Højesteret

En torsdag morgen kort før jul bemærkede tjenestekarlen Niels Jørgensen, netop som han var kommet op, at der var noget galt med kreaturerne: flere løb løse rundt i gården, og da han kom ud i stalden fandt han en ko liggende død. Han vækkede husfolkene, men fik vist ikke forklaret sig rigtigt, for kun den ene af pigerne, Anne, datter af Peder Smed i Herskind, kom ud i gården til ham. Da han viste hende den døde ko, gav hun udtryk for stor forskrækkelse. Nå, sket var sket. Niels gik ud i laden for at tærske.

Da der var gået nogen tid, savnede husmoderen Anne og bad den anden pige lede efter hende. Det skete, men uden resultat; først da pigen kom ud til havegærdet, kunne hun se, at Anne var gået ned i hørhaven mod åen. Hendes spor var lette at kende, fordi hendes ene træsko var noget i stykker. Derefter blev der ikke ledt videre. De troede vel, hun var rendt af pladsen, hjem til sin far i Herskind, men Anne var og blev forsvundet.

Et fjerdingår hengik, så fandt man – april 1662 – ved en vidjebusk midt i åen, mellem Lundgård og Sjelle, et ilde medtaget lig, der kendtes som Anne Pedersdatters.

Det var myndighedernes pligt at søge dødsfaldets omstændigheder oplyst, og det måtte i dette tilfælde ske på Framlev Herredsting og efter Jyske Lovs bestemmelser; den var ganske vist givet mere end 400 år tidligere, men endnu gældende i landsdelen. Teoretisk var det afdødes nærmeste arving, der skulle rejse sagen, men Annes far har vel undslået sig; i hvert fald blev der udpeget en anden »eftermålsmand«, nemlig delefogeden på Skanderborg Slot. Som nævninge fungerede otte kongeligt udnævnte »sandemænd«; det var et ret byrdefuldt og dårligt lønnet hverv, som trods den anseelse, der fulgte med, ikke var særligt eftertragtet. Dommersædet beklædte herredsfogeden, men kun en kort tid, så overlod han det til en anden mand. Jens Enevoldsen var jo Annes husbond og har som sådan været anset for inhabil.

Sagen kom for allerede 30. april, men man nåede ikke langt, da kun fem af sandemændene var til stede. Næste tingdag, 7. maj, gik det bedre, synsmænd blev fremført og fortalte vidtløftigt om ligets opløste tilstand, mens tjenestefolkene på Lundgård berettede om Annes gøren og laden hendes sidste levedag. Sluttelig blev også Annes far, Herskind-manden, forhørt, men han kendte intet menneske, som han mente, kunne være ansvarlig for hans datters død. (Fig. 1, fig. 2)