udgravningerne blev igangsat i forbindelse med Naturstyrelsens genopretning af ådalen. Formålet var at bevare en sammenhængende, lysåben og artsrig natur samt at reducere udledningen af kvælstof og fosfor til Mariager Fjord. Dette medførte genslyngning og regulering af åen over lange stræk, hvilket krævede omfattende jordarbejder.
I et vejanlæg fra jernalderen, indlejret i rester af fint vidjeværk, blev der fundet en usædvanlig trægenstand: Et ca. 1 meter langt, fladt og tyndt bræt af pil – en let træsort – formet som et boldbat med 36 tætsiddende, let slidte, rund-ovale huller langs kanten. Kulstof 14-dateringen placerer fundet omkring år 600 e.Kr.
Denne genstand, som længe forblev et mysterium for arkæologerne, blev heldigvis identificeret af tekstilforsker og arkæolog Ulla Mannering fra Nationalmuseet. Det viste sig at være et væveredskab – en såkaldt trendstok eller kejsestok – som bruges til at ordne og opsætte trendtråde på en væv. Den er særlig velegnet til kejsning eller opsætning af tynde garner. En kejsestok anvendes stadig i dag til fremstilling af finere tekstiler og gobeliner.
Periode: Germansk jernalder (375 til 749)
Udgave: Skalk 2025:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.






