Hug en hæl

Det drejer sig om dele af en romersk bronzestatue. De første, der dukkede op allerede i midten af 1980’erne, var gennemgående ukarakteristiske, men et stykke af umiskendelig lighed med en mennesketå hjalp med til at fastslå fundets art. I årene efter kom mere til, men intet, som gav yderligere oplysninger - alt i alt var der ikke meget at skabe en statue af. 1994 bragte væsentligt nyt: en stump af standpladen, lidt af håret og et stort stykke af en fod. Denne sidstnævnte legemsdel, der blev fundet lidt væk fra de andre stumper, men på samme mark, er vigtig, fordi den sammen med tåen giver en forestilling om statuens anatomi og størrelse.

I mangel af andre statuefund at sammenligne med faldt blikket på de små bronzestatuetter, ligeledes af romersk oprindelse, som der kendes nogle stykker af, fundet rundt om i Danmark. De er sjældent over 25 cm høje og dermed langt mindre, end vor statue har været, men lighed med den har de dog, og det interessante er, at mere end en tredjedel er fundet på Østfyn, deraf en i selve Gudme og to i dette sogns umiddelbare nærhed. Under syslen med dette dukkede noget virkelig spændende op, nemlig en bronzehånd, også fra en statue og, så mærkeligt det lyder, sandsynligvis den samme som foden, tåen og de øvrige stykker har tilhørt - den stammer nemlig fra Hesselagergård, der er nabo til Gudme og tidligere har ejet netop det jordstykke, hvor disse fund er gjort. Hånden er i sin tid sammen med forskellige andre oldsager af Hesselagergårds ejer afgivet til Frederik 7.s oldsagssamling, hvorfra den 1865, efter kongens død, gik videre til Oldnordisk Museum (det nuværende Nationalmuseum). Her har den opholdt sig siden i, hvad man kan kalde, bemærkelsesværdig ubemærkethed. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Selv om de forskellige dele er fundet nær hinanden, behøver de selvfølgelig ikke at være fra samme statue, men det er særdeles tænkeligt, at de er det. Stykkerne har været til undersøgelse hos Mette Moltesen på Ny Carlsberg Glyptotek, hvor man er så heldig at eje en meget nærtstående parallel, en bronzestatue af Herakles, stridsmanden over alle i den græske gudeverden, af romerne kaldet Herkules. Figuren, der angives fundet i Rom, i resterne af et antikt bronzestøberværksted, blev i 1890’erne erhvervet af brygger Carl Jacobsen efter lange forhandlinger om prisen; så delikat var sagen, at statuen i korrespondancen mellem Jacobsen og hans Rom-agent omtales under dæknavnet Emil. Emil er ret lille, kun to tredjedele legemsstørrelse. Han tilhører en gruppe af halvstore bronzestatuer, der en overgang kom på mode i romerske rigmandshjem, således i Pompeji, hvor de undertiden har gjort tjeneste som lampeholdere. Det har Emil næppe, på overkroppen ses spor af et bandolér, som må have båret et pilekogger, i den fremstrakte venstrehånd har han uden tvivl holdt bue og pil og i den nedhængende højre en ikke nærmere bestemmelig genstand. Fremstillingen må være sket omkring Kristi fødsel, men en sådan figur har selvsagt været længe i brug.

Om Gudmestatuen har været en Herakles, kan naturligvis ikke siges med sikkerhed, men det er muligt og vel ikke helt usandsynligt. Størrelsesmæssigt har de to figurer ligget meget nær hinanden, og den bevarede højrehånds stilling er kun ubetydeligt forskellig fra Emils. De to fodstykker har været praktisk talt identiske. At statuerne er samtidige, eller dog næsten samtidige, synes der ikke at være tvivl om.

Det er utænkeligt, at statuen skulle være gået i stykker ved et uheld. Den må med forsæt være lavet til skrot, knust med henblik på genanvendelse i et bronzestøberi. Bopladsen, hvor stykkerne dukkede op, er ved hjælp af andre dér fundne genstande dateret til slutningen af romertid og begyndelsen af germanertid, så man må forestille sig, at statuen har gjort tjeneste 3-400 år i sit fjerne hjemland, før den tiltrådte rejsen mod nord - og det lyder vel heller ikke så usandsynligt for en sådan kostbarhed. Da en smadret statue har været lettere at transportere end en hel, kan man med stor sandsynlighed sige, at ophugningen må have fundet sted i Romerriget, og spørgsmålet er så, om figuren er erhvervet på fredelig vis eller aftvunget ejeren med vold. (Fig. 7)

Romerne og germanerne blev aldrig nære venner, men det forhindrede ikke, at der opstod et handelsmæssigt samkvem til begges fordel. Begyndelsen kan være gjort ved gaveudveksling stormændene imellem; på den måde har man fået interesse for hinandens produkter, og bytteforbindelser er efterhånden kommet i gang. Hvordan det er foregået i praksis, om nordiske handelsmænd har hentet varer i Romerriget eller romerske har bragt dem herop, står ikke helt klart, og hvilke ruter, man har benyttet, er ligeledes omdiskuteret. Gik turen til søs, vest om Europa, eller foretrak man transporten over land ad floder og elendige veje? Det første indebar en anselig risiko, både skib, ladning og menneskeliv kunne let gå tabt, men det andet var på ingen måde farefrit, risikoen for røveriske overfald har været betydelig. Den sidste mulighed er dog nok den sandsynligste. Det var i alles interesse, at handelen kunne foregå nogenlunde uhindret, så dens udøvere har formentlig nydt magthavernes beskyttelse, men i øvrigt udelukker det ene jo ikke det andet. Der kan også have været mellemhandlerled - måske var Gudme ikke slutstationen, men udgangspunktet for den videre fordeling i Skandinavien. Blandt varerne, man handlede med, var bronzesmykker og bronzekar, men altså også bronze i form af skrot, en vigtig artikel for nordiske kunsthåndværkere med helt andre forudsætninger end de romerske. Ved Lundeborg er fundet dele af metalkar, der også må betegnes som skrot, og egentlige skrotdepoter af romersk oprindelse forekommer vidt om i det område, der engang gik under navnet Germanien. Om organiseret skrothandel i Romerriget fortæller nylig gennemførte undersøgelser på havbunden ud for Brindisi i Syditalien. Her er over et område på ca 300 kvadratmeter fundet en større samling metalskrot, hvoriblandt ca 150 stykker af større og mindre bronzestatuer. Formentlig stammer sagerne fra et skibsvrag, og selv om det endnu ikke er lokaliseret, kan man sige omtrent, hvornår strandingen fandt sted, nemlig i 400-årene. Det er bemærkelsesværdigt, at mange af genstandene er langt ældre, helt tilbage til 500 før Kristus rækker de. Der må, som i Gudme, være tale om ophuggede antikviteter. (Fig. 8, fig. 9, fig. 10)

Måske gik det dog ikke altid så fredeligt til, som ovenfor beskrevet, for ganske vist blomstrede handelen, men der bestod stadig et spændt forhold de to parter imellem. Oprindelig var det romernes plan at underlægge sig Germanien, men deres forsøg i den retning blev eftertrykkeligt tilbagevist ved Teutoburg år 9 efter Kristus. Med det vanærende nederlag, herrefolket her led, skabtes en slags magtbalance, som dog ikke varede evigt. Styrkeforholdet ændrede sig, germanerne blev den aggressive part og deres indfald dybt ind i Romerriget efterhånden mere almindelige. Rigsdelingen 395 gjorde ikke sagen bedre. En del af de genstande, som på denne tid fandt vej til de nordlige egne, kan meget vel være erhvervet på uretmæssig vis ved plyndring, ikke ved fredeligt køb. Måske er Gudme-statuen et sådant bytte, brutalt fjernet af rå krigskarle fra det sted, hvor den stod, hvad enten det nu var et privathus, en have eller et offentligt anlæg, for eksempel en badeanstalt. Et andet af Gudmes mange pragtfund er blevet tolket i samme retning. Også her drejer det sig om skrot, men af en helt anden art: 19 sølvpladestykker med spor af lueforgyldning og reliefudsmykning, hver enkelt foldet sammen, så det fylder mindre; hele fundet vejer lidt over tre kilo. Der ses mange sømhuller, og det er sandsynligt, pladerne oprindelig har prydet en større genstand, måske en tempeldør. Derfra er de fjernet og på en meget hårdhændet måde. Helt udelukke, at der her er tale om germansk arbejde, tør man dog ikke. »Barbarerne« bekrigede jo også hinanden indbyrdes.

Statuefundet ved Gudme er sjældent, overordentligt sjældent, men dog ikke helt enestående i vor del af verden. På Nationalmuseet opbevares endnu en bronzehånd, også fra Frederik 7.s samling, men fundet uden for det nuværende Danmark, nemlig i Holsten, og fra Fåro ved Gotland stammer et 12 cm højt bronzehoved, som dog ikke har hørt til en egentlig statue, snarere til et møbel af en eller anden slags. Nærmeste paralleller i øvrigt er de små ovenfor omtalte statuetter, der ikke kan betegnes som skrot; de må være ført herop i hel tilstand, og man kan forestille sig, at de ved deres naturalistiske gengivelse af menneskelegemet har vakt forundring hos de nordiske kunstnere.

Som vore statuerester er fundet, må vi antage, de har udgjort en bronzestøbers depot; de har vel oprindelig ligget samlet, men er blevet spredt ved dyrkningen. Flertallet af stykkerne er fundet inden for et område på ca 10x20 meter, foden noget derfra, men den har på grund af sin størrelse lettere kunnet føres med af markredskaberne. En nærmere undersøgelse af lokaliteten vil forhåbentlig kunne finde sted i indeværende år.