Husdyrhold

Grusgrave er et af de fænomener, det moderne samfund ikke kan undvære. De skaffer materiale til anlæg og byggeri, men det sker, at efterspørgslen på grus og sand kommer i konflikt med andre samfundsinteresser, især landskabelige og kulturhistoriske. I de senere år er det heldigvis blevet reglen, at grusgrave skal retableres efter endt udvinding, så man undgår store og skæmmende åbne kratere i landskabet. Ødelæggelsen rammer imidlertid også usynlige værdier, der ikke kan genskabes.

Af Anne-Louise Haack Olsen

Oldtidens mennesker nærede en forkærlighed for højtliggende, veldrænede arealer, når de skulle vælge bo- og gravsted. Ofte ligger sporene efter fortidens bosættelser derfor netop på værdifulde grusforekomster, der ikke kan udnyttes uden at ødelægge oldtidsminderne. De fredede gravhøje kan ikke røres. De er omfattet af naturbeskyttelsesloven og ligger som lindormen i eventyrene og ruger på deres skatte. Anderledes med de usynlige fortidsminder – sporene efter huse, marker, indhegninger m.m. De kan bortgraves, men først efter en arkæologisk undersøgelse. Denne har indtil nu været betalt af Rigsantikvaren, men med den nye museumslov bliver det fra 2003 grusindvinderen, som skal finansiere udgravningen.

Udgave: Skalk 2002:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.