Hundens grav

De mange småhøje, der ligger spredt over Jylland, forblev længe upåagtede, men i slutningen af forrige århundrede begyndte man at interessere sig for dem, og efterhånden opbyggedes billedet af et særpræget samfund, som omkring midten af bondestenalder udfoldede sig i landsdelen efter et mønster, der på flere punkter afveg ret stærkt fra forgængernes. Studiet af denne stridsøksekultur - som man har kaldt den på grund af dens karakteristiske våben - har i de senere år fået næring gennem nye undersøgelser af gravhøje. Det skyldes dels de mange byudvidelser, dels naturfredningsloven, som har taget også overpløjede mindesmærker under sine vinger. Det nye materiale er ligesom det gamle ensidigt, det belyser kun gravskikken, og den var ikke særlig varieret. Afvigelser forekommer dog, som omtalt i en tidligere artikel (Skalk 1981:3). Her skal nævnes et nyt eksempel.

Af Michael Lauenborg