Høje og hegnet næs

Et af de områder, det er gået hårdest ud over, er Haderslev Næs, halvøen, der mod nord begrænses af Haderslev fjord, mod syd af Lillebælt. Her skønnes at have været omkring halvandet hundrede stengrave – kun fire står i dag tilbage. En klynge på syv har knejset over bakkerne ved landsbyen Lønt, lidt syd for fjorden. Kun svage højninger i terrænet røber, hvor de har været.

Vi vil følge disse oldtidsminders ødelæggelseshistorie og ud fra de foreliggende oplysninger prøve at danne os et billede af dem. At netop denne gruppe frem for så mange andre har fanget vor opmærksomhed, skyldes et nyt og overraskende fund i umiddelbar nærhed. Herom senere.

Den ældste arkæologiske oplysning, vi har fra det sønderjyske bakkedrag, går tilbage til 1827, hvor Oldnordisk Museum modtog »en særdeles udmærket stenhammer, fundet af en bonde på landsbyen Lønts mark og forskaffet af hr. amtmand og ridder Johannsen i Haderslev«. Her er muligvis tale om et løsfund, men de følgende år indkom flere genstande, der angiveligt er fundet i højenes gravkamre: et par stenhamre, en stenkile og to lerkar, de sidste skænket til museet af maleren Anton Melbye. Det var ellers ikke fra hertugdømmerne, museet modtog sine største leverancer, men efterhånden kom der dog gang i den lokale indsamling. I 1830-erne oprettedes et selskab med den pompøse titel »Die königliche Schleswig-Holstein-Lauenburgische Gesellschaft für die Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthümer«, altså en slags arkæologisk redningskorps, og det er i dettes årsberetning for 1847, vi finder den første egentlige rapport om højene ved Lønt, forfattet af en toldkontrollør von Timm. Et af oldtidsminderne, åbenbart en jættestue, var på det tidspunkt direkte truet og får derfor en særlig omtale. Der blev gjort forsøg på at erhverve den, men ejerne forlangte 50 rigsdaler courant for afståelsen, og da man forudså yderligere udgifter til restaurering, løb forhandlingerne ud i sandet. Jættestuen blev et par år senere »under oprøret i 1849 udgravet af preussiske soldater«, og dermed er den ude af sagaen (fig. 1).