Hulpiberen

En besigtigelse kort efter bekræftede fuldt ud Alf Vestergaards iagttagelser. Der sad frønnede stolper i bredden og åbunden, og med hjem til gården havde han taget fjerdedelen af en stor møllesten. Ingen tvivl om vandmøllen! Stednavne i nærheden som Mølleeng og Møllebanke fik hermed en forklaring, og »Hulpiberen«, der betegner det allernærmeste terræn, kunne meget vel tænkes at være et lokalt kælenavn for det larmende apparat; der kendes Pibemøller andre steder i landet. Men bortset fra dette synes glemselen at have sænket sig over stedet. Af helt ny dato kunne møllen altså ikke være.

Prøvegravning blev foretaget, og det var naturligt at lægge den der, hvor den våde maj måneds vandstrømme havde skåret dybt ind i åbredden. Om møllens alder fik vi meget hurtigt et fingerpeg. Allerøverst i kulturaflejringen lå nemlig rester af et drikkeglas - meget tyndt, men alligevel så velbevaret, at vi ud fra dets trompetfacon kunne se, det senest kunne være fra den tidlige renæssance. På det tidspunkt har møllen eller i hvert fald møllebygningen altså endnu været i brug, men da den må have haft en vis funktionstid, var det sandsynligt, at de underliggende lag ville føre os tilbage i den foregående periode, det vil sige middelalderen.

En hastig gennemgang af litteraturen viste til vor overraskelse, at det i virkeligheden er meget lidt, man ved om tidlige nordeuropæiske vandmøller. Det gælder også de danske, kun ganske få er blevet udgravet - hovedsageligt af Axel Steensberg. De er alle tolket som skvatmøller, det vil sige med et vandret anbragt hjul, der - drevet rundt af en kraftig vandstråle - uden gear trækker den ovenover liggende møllesten, hvilket betyder, at selve møllehuset har været anbragt over vandløbet (se Skalk 1960:4) (Fig. 1). De fundne anlæg er dateret til vikingetid og middelalder - et enkelt, fra Bolle i Nordjylland, dog til den tidlige jernalder, men dette er omdiskuteret, og det er nok sikrest at afvente yderligere dokumentation.

Helt fra stenalderens dage vidner mange fund af håndkværne og knusesten til bildning af dem om det hårde daglige arbejde med at skaffe mel til brødet. Vandmøllen er opfundet i Middelhavsegnene, og det er egentlig mærkeligt, eftersom man der havde stort slavehold og altså mandskab nok til at tage sig af kornmalingen (Fig. 2). Ideen synes fostret nogle hundrede år før Kristi fødsel, og udgangspunktet kan have været de vandløftningshjul, man havde ved de store floder, for eksempel Eufrat og Tigris, til frugtbargørelse af omliggende land. Også der havde man slaver nok, men måske skal vi lige gøre os klart, hvor stort et fremskridt den vanddrevne mølle i virkeligheden var. Selv en simpel form som skvatmøllen kan præstere hundrede mands arbejde.

Hvornår vandmøllen kom til Danmark, vil vi som allerede berørt lade være et åbent spørgsmål, men ved midten af vikingetid - ca 1000 år efter, at den var blevet almindelig udbredt i Middelhavslandene - har den utvivlsomt været her. De første skriftlige optegnelser om møller har vi fra munke, nemlig de benediktinere, der opførte Munke Mølle i Odense (1133) og Maglemølle i Næstved. Også cistercienserne byggede møller, således i 1172 ved Holme Kloster (nu Brahetrolleborg). Kornmalingen var naturligvis deres vigtigste funktion, men møllerne kunne også bruges til andet: stampning af huder til læder, valkning af klæde, hamring af kobber o.s.v.

Den vandmølle, Alf Vestergaard havde fundet, må som nævnt være nedlagt omkring Christian 4.s tid. Den er sikkert blevet nedbrudt til sokkelhøjde, hvorefter der er foregået en naturlig forsegling: ruinen er blevet dækket med et op til metertykt lag af vandaflejret sand, grus og gytje. Betingelserne for en udgravning var altså de bedste. Ikke blot sten og tegl, keramik og lignende uforgængelige materialer kunne ventes bevaret, men også mindre bestandige sager som træ, knogler, læder og lignende.

Den egentlige udgravning, som vi derefter gik i gang med, er endnu langt fra færdig. Den viste os hurtigt grundridset af en bygning, 5,5 meter bred; længden kendes endnu ikke, men den vil kommende undersøgelser nemt kunne afsløre. Uden tvivl er der tale om møllehuset, og alene dettes beliggenhed på den faste bred godtgør, at der ikke kan være tale om en skvatmølle - vandhjulet har helt sikkert stået lodret og akslen fra det gået gennem husets gavl, der ligger lige ud til åen. Udgravningen viste også, at der tæt oven for møllen, regnet efter strømretningen, har været en dæmning med et stigbord; den har stemmet vandet op, som det var nødvendigt, for at møllen kunne fungere, men en belægning af tværgående sveller røber, at den tillige har fungeret som vej over åen, sikkert i forbindelse med en bro. Af selve møllehuset var naturligvis kun fundamentet tilbage, lagt af svære kampesten suppleret med kraftige stolper. Enkelte munkesten viste, at tegl ikke har været bygmesteren ukendt, men det synes ikke at have spillet nogen større rolle (Fig. 3, Fig. 4).

Fundets mængder af træ - ikke blot de lodrette stolper i møllehuset, ved dæmningen og i åen, men også mange løstliggende træstykker - skulle give det bedst mulige grundlag for en dendrokronologisk datering. Vi må dog straks gøre os klart, at et anlæg som dette sjældent udgør en tidsmæssig enhed. Huset har på grund af de stadige rystelser næppe været særlig stabilt, det kan være om- eller genbygget, måske flere gange, og vandhjulet, stigbordet og de andre udenværker var i den grad i naturkræfternes vold, at de jævnlig har måttet reparéres eller ligefrem fornyes. Det kan derfor ikke undre, at de dateringer, som til dato forligger fra Wormianums dendrolaboratorium, falder ret spredt. Ni stykker har kunnet tidsfæstes med sikkerhed, de fordeler sig nogenlunde jævnt over et århundrede - fra slutningen af 1400- til slutningen af 1500-årene. I fem tilfælde er barkkanten bevaret, så at man præcist kan sige, hvornår fældningen har fundet sted, nemlig i 1486 (to stykker), 1531, 1561 og 1575. Inden for dette tidsrum må møllen have haft sin storhedstid, hvad da også løsfundene bekræfter efter evne. Hvis der har været drevet mølleri på stedet tidligere, og det er ingenlunde usandsynligt, har det formodentlig været i noget mindre format, men det vil senere dendro-dateringer måske kunne fortælle. De vil også kunne vise hvilke trædele, der hører sammen, og dermed give os en forestilling om møllens skiftende udseende gennem tiderne (fig. 5).

Lidt længere nede, ved et sideløb til Lyngbygårds å, ligger en anden vandmølle, Tovstrup Mølle, der har været i brug indtil dette århundrede - måske var det den, som overtog rollen, da vor Hulpiber på et tidspunkt omkring 1600 blev opgivet. Hvorfor denne flytning? En generel forordning udstedt af Christian 4. krævede bøndernes små møller nedlagt for at give de store bedre betingelser, men anlægget, vi udgraver, kan næppe have været berørt heraf, det har uden al tvivl hørt til de mere betydende. Årsagen skal nok snarere søges i indførelsen af mere fremskredne mølletyper med flere gear. De havde større effekt, men krævede også større faldhøjde.

Der er fundet mange dele til forskellige vandhjul, som åbenbart har afløst hinanden. En udvikling spores: Første trin er en enkelt hjulring med tværstillede padleblade, næste en lignende, men med sidestøtter til bladene. Eksempler på disse forholdsvis simple hjultyper kan endnu ses i Holland, hvor vandmøllen på grund af landets flade beskaffenhed har haft dårlige kår, og hvor udviklingen derfor er stagneret; allerede i den tidlige middelalder lærte man at udnytte den mere effektive vindkraft. I Danmark som mange andre steder blev forældede hjultyper afløst af nye og bedre. Allerøverst i aflejringerne fandt vi ved udgravningen dele af et brystfaldshjul, en form, som har holdt sig helt til vore dage. Det må understreges, at den her skitserede udvikling af vandhjulet frem til renæssancen foreløbig er teori. Dendrokronologien vil kunne vise, om den holder stik.

De fundne ringstykker viser, at vandhjulet har haft en diameter på 4-5 meter; det er lidt mindre end husbredden, men ikke så meget, at der har været plads til flere hjul ved siden af hinanden. Levetiden for det enkelte hjul har sikkert kun været et kort åremål, derpå tyder - foruden de mange hjulstykker - et stort antal fund af trækiler, som man kan forestille sig har været nødvendige, efterhånden som bladene og hjulets øvrige træstykker fik slør på grund af tiltagende slid. Et gearhjul savnes ikke i fundet, og af de udgravede kværnstenstykkers bildningsmønster, som viser omdrejningsretningen, kan vi slutte, at der kun har været ét gear. Vort anlæg var med andre ord af den simple form, som allerede romeren Vitruvius beskrev omkring Kristi fødsel, og som synes at være den almindeligste mølletype op til 1600-årene i det meste af Europa (Fig. 6). Efter den tid blev - som allerede berørt - flere gear skudt ind, hvorved møllen blev kraftigere (Fig. 7). Kværnens omdrejningshastighed forøgedes, og der kunne sættes flere sten til ét vandhjul.

Endnu har vi ikke fundet spor af den trækarm eller slidsk, som gennem dæmningen har ført det strømmende vand til hjulet, men vi forestiller os, at padlebladene har løbet inde i denne karm, hvis bredde altså må have været afpasset derefter. Om møllens mekaniske indretning vidnede et stort antal sten og stenstykker af en særlig beskaffenhed - ikke særlig store, ofte af kvartsit og med spor af at have været brugt som leje for såvel lodrette som vandrette aksler. Stenene til de lodrette aksler havde nær ledt os på vildspor. I første omgang antog vi dem nemlig som bevis for, at der på stedet havde stået en eller flere skvatmøller; disse må jo med deres vandrette hjul nødvendigvis have haft lodrette aksler. Som udgravningen skred frem, blev det klart, at dette ikke kunne være rigtigt, møllen har haft lodret hjul og gear, men også i denne mere komplicerede konstruktion indgår der lodrette aksler. Lejesten som de omtalte er altså ikke det sikre indicium for skvatmølle, som man har anset dem for.

Stenlejerne måtte, forekom det os, være et gammelt træk, men et besøg i den nærliggende Mausing Mølle, som var i sving til 1967, viste til vor overraskelse, at man også der brugte sten som aksellejer. Nogen fast regel har det dog ikke været. I en for nylig undersøgt engelsk skvatmølle af høj alder - den er dateret til 800-årene - er således påvist lejer af jern.

Selve kværnstenene er naturligvis også repræsenteret i fundet, dels ved splinter, som vel sagtens er sprunget af, når stenene drejede rundt, dels ved større stykker, fremkommet under tilhugningen, eller når uheldet var ude. Flere stenarter har været brugt, således en glimmerskifer isprængt mange røde granater; den må være importeret fra Sverige eller Norge. Sten af denne art synes at ligge dybest i aflejringerne og er altså formodentlig ældst - de har den fordel, at granaterne slides mindre hurtigt end omgivelserne, så at stenen forbliver ru og velegnet til kornmaling. De højereliggende stenstykker er oftest granit eller basalt, måske lokale moræneblokke; vi mangler endnu en geologisk vurdering. Sådanne sten slides mere jævnt, de skal derfor med mellemrum bildes, det vil sige have indhugget et strålemønster, der forbedrer maleevnen (Fig. 8, Fig. 9).

Blandt fundene var enkelte rester af små håndkværne, og de fortæller deres egen lidt særprægede historie (Fig. 10, Fig. 11). Fra skriftlige kilder ved vi, at mange mølleejere, både her og i udlandet, havde eneret på mølleriet i et vist område. De kunne derfor foretage razziaer og konfiskere håndkværne blandt distriktets bønder, som derved blev tvunget til at få malet deres mel i møllen. De indsamlede håndkværne blev slået itu eller endte i møllebygningens brolægninger. Det fortælles, at man ved oprensning af mølledammen til den nærliggende Humle Mølle fandt mange håndkværne liggende på bunden.

Genstandsmaterialet overraskede, ja var næsten det mest spændende ved fundet. Hverdagssager manglede ikke og var naturligvis i overtal, men ved siden af dem fandtes mange ting, man ikke ville vente i en mølle, som der har været hundreder af i landet. Man får nærmest det indtryk, at der til mølleriet har været knyttet en slags landhandel. Forklaringen skal måske søges i en lægedomskilde beliggende kun få hundrede meter fra Hulpiberen. Det er ikke meget, man ved om den, men den må have tiltrukket en del mennesker.

Lerkarskårene - for nu at tage de simplere sager først - bekræfter vor opfattelse af, at møllen er nedlagt omkring 1600. De kan være glaserede eller almindeligt gråbrænd- te, og en del har indstemplede rosetter, som det kendes fra middelalderlagene i omegnens byer.

Blandt de fund, som taler for, at man har drevet handel, er et stort antal blyplomber fra klæderuller, den slags, som skulle garantere, at varen var af bedste kvalitet. De stammer fra Flandern, men naturligvis behøver man ikke at have stået i direkte kontakt med dette fjerne sted. Tilsvarende plomber kendes fra det nærliggende Rye, så det er vel muligt, klædet er indkøbt på de store kildemarkeder dér.

Af andre fornemme fund må nævnes et bogspænde, vel sagtens fra en bibel eller bønnebog, og et mærke med Kristus på korset flankeret af to kvinder, måske Maria og Maria Magdalene - disse sager er endnu ikke behørigt gennemanalyseret. Fundets perle er en lille helgenmedaljon af tin forsynet med øsken, så den kunne bæres om halsen (Fig. 12). På det, vi anser for forsiden, ses Marias mor, Anna Selvtredje, med Maria på det ene knæ og Jesusbarnet på det andet. Nævnte Anna var meget populær omkring 1500, hvor dyrkelsen af Den hellige Jomfru havde nået sådanne højder, at også hendes mor blev inddraget. På medaljonens anden side ses passionssymbolerne: korset, stigen, naglerne, hamrene og søjlen, som Jesus blev bundet til ved piskningen inden korsfæstelsen. Foreløbige undersøgelser synes at vise en forbindelse til Maribo Kloster, men det kan vi måske vende tilbage til i en senere artikel.

Knap så kristelige er tre hestekranier, som fandtes liggende under gulvet i møllebygningen - de repræsenterer en skik, der går tilbage til hedensk tid. Helt op mod vore dage har man brugt at nedgrave sådanne kranier under staldene for at sikre dyrene mod ulykker og fremme formeringen.

Fund af mange slanke skiferslibesten, en smedehammer og slagger fra en esse hører heller ikke til det, man umiddelbart ville vente her på pladsen. Fra Tyskland ved vi, at en vandmølles mekanik også kunne bruges til at trække blæsebælge og slibesten, så muligheden består, at man har kombineret mølleri og smedje. Det hvide og det sorte håndværk praktiseret under samme tag! Samtidig kan det dog næppe være foregået. Når smeden rykkede ind, måtte mølleren ud.

To benfløjter, den ene med syv huller, den anden med fem, fortæller om en anden side af møllerlivet. Deres spinkle toner har nu og da blandet sig med lyden af kværnende sten, knagende tømmer og plaskende vand.

Givet er det, at udgravningen skal fortsætte i de kommende år. Silkeborg Museum vil satse på, at ikke alene hele møllebygningen, men også møllerens privatbolig, som vel må findes i nærheden, afdækkes. Det drejer sig ikke blot om at få klarlagt selve møllens funktion, men også den sammenhæng, i hvilken den har virket. Blyplomberne, de religiøse symboler og smedeværktøjet kræver nærmere belysning.

Sideløbende med den arkæologiske undersøgelse har vi naturligvis prøvet ad arkivalsk vej at komme på sporet af møllen og dens ejerforhold. Anlægget har været af en størrelse, så at man vanskeligt kan forestille sig, det alene var til en enkelt gårds benyttelse, det må have været en kundemølle, hvor egnens bønder er kommet for at få malet deres korn (Fig. 13). Ejeren kan have været en lokal herremand, et kloster eller kongen. Hvad dette sidste angår, har arkiverne hidtil ladt os i stikken, men meget tyder på, at den mølle i Tovstrup, som 1573 sættes til en afgift af ti ørter mel, er identisk med vor Hulpiber. 1582 får to tømmermænd seks mark for at ilægge et nyt hjul og bjælker (et par af vore daterede træstykker kunne udmærket stamme fra denne reparation). I Frederik 3.s matrikel fra 1661/62 kan vi læse, at Tovstrup Mølle er en øde mølleplads, og 1688 er jorden fordelt mellem Låsby og Tovstrups bymænd. Det stemmer godt med vor opfattelse af, at møllen er nedlagt eller måske snarere flyttet omkring 1600.

Et lokalt sagn mangler ikke: På svenskekrigens tid havde mølleren en underskøn datter, som naturligvis ikke måtte få den fattige karl, hun havde sat næsen op efter. Men karlen reddede med list møllen fra svenskernes hærgen og fik endda gjort kål på nogle af dem, så alt endte i fryd og gammen. Sagnet synes knyttet til den »øde mølleplads«, men den var jo efter al sandsynlighed øde allerede inden den svenske besættelse, og tilsvarende historier har i øvrigt været fortalt flere steder i landet. Vi klarer os uden møllerdatteren. Fundet har nok at byde på endda.