Hulbælter
De mest almindelige spor af jernalderanlæg, som danske arkæologer finder ved udgravninger, er stolpehuller til huse og hegn, gruber og grave. Disse velkendte anlægstyper lader sig relativt let forklare og sætte ind i den store sammenhæng, vi søger i jagten på at forstå jernalderens samfund.
Af Palle Eriksen og Per Ole Rindel - Litteratur: Palle Eriksen & Per Ole Rindel (red.): Lange linjer i landskabet – Hulbælter fra jernalderen. Jysk Arkæologisk Selskab 2018.
Den ældre jernalder er den periode i vor oldtid, hvor vi har det mest alsidige kendskab til samfundet og dets mennesker: huse, landsbyer, gravpladser, veje, marker, husdyr og afgrøder, vogne, redskaber og meget mere tegner tilsammen et bredspektret og nuanceret billede. Ja, selv menneskene kan vi se og røre ved, hvis ikke det var fordi, Tollund- og Grauballemanden og de andre moselig ligger godt beskyttet bag tykt glas i museernes udstillinger. Men siden år 2000 er en ny anlægstype – hulbælterne – for alvor begyndt at dukke op så mange steder, at den ikke længere blot kan opfattes som sjældne undtagelser, og ved sin gådefulde udformning udfordrer den arkæologernes forståelse af jernalderens samfund.
Periode: Jernalder (500 til 749), Førromersk jernalder (500 til 1)
Udgave: Skalk 2019:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Kronik: Den byggeglade konge
Vibjergensere
Alfarvej
Kristne dragtsymboler
