Hundemordet
Blandt de farer, som truede vore forfædre, var hundegalskaben, den frygtelige og absolut dødelige sygdom, der angreb dyrene og fra disse kunne overføres til mennesker gennem – navnlig hundes – bid. For at komme plagen til livs blev det i 1700-tallets sidste årtier ved politiplakater pålagt natmestrene at ihjelslå alle ikke-snorførte hunde på stedet. Enhver løsgående hund – altså ikke blot de herreløse – kunne herefter risikere at blive slået ned, råt og brutalt, med knippel. I den sag gjaldt ingen hunds anseelse; køtere og ædle racehunde stod lige for loven.
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
En af de sidste dage i september 1788 spadserede den portugisiske gesandt, grev Souza, gennem København fulgt af »en liden sortbroget hund«. Nået til Vimmelskaftet stod han pludselig over for tre rakkerknægte, der uden diskussion nedlagde hans hund med kølleslag.
Fuld af harme over den tort, der var tilføjet ham og den portugisiske nation, sendte grev Souza en klage til udenrigsminister A. P. Bernstorff, hvor han krævede de formastelige straffet. Som det diplomatiske anliggende, sagen nu var blevet, tog Bernstorff sig straks af den; han fandt, at der ikke var vist den fremmede gesandt fornøden respekt, »så det vil være nødvendigt at skaffe ham nogen oprejsning over for gerningsmændene. Da disse imidlertid ikke synes at kunne underkastes nogen straf, der rammer æren, må den vel blive korporlig«.
Det var nu op til Københavns politimester, Flindt, at tage affære. 8. oktober lod han Lorenz Hofmeyer, »tjenestekarl hos natmester Oswald«, indsætte i rådhusarresten, da det var ham, der havde ført det dræbende slag. Den arresterede fastholdt under forhørene hårdnakket, at han ikke havde vidst, hvem den fremmede herre var; han havde ved at nedlægge hunden blot fulgt myndighedernes ordre, ja han »mente at have udsat sig selv for straf, ifald han havde efterladt sin pligt at udføre«. Myndighederne kom i stor forlegenhed, man tænkte sig godt om, men fik da omsider affattet et mesterstykke af en kendelse: Lorenz Hofmeyer havde fulgt lovens bogstav, da han gjorde en ende på den sortbrogedes hundeliv, men som en påmindelse om i slige sager »at være mindre fremfusende, bør han sættes i gabestokken en time«.
En time i gabestokken for at have gjort sin pligt – det var for meget selv for en rakkerknægt. Trods nitten dages indespærring besluttede han at appellere dommen.
Bernstorff søgte nu ved forhandling at formilde grev Souza, men han var ubøjelig; morderen skulle ubetinget bøde for sin udåd. Endelig, 12. november, løstes den pinagtige strid ved, at Lorenz erklærede sig villig til at udstå straffen. Måske har man under hånden tilbudt at holde ham skadesløs – ikke alt står jo optegnet i papirer. I hvert fald førtes hundemorderen til gabestokken, hvor han stod sin time – til glæde for alle hundevenner, grev Souza og – uden tvivl – gadens drenge.
Udgave: Skalk 1985:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
