Højbrud

En aften, da han skulle hjemover, så han en ild brænde på næsset nord for Auduns gård og spurgte bonden, hvad dét dog var for et syn. Det kunne han tidsnok erfare, svarede Audun. »I det land, hvor jeg er fra (Island), ville man mene, at den ild dér brænder over skjulte skatte«, sagde Gretter. Bonden bemærkede: »Kender jeg ham ret, ham som råder for ilden, vil man hverken høste gavn eller gods ved at snuse dér«. »Nå lad så høre«, sagde Gretter. Audun fortalte: »Det er Kaar den Gamle, Torfinns far, som er højlagt derude på næsset, og højen, han hviler i, det, kan du tro, er en højtrundet og rambygget én. Og dog ligger han ikke stille«. — Gretter takkede ham for underretningen – »jeg kommer igen i morgen, og da vil jeg gerne låne noget graveværktøj«. »Følg du mit råd og bliv fra den høj«, sagde Audun; »slipper du levende af Kaar den Gamles kløer, hvad du nu ikke gør, bliver Torfinn vred på dig for højbruddet og tilgiver dig aldrig«. »Den fare måtte man løbe«, svarede Gretter.

Natten gik. Tidligt næste morgen mødte Gretter på Vindheim, og han kom ikke til at vente på graveredskaberne. Audun gik med ham og ville se, hvad det blev til, og Gretter gik ufortøvet i gang med højen og tog drabeligt fat. Han helmede ikke, før han var nået ned til træværket; da lakkede det allerede mod aften. Så gik han løs på plankerne, som han fjernede en efter en. Audun bad ham for alle milde guders skyld afstå fra at trænge videre ind i højen. »Hold du tovet, Audun«, svarede Gretter, »for nu er jeg blevet nysgerrig efter at se lidt nærmere på indretningen«. Gretter tog fat om tovet og lod sig glide ned i højen. Dunkelt var der dernede, og dufte gjorde der ikke. Han fandt benraden af en hest, hvorefter han stødte mod en stolearm. Han følte sig for – der sad en mand i stolen. Det var groft, som der var strøet omkring med ting af guld og sølv, og under fødderne havde højboen en kasse; den var fuld af sølvpenge. Gretter grabbede til sig, hvad han kunne finde, og begyndte at samle det henne ved tovet, men da var der én, der greb efter ham, og det var ikke for at kæle med ham. Gretter gav slip på kostbarhederne, og det var synd at sige, der blev vist skånsel fra nogen af siderne. Et sådant livtag havde Gretter ikke før været ude for; de sparkede omkring i mørket, han og dødningen, væltede alt, hvad der kom i vejen, og kun ved at opbyde sine yderste kræfter fik Gretter omsider højboen under sig. Han faldt med et sådant brag, at Audun lod tovet passe sig selv og løb sin vej vis på, at han aldrig mere ville få Gretter at se. Gretter trak sin oldefar Jøkuls sværd, Jøkulnaut, huggede hovedet af gengangeren og satte det ved hans bag. Derefter slæbte han kostbarhederne hen til tovet og prajede Audun, men eftersom denne var borte, blev det til, at han først måtte hale sig op ved hænderne og så hejse de fundne skatte op bagefter. Han var godt stivlemmet efter omgangen med Kaar -. (Fig. 1)