Hjulkors og skibe
På Kattegatskysten, seks kilometer nordvest for Frederiksværk, lå indtil for nylig en kæmpesten, to meter på længste led, halvt nedsunket i sandet; den må oprindelig have stået øverst på Hyllingebjerg, som klinten kaldes, men ved havets gnaven er den styrtet ned i strandkanten. Stenen bærer oldtidstegn, de såkaldte skålgruber, og det har været kendt længe, men først for et par år siden blev man opmærksom på, at der mellem gruberne var egentlige helleristninger: skibsbilleder og hjulkors. Herved fik stenen for alvor interesse. Helleristninger hører som bekendt bronzealderen til, de optræder over hele Skandinavien, men sparsomst i Danmark, der - bortset fra Bornholm - mangler de for den slags kunstudøvelse egnede klippeflader. Det nye fund hører, hvad billedmængden angår, til vore rigeste. Desværre er den grov kornede granit, stenen består af, stærkt forvitret, hvilket er grunden til figurernes sene opdagelse.
Af Gerhard Milstreu
Svagt indhuggede eller næsten udviskede helleristninger kan dokumenteres på flere måder, for eksempel ved skrålysfotografering i mørke eller ved at billedet overføres til papir gennem gnidning med et farvestof. Ingen af de to metoder viste sig dog særlig anvendelige her. Det bedste resultat opnåedes ved under skråbelysningen at opkridte de enkelte figurers omrids, så vidt det lod sig gøre. Til malingen, som derefter påførtes, benyttedes et opslæmmet hvidt kvartspulver, der giver god kontrast ved fotografering og bagefter let regner bort. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Stenens to billedsider med opmalede ristninger.
Fig. 2. Danske helleristningssten med hjulkors og skibsbilleder. - Efter P. V. Glob, med tilføjelser.
Stenen har form nærmest som en tresidet pyramide, men figurerne er med få skålgrubers undtagelse samlet på to af siderne. Netop skålgruber er det altdominerende element - der er 268 sikre og en del tvivlsomme. Størrelsen er meget forskellig, og dybden veksler fra nogle få millimeter til omkring Fire centimeter. Alle må dog, før forvitringen satte ind, have været dybere, og det kan ikke udelukkes, at nogle simpelthen er forsvundet. Skålgruben er langt den almindeligste helleristningsfigur, ikke blot her, men i det hele taget, og den optræder ikke blot i nordisk bronzealder, men over store dele af verden til mange forskellige tider. Nu er skålgruben jo en simpel figur, som kan være opstået spontant flere steder og til flere formål, så det er langtfra givet, at de forskellige vidtspredte forekomster alle har samme rod. Der er eksempler på, at man i nyere tid har knyttet overtroiske forestillinger eller endda offerhandlinger til ægte bronzealder-skålgruber, men det siger naturligvis intet om deres oprindelige funktion; om den er vi blankt uvidende. Når der i kirkemure ofte ses sten med skålgruber og andre helleristningstegn indsat, kan det skyldes, at man har villet neutralisere gammelt hedenskab.
Af skibsfigurer er der fire, to på hver af stenens billedsider; alle er ufuldstændige, vel hovedsagelig på grund af forvitringen. Bådtypen er den fra andre helleristninger velkendte med høje, svungne stævne og fremskydende køl; romandskabet er betegnet ved lodrette streger. På den mest fuldstændige tegning ses elleve mandskabs streger, men der har givetvis været flere. Fra jordfundene kendes skibet med den fremskydende køl kun i ét eksemplar (Hjortspringbåden), som dog ikke tilhører bronzealderen, men tiden kort derefter.
To hjulkors, det ene noget defekt, kan med sikkerhed ses på stenen; begge er berørt af senere tilføjede skålgruber. Hjulkorset antages almindeligt at være et solsymbol, og den opfattelse synes velbegrundet, eftersom tegnet på svenske helleristninger nu og da optræder med et trækdyr - en situation, der minder stærkt om solvognen fra Trundholm, hvis guldbelagte, hestetrukne skive utvivlsomt skal forestille solen, eller rettere solguden, for det er jo sådan, man har opfattet himmelfænomenet. Det er ikke meget, vi kender til bronzealderens religion, så soldyrkelsen er et vigtigt holdepunkt.
Den nyfundne helleristning fordunkler ikke dem fra vore nordlige nabolande, langtfra, men i Danmark, hvor vi ikke er forvænt, lyser den op i landskabet. Trods forvitringen er den højst seværdig. Den er nu transporteret op på klinten, hvor den må antages oprindelig at have stået, og hvor den kommer smukt til sin ret. (Fig. 3)
Fig. 3. Stenen, som den nu er placeret, oven for klinten.
