Høj over høj

På Bygholm Nørremark tæt ved Horsens blev for over hundrede år siden sløjfet en langhøj, og det må være gjort grundigt, for da Nationalmuseet på et lidt senere tidspunkt kortlagde egnens oldtidsminder, blev den helt overset. Senere har ploven gået mange gange over stedet og var efterhånden begyndt at støde på store sten, som generede arbejdet og derfor lejlighedsvis blev trukket op af ejeren. En årvågen museumsmand vejrede oldtid, og kort efter blev undersøgelsen af den nu næsten usynlige, aflange højning påbegyndt.

Af Preben Rønne

Billede

De store sten og den langstrakte form gav forestillinger om en langdysse, og det holdt stik omend på en lidt ukonventionel måde. I virkeligheden var der to høje, den ene anlagt over den anden, men med flere hundrede års mellemrum, så at højbyggeme umuligt kan have kendt hinanden. Begge anlæg var mærkelige, med træk som afviger fra normalen. Lad os begynde beskrivelsen med den yngste, som vi af indlysende grunde først kom til.

Selve gravkammeret var desværre væk, men stensporene efter det viste, at det har været af sen dysseform og meget stort, næsten som en jættestue. Også højen har været stor: 75 meter i længden, 13 meter bred og i det mindste 3 meter høj. Både bredden og højden er helt usædvanlig for en langdysse og må ses i sammenhæng med det nedenunder liggende jordværk. Ved at udbygge dette har man sparet arbejde og samtidig opnået, at resultatet blev mere end almindelig imponerende.

De store jordmængder er ved sløjfningen fordelt over et betydeligt område, hvilket forklarer, at højen næsten ikke bemærkedes i terrænet, skønt der i virkeligheden var temmelig meget tilbage af den. Randstensrækkerne har ligget helt dækket og var derfor fint bevaret, når der ses bort fra de huller, som er opstået ved stentagningen de senere år. Uden for højfoden i et par meters afstand stødte vi på noget meget mærkeligt: nogle ualmindelig store sten, dobbelt så store som de egentlige randsten, men i modsætning til disse i en dårlig forfatning; flere var sprængt med trækiler og mange fjernet. Åbenbart har de dannet fritstående rækker langs begge langsider, hvorved det i forvejen brede anlæg gjordes endnu bredere, op til 18 meter. Oldtidsmindet var i sig selv imponerende og blev det med disse udenværker endnu mere. Blot én gang tidligere er der i Danmark (på Langeland) fundet spor af noget lignende (Fig. 1).

Periode: Bondestenalder, Dyssetid

Udgave: Skalk 1979:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.