Høj i vejen

Højen var som så mange lignende ikke bygget på én gang, men et produkt af skiftende tiders dødeomsorg, og selv om udgravningen naturligvis foregik ovenfra og nedad, vil det være praktisk at lade beskrivelsen gå den anden vej, altså tage det nederste først. Den ældste grav var en dysse, men før den blev anlagt i tidlig bondestenalder, har der været boplads på stedet, og det kan ikke undre, for dem er der sikkert mange af i denne på oldtidsminder så rige egn. Dyssen selv var, som dysser plejer, omgivet med en kreds af store sten; det var den gravemaskinen var stødt på, heldigvis uden at gøre den helt store skade. Gravkammeret, der lå midt i kredsen, var af nærmest rektangulær form. Det har haft flere, formodentlig to, dæksten, men kun én var nu tilbage; hvor den anden er blevet af, vil vi vende tilbage til. Mellem bærestenene var den sædvanlige tætning med tørmur, det vil sige flade, tilhuggede sandstensfliser stablet oven på hinanden. Den ene endesten var lavere end de andre bæresten (her har indgangen været), men denne sten har åbenbart ikke passet, som den skulle, for den synes at være sprængt i facon - muligvis ved hjælp af ild, i hvert fald var der brandspor på begge sider af den. Omkring kammeret har man anbragt store stenfliser som en slags tag for at aflede regnvandet, og derefter er hele herligheden blevet pakket ind i et metertykt kompakt lerlag og yderligere tilføjet en stenkreds, altså en mindre kreds inden for den store randstenskæde. Sluttelig blev en høj lagt over og denne dækket med et stentæppe. Der er ofret lerkar ved dyssen, men hvor længe denne dødedyrkelse stod på, ved vi ikke - et par generationer måske, så er den ophørt og dyssen overladt til sig selv. Anlægget forfaldt, stenene fra stenlaget skred ud og dækkede randstenene. Det hele blev til én stor stendynge.

Her vil læseren utvivlsomt stille det spørgsmål, som mange af de besøgende ved udgravningen stillede: »Og hvad fandt I så i gravkammeret?« Svaret må blive: »Ingenting af det, som oprindelig var nedlagt der«. Skelettet er vel gået til grunde på naturlig vis og de eventuelle gravgaver ryddet ud af dem, som senere tog rummet i besiddelse. Jo, for kammeret er nemlig genbrugt, men der gik lang tid før det skete, ca 1000 år, som fra Svend Tveskægs tid og til i dag. Vi er stadig i stenalderen, nemlig i den periode, hvor stridsøksekulturen rådede. Man har gravet ned omkring den ene dæksten og fjernet den. Kammeret har endnu på det tidspunkt været jordfrit, i hvert fald blev den nye beboer placeret direkte på det lag af knust, hvidbrændt flint, som dannede bund i den oprindelige grav. Heller ikke her fandtes mindste spor af skelettet, det er for længst gået i opløsning, men gravgaverne - i hvert fald de mere bestandige af dem - lå tilbage: to lerkar, en stridsøkse og en arbejdsøkse af flint. Genstandene røber, at den døde var en mand. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Den manglende dæksten kan være blevet erstattet med et (hurtigt bortrådnet) trædække, vi ved det ikke, men i hvert fald er rummet blevet fyldt med jord. Her i denne jord er senere anlagt endnu en grav, en lille stenkiste bygget inden i den store uden at stridsøksegraven blev berørt. Intet gravgods fortæller, hvornår dette skete, men sandsynligvis var det i dolktiden, stenalderens allersidste afsnit. Uden for kammeret, nedgravet i dyssens jordhøj, fandtes ikke mindre end tre grave fra denne periode og én fra den følgende, den tidligste bronzealder. De er lagt pænt ved siden af hinanden med kister af sten og (nu formuldet) træ samt gravgods i form af lerkar og flintdolke. Sikkert til ære for disse sidstnævnte døde har man bygget højen større - ja meget større endda; byggematerialet er denne gang græstørv. Dyssen med alle dens sten var herefter helt jorddækket.

Og nu er vi tilbage, hvor vi begyndte, nemlig ved den egentlige storhøj. Den blev bygget hen over den ældre høj, men ikke centralt over den, tværtimod betydeligt forskudt, og uheldigvis sådan, at centrum faldt i det område, der blev ødelagt ved vejbyggeriet. Det er meget beklageligt, for den grav, de ufølsomme maskiner må antages at have opædt, ville man gerne have set nærmere på. Det var ikke enhver beskåret at få et gravsted af denne størrelse. (Fig. 6)

Højen var som nævnt ca 55 meter i tværmål, hvilket ligger nær rekorden for danske bronzealderhøje. Også her er der anvendt græstørv ved opbygningen. Der var ingen randsten, men derimod en omsluttende ringgrøft, og også den var af bemærkelsesværdige dimensioner: knap to meter bred og halvanden meter dyb. Undergrunden her bestod af løst sand, så renden er hurtigt skredet sammen, dog ikke mere, end at den stadig stod som en sænkning, der groede til og holdt sig synlig meget længe, måske gennem århundreder; at det er gået sådan for sig, viste et tydeligt mørkt vegetationslag i de lodrette snit, som blev lagt gennem grøften. Spredte skår og en stor del af et lerkar i dette vegetationslag dokumenterede, at ringgrøften og utvivlsomt også den indenfor liggende storhøj har stået færdig omkring midten af ældre bronzealder.

Københavns Universitets geografiske Institut har analyseret jordlagene i og om højen og er kommet til det resultat, at alle tørvene til byggeriet må være taget lige omkring »byggepladsen«. Ind mod midten var tørvene presset meget fast sammen, så fast, at man ikke - som tilfældet var længere ude - kunne skelne omridset af hver enkelt jordbrik; de må, for at det har kunnet gøres, være gjort våde med fuldt overlæg. Hensigten må vel have været at danne en fast jordklump omkring graven, en beskyttelse svarende til stendyssens lerkappe.

Et sidestykke til Tårup-anlægget blev undersøgt 1954 i Sode, Halk sogn ved Haderslev: en langhøj, 48 x 19 meter i fladen og ca 1,50 meter høj (overpløjet). Den var opbygget i tre faser og indeholdt i alt fem grave. Ældst var to dyssekamre, derefter fulgte endnu to stenaldergrave, og til slut en grav fra midten af ældre bronzealder. Det hele kompleks har, som i Tårup, været omsluttet med en grøft, halvanden meter bred og 60-75 centimeter dyb, men med en afbrydelse mod øst. (Fig. 7, fig. 8)

Bronzealderens høje er ofte store, men mere end 40 meter i tværmål hører dog til undtagelserne; de største optræder mærkelig nok i yngre bronzealder, hvor højgravskikken ellers var på retur. Formen er som oftest kuplet, og skal vi forestille os Tåruphøjen sådan, kommer vi helt op på en højde omkring seks-syv meter. Der er imidlertid også en anden slags bronzealderhøje, de såkaldte fladhøje. De er brede som de andre, men lave og med helt flad top, så at man har forestillet sig dem brugt som ceremonipladser; »dansehøje« kaldes de undertiden lokalt, men det er nok en nyere betegnelse. Et pragteksemplar, som tilmed har givet rige gravfund, er Bredhøj i Måbjerg ved Holstebro; den er 49 meter i tværmål og knap tre meter høj. I Nautrup nord for Skive ligger Breddysse, 40 meter i diameter og halvanden meter høj, men den formentlig største af dem alle finder man i Skibelund, Nustrup sogn, Sønderjylland, omend desværre i meget ødelagt stand; den har været over 60 meter i tværmål og er, som højene i Tårup og Sode, bygget over en storstensgrav, her en jættestue. Fladhøjene, der naturligvis også forekommer i mindre udgaver, er langtfra så almindelige som kuppelhøjene, men dog ikke sjældne, og her må man i øvrigt tage i betragtning, at de med deres ringe højde er lette at jævne, så de bliver tilgængelige for ploven. Vi gætter på, at såvel vor høj i Tårup som den ved Sode hører til fladhøjenes gruppe. At sløjfe kuppelhøje af dette omfang har været overordentligt krævende opgaver.

Ringgrøfter omkring oldtidshøje er ikke noget ukendt fænomen, og at de optræder sparsomt i netop bronzealderen, kan skyldes manglende undersøgelser af terrænet omkring højene. Det skulle ikke undre, om kommende udgravninger vil kalde mange flere frem. Under alle omstændigheder er Tåruphøjens ringgrøft bemærkelsesværdig ved sit næsten voldgravsagtige omfang.

Det er sjældent, ja vel nærmest enestående, at et oldtidsminde af denne størrelsesorden dukker frem af den totale glemsel. Man kan ærgre sig over tabet af centralgraven, men trøste sig med fundet af dyssen; et stenalderanlæg, der har ligget forseglet gennem årtusinder, kan virkelig give mange oplysninger. At bevare dette på dets oprindelige sted lod sig ikke gøre, så man har valgt at flytte det nogle kilometer mod nord, til Skærup rasteplads. Trafikanter på vej fra Vejlefjordbroen vil kunne få et glimt, hvis de holder sig inden for fartgrænsen.