Hørgården

To år tidligere havde museet været på stedet i forbindelse med nedlægningen af et elkabel, og der blev dengang fundet en brønd og flere gruber. Anlæggene kunne imidlertid ikke dateres, og stedet blev derfor ikke skænket megen opmærksomhed. Med de nye fund kunne der nu anes en sammenhæng, en mulighed ud over det sædvanlige. Vikingetiden er et dårligt oplyst tidsafsnit i det sydsjællandske, og den kystnære beliggenhed gjorde ikke sagen mindre spændende. Området blev gennemgået med metalsøger af to amatørarkæologer, og da de hurtigt fandt mere, blev der iværksat en prøvegravning. Spredt over et stort areal fandtes talrige spor af stolper, brønde, grubehuse og kulturlag. Med den kystnære beliggenhed måtte lokaliteten anses for at være en anløbsplads, en sjældenhed med andre ord. Noget måtte gøres, ikke mindst fordi der skulle rejses skov på stedet med den forberedende dybtgående jordbearbejdning, som medfører ødelæggelse af de fleste forhistoriske anlægsspor (se Skalk 1999:2). Med midler fra rigsantikvaren blev det muligt at undersøge pladsen i løbet af årene 1997-99, hvorved omkring 50.000 kvadratmeter blev udgravet.