Hovedbeklædning

Hjelme er sjældne gennem hele jernalderen, men man skulle tro, at netop i vikingetiden, hvor krigens håndværk blomstrede, måtte de blive mere almindelige – hvilket altså ikke er tilfældet. Der kendes én fra Norge og et par brudstykker fra Sverige samt enkelte billedlige gengivelser. Også Danmark kan nu fremvise et eksemplar, omend kun repræsenteret ved en lille rest.

1850 fandtes ved plantning af graner på godset Tjele øst for Viborg en mærkelig samling af genstande fra vikingetiden, åbenbart et hengemt forråd. Størsteparten var smedeværktøj – hamre, tænger, file m.m. – men der var også andet, således et trefliget stykke, der i en samtidig fortegnelse omtales som beslag til en sadel. Fundet har gennem mere end hundrede år været udstillet på Nationalmuseet, men først for ganske nylig er man blevet opmærksom på, at det formodede sadelbeslag er øjenbrynsbuer og næseskærm til en hjelm.

Hvordan denne hjelm har set ud i hel tilstand, kan vi kun gisne om, men den har nok lignet den norske, som er fra et gravfund ved Gjermundbu og dateret til 900-årene: en rund kalot med sidestykker, samlet med jernbånd, og et nakkestykke, der kan have været af jernforstærket læder. Selv med det lidt, vi kender til vikingehjelmen, får man indtrykket, at den fortsætter traditionen fra den foregående tid, hvor vi er væsentligt bedre orienteret takket være et antal rige upplandske fyrstegrave med fornemt udsmykkede hovedbeskyttere.

De hjelme, som optræder i vikingetidens og den ældre middelalders billedkunst, er altid spidse – som på knivskaftet fra Sigtuna, på Bayeux-tapetet og på Knud den Stores mønter. Helt op i 1200-årene ses den spidse hjelm på dragedræberen Sigurd Fafnersbanes hoved i den norske kirkeportal fra Hylestad. Det er lidt mærkeligt, eftersom menneskehoveder dog vitterligt er af en anden form. Kan det tænkes, at den spidse hjelm, der ikke kendes fra noget fund, mere er udtryk for en fælles kunststil end en afbildning af virkeligheden? (Fig. 2)