Høj i vejen

Overpløjede gravhøje er – desværre – ingen sjældenhed i Danmark, men som regel drejer det sig dog om mindre oldtidsminder; de helt store har ikke været så lette at gøre kål på. Det var derfor en virkelig overraskelse, da en bakke ved landsbyen Tårup lidt vest for Fredericia i august 1992 afslørede sig som en overpløjet høj. Det skete ved anlæggelsen af motorvejstrækningen Børup-Herslev, og finderne var Vejdirektoratets gravemaskiner, der et stykke inde stødte på meget store sten. Lokalfolk trådte til: museumsfolk blev tilkaldt og kunne med sikkerhed fastslå oldtidshøjens eksistens, samt at den med sine 55 meter i tværmål måtte have hørt til de største – eller i hvert fald bredeste – i Danmark. Højden var nu to meter, men har selvsagt været større før overpløjningen fandt sted. Maskinerne havde desværre nået at tage en god bid af kagen, således hele midterpartiet, men randzonerne lå tilbage. De blev nu undersøgt af Vejle Museum med stor hjælp af jyske og fynske amatørarkæologer.

Af Lone Hvass

Højen var som så mange lignende ikke bygget på én gang, men et produkt af skiftende tiders dødeomsorg, og selv om udgravningen naturligvis foregik ovenfra og nedad, vil det være praktisk at lade beskrivelsen gå den anden vej, altså tage det nederste først. Den ældste grav var en dysse, men før den blev anlagt i tidlig bondestenalder, har der været boplads på stedet, og det kan ikke undre, for dem er der sikkert mange af i denne på oldtidsminder så rige egn. Dyssen selv var, som dysser plejer, omgivet med en kreds af store sten; det var den gravemaskinen var stødt på, heldigvis uden at gøre den helt store skade. Gravkammeret, der lå midt i kredsen, var af nærmest rektangulær form. Det har haft flere, formodentlig to, dæksten, men kun én var nu tilbage; hvor den anden er blevet af, vil vi vende tilbage til. Mellem bærestenene var den sædvanlige tætning med tørmur, det vil sige flade, tilhuggede sandstensfliser stablet oven på hinanden. Den ene endesten var lavere end de andre bæresten (her har indgangen været), men denne sten har åbenbart ikke passet, som den skulle, for den synes at være sprængt i facon – muligvis ved hjælp af ild, i hvert fald var der brandspor på begge sider af den. Omkring kammeret har man anbragt store stenfliser som en slags tag for at aflede regnvandet, og derefter er hele herligheden blevet pakket ind i et metertykt kompakt lerlag og yderligere tilføjet en stenkreds, altså en mindre kreds inden for den store randstenskæde. Sluttelig blev en høj lagt over og denne dækket med et stentæppe. Der er ofret lerkar ved dyssen, men hvor længe denne dødedyrkelse stod på, ved vi ikke – et par generationer måske, så er den ophørt og dyssen overladt til sig selv. Anlægget forfaldt, stenene fra stenlaget skred ud og dækkede randstenene. Det hele blev til én stor stendynge.

Her vil læseren utvivlsomt stille det spørgsmål, som mange af de besøgende ved udgravningen stillede: »Og hvad fandt I så i gravkammeret?« Svaret må blive: »Ingenting af det, som oprindelig var nedlagt der«. Skelettet er vel gået til grunde på naturlig vis og de eventuelle gravgaver ryddet ud af dem, som senere tog rummet i besiddelse. Jo, for kammeret er nemlig genbrugt, men der gik lang tid før det skete, ca 1000 år, som fra Svend Tveskægs tid og til i dag. Vi er stadig i stenalderen, nemlig i den periode, hvor stridsøksekulturen rådede. Man har gravet ned omkring den ene dæksten og fjernet den. Kammeret har endnu på det tidspunkt været jordfrit, i hvert fald blev den nye beboer placeret direkte på det lag af knust, hvidbrændt flint, som dannede bund i den oprindelige grav. Heller ikke her fandtes mindste spor af skelettet, det er for længst gået i opløsning, men gravgaverne – i hvert fald de mere bestandige af dem – lå tilbage: to lerkar, en stridsøkse og en arbejdsøkse af flint. Genstandene røber, at den døde var en mand. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5)