Hulpiberen

En besigtigelse kort efter bekræftede fuldt ud Alf Vestergaards iagttagelser. Der sad frønnede stolper i bredden og åbunden, og med hjem til gården havde han taget fjerdedelen af en stor møllesten. Ingen tvivl om vandmøllen! Stednavne i nærheden som Mølleeng og Møllebanke fik hermed en forklaring, og »Hulpiberen«, der betegner det allernærmeste terræn, kunne meget vel tænkes at være et lokalt kælenavn for det larmende apparat; der kendes Pibemøller andre steder i landet. Men bortset fra dette synes glemselen at have sænket sig over stedet. Af helt ny dato kunne møllen altså ikke være.

Prøvegravning blev foretaget, og det var naturligt at lægge den der, hvor den våde maj måneds vandstrømme havde skåret dybt ind i åbredden. Om møllens alder fik vi meget hurtigt et fingerpeg. Allerøverst i kulturaflejringen lå nemlig rester af et drikkeglas – meget tyndt, men alligevel så velbevaret, at vi ud fra dets trompetfacon kunne se, det senest kunne være fra den tidlige renæssance. På det tidspunkt har møllen eller i hvert fald møllebygningen altså endnu været i brug, men da den må have haft en vis funktionstid, var det sandsynligt, at de underliggende lag ville føre os tilbage i den foregående periode, det vil sige middelalderen.

En hastig gennemgang af litteraturen viste til vor overraskelse, at det i virkeligheden er meget lidt, man ved om tidlige nordeuropæiske vandmøller. Det gælder også de danske, kun ganske få er blevet udgravet – hovedsageligt af Axel Steensberg. De er alle tolket som skvatmøller, det vil sige med et vandret anbragt hjul, der – drevet rundt af en kraftig vandstråle – uden gear trækker den ovenover liggende møllesten, hvilket betyder, at selve møllehuset har været anbragt over vandløbet (se Skalk 1960:4) (Fig. 1). De fundne anlæg er dateret til vikingetid og middelalder – et enkelt, fra Bolle i Nordjylland, dog til den tidlige jernalder, men dette er omdiskuteret, og det er nok sikrest at afvente yderligere dokumentation.