Højesteret

En torsdag morgen kort før jul bemærkede tjenestekarlen Niels Jørgensen, netop som han var kommet op, at der var noget galt med kreaturerne: flere løb løse rundt i gården, og da han kom ud i stalden fandt han en ko liggende død. Han vækkede husfolkene, men fik vist ikke forklaret sig rigtigt, for kun den ene af pigerne, Anne, datter af Peder Smed i Herskind, kom ud i gården til ham. Da han viste hende den døde ko, gav hun udtryk for stor forskrækkelse. Nå, sket var sket. Niels gik ud i laden for at tærske.

Da der var gået nogen tid, savnede husmoderen Anne og bad den anden pige lede efter hende. Det skete, men uden resultat; først da pigen kom ud til havegærdet, kunne hun se, at Anne var gået ned i hørhaven mod åen. Hendes spor var lette at kende, fordi hendes ene træsko var noget i stykker. Derefter blev der ikke ledt videre. De troede vel, hun var rendt af pladsen, hjem til sin far i Herskind, men Anne var og blev forsvundet.

Et fjerdingår hengik, så fandt man - april 1662 - ved en vidjebusk midt i åen, mellem Lundgård og Sjelle, et ilde medtaget lig, der kendtes som Anne Pedersdatters.

Det var myndighedernes pligt at søge dødsfaldets omstændigheder oplyst, og det måtte i dette tilfælde ske på Framlev Herredsting og efter Jyske Lovs bestemmelser; den var ganske vist givet mere end 400 år tidligere, men endnu gældende i landsdelen. Teoretisk var det afdødes nærmeste arving, der skulle rejse sagen, men Annes far har vel undslået sig; i hvert fald blev der udpeget en anden »eftermålsmand«, nemlig delefogeden på Skanderborg Slot. Som nævninge fungerede otte kongeligt udnævnte »sandemænd«; det var et ret byrdefuldt og dårligt lønnet hverv, som trods den anseelse, der fulgte med, ikke var særligt eftertragtet. Dommersædet beklædte herredsfogeden, men kun en kort tid, så overlod han det til en anden mand. Jens Enevoldsen var jo Annes husbond og har som sådan været anset for inhabil.

Sagen kom for allerede 30. april, men man nåede ikke langt, da kun fem af sandemændene var til stede. Næste tingdag, 7. maj, gik det bedre, synsmænd blev fremført og fortalte vidtløftigt om ligets opløste tilstand, mens tjenestefolkene på Lundgård berettede om Annes gøren og laden hendes sidste levedag. Sluttelig blev også Annes far, Herskind-manden, forhørt, men han kendte intet menneske, som han mente, kunne være ansvarlig for hans datters død. (Fig. 1, fig. 2)

Tredje tingdag bød ikke på nyheder, men den fjerde, som var 21. maj, skete der opsigtsvækkende ting. Tidligere samme dag havde en særlig af tinget udvalgt gruppe på tolv mand synet liget, der endnu henstod ubegravet på Skivholme kirkegård, og den redegjorde nu for sine oplevelser. Den døde var ikke blevet hyggeligere at se på. Tvende små huller i brystet kunne tyde på vold, men huden blev skrabet til side og »da så de, ben og brusk var hel indenfor«. Der var ingen tegn på fysisk overlast.

De tolv mænd havde imidlertid mere at berette: på kirkegården var i deres nærværelse foregået en højtidelig akt, som, skønt den var anstiftet uden rettens medvirken, dog ikke var denne uvedkommende. Hvad der egentlig lå bag, er noget uklart, men formodentlig har der været hvisket i krogene om, at herredsfogeden, Annes husbond, vist ikke havde helt rent mel i posen. Det kan være kommet Jens Enevoldsen for øre og have givet ham kolde fødder; han var ikke anklaget, men ønskede ej heller at blive det. Følgelig mødte han op på kirkegården samtidig med de tolv mænd, og han kom ikke alene, men sammen med sin hustru, sine tvende børn og en flok tjenestefolk, heriblandt den før nævnte Niels Jørgensen. Alle disse faldt nu på knæ »og bad Gud i Himlen om, at han ville lade nogen jærtegn ske, om de var skyldig udi hendes død og bane, og derefter lagde forskrevne Jens Enevoldsen, hans hustru, børn og tjenestefolk hånden på forskrevne lig, da skete ingen tegn i nogen måder, og er det dem også vitterlig, at nu udi disse helligdage er sket bøn udi nogle af kirkerne her udi herredet, at Gud ville åbenbare sandhed, om noget menneske var skyldig udi hendes død og bane«.

Den metode, herredsfogeden her tager i anvendelse, nemlig at lade højere magter træffe afgørelse i et retsligt anliggende, er både meget gammel og meget udbredt; den har været praktiseret over store dele af verden og kan meget vel tænkes opstået uafhængigt på flere forskellige steder. Om dens anvendelse i det hedenske Norden fortæller sagn og sagaer, men dokumenterede eksempler på »gudsdomme« kendes først fra middelalderen, og da er det naturligvis de kristnes gud, der beklæder dommersædet. Selve kristendommens indførelse i Danmark skal jo i øvrigt skyldes en gudsdom: præsten Poppo bar jernbyrd for kong Harald Blåtand. Om det faktisk skete er uvist, men det kan meget vel være tilfældet.

Tvistigheder mellem enkeltpersoner kunne afgøres ved tvekamp eller lodkastning, men om man kan betegne dem som gudsdomme er dog nok et spørgsmål. Edsaflæggelse derimod kan måske regnes herhen; den der svor falsk, kunne ganske vist skaffe sig en fordel, men prisen var selve saligheden. I visse sager anvendtes mededsmænd til bekræftelse af en anklagets udsagn. Henvendelsen til de højere magter kunne for resten have mange forskellige former, hvoraf dog kun et fåtal har fundet anvendelse i Norden. Kirken var til at begynde med velvilligt indstillet over for gudsdomme, selve handlingen fandt ofte sted i kirken og under udfoldelse af særlige dertil bestemte ritualer, men indstillingen skiftede til en slags modvillig accept. Noget lignende gælder retsvæsenet: den blinde tiltro, som i begyndelsen rådede, blev efterhånden mindre udtalt. De himmelske afgørelser blev taget i betragtning, men ikke altid betingelsesløst. De var indicier blandt andre, som dannede grundlag for dommen.

Vigtigst var fra først af jernbyrden. Den omtales udførligt i Skånske Lov (begyndelsen af 1200-årene), og det fremgår, at den havde flere særformer, for eksempel skudsjern, hvor den anklagede skulle tage et stykke glødende jern og bære det ni skridt, og trugsjern, hvor han skulle kaste det i et trug opstillet i tolv skridts afstand; mislykkedes kastet, skulle det gøres om. Bagefter blev han iført en vante, som forsegledes og først aftoges efter nogle dages forløb, hvor håndens tilstand afgjorde, om prøven var bestået. En slags mildere form for jernbyrd fandt anvendelse i Norge og på Island, dog kun overfor kvinder, den kaldtes kedelprøven og bestod i optagelse af en genstand (for eksempel en sten) fra en kedel kogende vand. Ved et kirkemøde i Rom 1215, hvor den danske ærkebisp Anders Sunesen var blandt deltagerne, blev det forbudt gejstlige at medvirke ved såvel jernbyrd som kedelprøve. Som en følge heraf blev jernbyrd kort efter afskaffet i Danmark. (Fig. 3)

Når en anden gudsdom, vandprøven, som også var sortlistet af paven, ikke blev forbudt ved samme lejlighed, skyldes det vel, at den sjældent var brugt i Danmark på den tid; senere, i 15-1600-årene (hekseprocessernes storhedsperiode) blev den ret almindelig. Den anklagede blev, afklædt og med hænderne bundet sammen med fødderne, kastet i vandet. Sank han/hun til en vis dybde (afmærket med en knude på et vedbundet reb), betød det, at vedkommende var uskyldig. Brug af vandprøven ophørte samtidig med hekseprocesserne, det vil sige i løbet af 1600-årene.

Lovfæstet anerkendelse som bevismiddel opnåede vandprøven aldrig i Danmark, og det sammen gælder båreprøven, den som herredsfoged Jens Enevoldsen og hans husstand underkastede sig på Skivholme kirkegård. Den var yngre end de ovennævnte gudsdomme, først opstået et stykke ind i middelalderen, og på flere måder anderledes end disse. Her var det jærtegnets udeblivelse, ikke dets indtræden, der signalerede uskyld. Et myrdet menneskes sår ville, mente man, begynde at bløde, hvis morderen nærmede sig, og ved prøven lod man derfor den mistænkte lægge sin hånd på liget. Det var i hvert fald smertefrit.

Et af de første steder, hvor noget sådant omtales, er i eventyrene om den britiske kong Arthur og hans riddere; de fik i middelalderen en meget vid udbredelse. Der optræder blødermirakler i flere af disse beretninger, en af dem skal kort genfortælles: Ivan med tilnavnet Løveridderen forlader kong Arthurs hof for at bekæmpe en anden ridder, ham der bevogter kilden i den fortryllede skov. De to mødes, slås, og kildens ridder flygter hårdt såret til sit slot skarpt forfulgt af Ivan, der kun med nød og næppe når at komme med ind i borggården; faldgitteret går ned så tæt bag ham, at det skærer hans hest midt over. Ivan er nu selv i knibe, men han har kvindetække og hjælpes af en af slottets damer; hun skaffer ham mad og giver ham en ring, der båret på en bestemt måde gør ham usynlig. Kildens ridder er imidlertid død af sit sår, og da hans mænd trods megen leden ikke kan finde drabsmanden, gør de anstalter til begravelsen, uheldigvis i selve det værelse, hvor den usynlige Ivan opholder sig. Båren bringes ind, og straks begynder blodet at flyde. Nu bliver der stort postyr, det er klart, at drabsmanden må være i nærheden, men trods fornyet søgen, finder man ham ikke. Skønt egentlig sagen uvedkommende, skal det røbes, at Ivan senere giver sig til kende, ægter enken og selv bliver kildens ridder. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Gennem eventyr som dette er båreprøvens grundidé blevet kendt i vide kredse, og derfra var der ikke langt til at udnytte den i retslig sammenhæng, passende udstyret med ceremonier af forskellig art. Det skete da også, navnlig i Tyskland fik båreprøven stor udbredelse, men vi skal frem til 1500- årene, før den for alvor dukker op i Danmark. I et brev dateret 1. juni 1591 mindes statholderen Henrik Rantzau en begivenhed, som »Christiern, den anden konge i Danmark af dette navn«, har fortalt ham. »En aften opstod der en strid mellem nogle af hans hoffolk, og da lysene var slukket og dolken draget, blev én dræbt i værelset, hvor dengang elleve til tolv adelige hoffolk var til stede foruden den kongelige løber«. Adelsmændene skød skylden på løberen, men kongen, »der yndede denne såre«, tog ham i forsvar og lod foranstalte en prøve: han bød samtlige, der havde været til stede, lægge hånden på den dødes blottede bryst og ved ed rense sig for mistanke om at være skyld i drabet. Det blev udført af mændene én for én, men intet skete, før det blev løberens tur. Han, der var sig mordet bevidst, »kyssede først hemmeligt den dræbtes fødder for på den måde at forsone ham — men så snart hånden blev nærmet til den dødes livløse bryst, brød blodet straks frem i mængde såvel af såret som af næsen og røbede ophavsmanden til drabet«. Løberen brød sammen og tilstod, og fra den tid skal Christiern 2. have næret stor tiltro til båreprøven. Det er dog ikke kommet til udtryk i hans lovgivning.

Uofficielt bredte metoden sig imidlertid, så at den i 1600-årene blev meget almindelig, blot på en underlig halvhjertet måde, kun delvis godkendt af præsterne, og uden at dommerne følte sig forpligtet til at følge dens anvisninger. Efterhånden slog dog oplysningen igennem, men helt op til midten af 1700-årene kan man følge båreprøvens spor, mærkeligt nok især i Sydsjælland.

I optrinnet på Skivholme kirkegård synes præsten ikke at have taget del, men de tolv synsmænd har erklæret sig tilfredse, og herredsfoged Jens Enevoldsen kunne gå hjem renset for enhver mistanke. Ved det femte tingmøde 28. maj blev sagen henskudt til Viborg Landsting, og her faldt så afgørelsen 24. september: det fandtes sandsynliggjort, at Anne Pedersdatter havde taget sit eget liv. Om dommen var rigtig, kan ikke afgøres i dag, men umuligt er det vel ikke. Pigen kan på en eller anden måde have følt sig skyldig i koens død og frygtet sin husbonds vrede. Jens Enevoldsens iver for at bevidne sin uskyld peger nærmest i den retning.

Af de egentlige gudsdomme var båreprøven den, der længst holdt stand, men edsaflæggelsen blev tilbage. Endeligt afskaffet i Danmark blev den først i 1965.