Hundens grav

Sommeren 1981 udgravede Esbjerg Museum en mindre højgruppe på en lidt usædvanlig lokalitet, nemlig i et ubebygget område inde i selve Esbjerg, nær byens centrum. Oldtidsminderne var, som naturligt på dette sted, næsten totalt udslettet, men tegnede sig, efter at muldlaget var fjernet, som store lyse pletter i den karakteristiske hededannelse med al, blegsand og, øverst, den brunlige mor. Den højtomt, vi her skal beskæftige os med, indeholdt fire grave. En af dem var placeret centralt og direkte på den gamle markflade, hvoraf vi kan slutte, at det var med denne grav, begyndelsen blev gjort. Den var næsten bortpløjet, sådan at kun bunden lå tilbage, men gravgodset var til alt held i behold: en stridsøkse, et køllehoved og en ravperle. Det er typisk tilbehør for stridsøksefolkets mænd, dog er køllen ikke normalt gravudstyr på Esbjergegnen, hvor kulturens tidligste grave dominerer; i de senere faser bliver den mere almindelig.

De tre øvrige grave var placeret skævt i højen, men på række, hvilket tyder på, at de er anlagt omtrent samtidig, og da de alle sås at være gravet ned gennem den smule højfyld, der var tilbage, er der slet ingen tvivl om, at de er senere indbygget i det allerede eksisterende jordværk. Yderst i rækken, i området omkring højfoden, lå en grav med spor af plankekiste, men uden bevarede skeletrester og uden oldsager, som kunne oplyse alderen. De to længere inde synes at have været forbundet med en slags gravet kanal og får derigennem karakter af dobbeltgrav. Nu nærmer vi os sagens kerne.

Den ene af de sammenkædede grave, den der lå fjernest højmidten, havde kistespor og svage rester af skelettet, men var iøvrigt tom. (Fig. 1). I den anden var et kisteomrids ligeledes synligt, og her fandtes gravgods, stridsøkse og ravperle, men uvant placeret, nemlig oven på det, der må antages at være resterne af kistelåget. Øksen er af en type, der hører hjemme i mellemste del af stridsøkseperioden, bundgravstid, som den hedder i fagsproget. Efter gravgodset skulle den begravede være en mand, men det slog ikke til; de rester, som blev fundet i kisten, var til udgravernes store forbavselse slet ikke menneskelige, men af et dyr – en hund. Den har ligget på venstre side med hovedet mod nordøst, altså med blikket vendt mod syd, ganske som vi kender det fra de af periodens menneskegrave, hvor iagttagelser af denne art har kunnet gøres. Kroppen med rygsøjle og ribben var næsten helt opløst, kun kendelig som en sort substans, men lemmeknoglerne sås tydeligt, og hovedet med enkelte tænder var i det væsentlige til stede, hvilket er usædvanligt. Sammenlignet med de rester, der i utallige gravhøje er fundet af hundens menneskelige samtidige, er bevaringstilstanden forbavsende god, hvad vi må tilskrive den høje koncentration af ler netop i dette område. Der er håb for fremtiden.