Hjørungavåg

I Hjørungavåg-beretningen er Svend Tveskæg den igangsættende kraft; han var konge af Danmark og ønskede at underlægge sig Norge, som for en stor del beherskedes af jarlen Hakon Sigurdsson, men som han mente at have et berettiget krav på. Til det formål søgte han hjælp hos jomsvikingerne, superkrigerne fra fæstningen Jomsborg, en dansk besiddelse i det slaviske område syd for Østersøen. Ved et gravøl for en afdød stormand fik de planen forelagt og tog særdeles vel imod den - ja i deres omtågede tilstand aflagde mange af dem løfter, som de senere gerne havde været foruden. I selve slaget deltog kong Svend ikke.

Togtet sattes hurtigt i værk - de norske skulle jo nødig få nys om planen - og snart stævnede en talstærk flåde nordpå. Tønsberg blev til en begyndelse plyndret, og derefter gik turen videre langs kysten vest om landet. Men Hakon Jarl var ikke uforberedt, rygtet om det forestående havde trods al forsigtighed nået ham. Mødet fandt som sagt sted i Hjørungavåg, et farvand lidt syd for nutidens Ålesund; her udkæmpedes det berømte slag. I begyndelsen havde jomsvikingerne overtaget, og Hakon greb da til den udvej at ofre sin syvårige søn til guderne. Nu skiftede lykken, en haglbyge piskede danskerne i ansigtet, de måtte vige. Bue Digre, en fremtrædende jomsviking, faldt, mens selve flokkens anfører, Sigvald Jarl, og hans bror, Thorkil den Høje, tog flugten. Blandt de tilfangetagne var mange berømte krigere. For dem slog regnskabets time næste dag.

Til bøddel valgte man en af Hakon Jarls krigere, en mand ved navn Thorkil Leira, og han trådte straks i aktion: Tre sårede fanger blev ført frem. Thorkil Leira gik til dem og huggede hovedet af den ene efter den anden og talte derpå til sine kammerater og spurgte, om de syntes, at han ved denne forretning havde i nogen måde ændret udseende, »thi folk siger —, at det plejer at ske, når man hugger tre mænd ihjel, den ene efter den anden«. Hakon Jarl svarede ham: »Vi kan ikke se, at du ved dette har forandret udseende, men dog synes mig, at du forhen så anderledes ud«. En fjerde mand blev nu ført frem, også han var såret. Da han kom, talte Thorkil ti! ham, førend han gav ham hugget, og spurgte, hvordan han syntes om at dø. Han svarede: »Godt synes mig om min bane —; det vil gå mig ligesom min far, at jeg skal dø«, og derefter huggede Thorkil hovedet af denne mand, og han endte således sine dage. Nu blev en femte mand løst fra rebet og ført derhen, og da han kom der, sagde Thorkil Leira: »Hvordan synes du om at dø?« Han svarede: »Jeg måtte have glemt jomsvikingernes lov, om jeg frygtede døden eller talte angstord; ethvert menneske skal éngang dø«. Thorkil huggede ham. De besluttede nu at tilspørge enhver af dem, førend de blev dræbt, for således at prøve mandskabet, om det var så tappert, som ordet gik, og det måtte være tilstrækkeligt bevist, hvis ingen talte angstord. Derpå fremførtes den sjette mand —. Thorkil spurgte ham på samme måde. »Godt synes mig om at dø med god berømmelse«, sagde han, »men du Thorkil, vil leve med vanære«. Han huggede denne. Da blev den syvende mand fremført, og Thorkil spurgte ham som sædvanlig. »Jeg synes meget vel om at dø,« sagde han, »men hug mig hurtigt; jeg holder på en tællekniv, thi vi jomsvikinger har ofte drøftet indbyrdes, om et menneske, når han hugges meget hurtigt, kan være sig noget bevidst, efter at hovedet er skilt fra kroppen. Og nu skal jeg give det tegn, at jeg vil række kniven frem, hvis jeg er mig noget bevidst, men hvis ikke, vi! den falde ned«. Thorkil huggede ham, og hovedet fløj af, men kniven faldt ned. Nu blev nye mænd ført frem, og Thorkil Leira stillede dem sit spørgsmål. En af dem sagde: »Godt synes jeg om min død som alle vi staldbrødre, men jeg vil ikke lade mig hugge som et får, jeg vi! sidde for dig og hug mig så lige i ansigtet og læg nøje mærke til, om jeg blinker noget, thi vi har ofte haft det at tale om indbyrdes«. Sådan skete det, han sad for Thorkil, og denne gik foran ham og huggede ham i ansigtet, og han blinkede ikke uden det, at øjenlågene trak sig sammen, da døden for over ham. —.

Derpå fremførtes en ung mand, som havde et stort hår, der var gult som silke. Thorkil spurgte som sædvanlig. Han svarede: »Levet har jeg nu min skønneste tid, og livet interesserer mig ikke, nu da sådanne mænd er døde, men jeg bryder mig ikke om, at træde skal lede mig ti! døden, det må være en mand, der ikke er ringere end de, og det skulle ikke være svært at finde her. Han må holde håret ud fra hovedet og rykke hovedet til sig, så at håret ikke bliver blodigt«. En hirdmand gik da til, tog håret og viklede det om sin hånd. Thorkil svang sværdet —, og han huggede til, men da den unge mand hørte hvinet af hugget, rykkede han hovedet hårdt til sig, og det traf sådan, at hugget ramte hirdmanden, som holdt håret, og Thorkil huggede begge hans arme af i albueleddet. Men den unge mand sprang op og gjorde løjer af det og sagde: »Hvem har sine hænder i mit hår?« Erik (Hakon Jarls søn) tog nu affære, han spurgte om danskerens navn og herkomst. Den unge mand sagde, at han hed Svend og var søn af Bue Digre. »Hvor gammel er du?« spurgte Erik. »Hvis jeg overlever denne vinter«, svarede han, »da bliver jeg atten år gammel«. »Du skal overleve vinteren«, sagde Erik, »om vi må råde, og skal ikke dræbes«. Og Erik tog ham nu i fred og lod ham være i trop med sig og sine mænd.

Næste mand blev kaldt frem, han var stor af vækst, smuk, ung og meget rask. Thorkil spurgte ham, hvordan han syntes om at dø. »Godt synes jeg derom«, sagde han, »når jeg blot forud havde fået mit løfte udført«. Erik Jarl sagde: »Hvad er dit navn, og hvilket er det løfte, du har gjort —?« Han svarede: »Jeg hedder Vagn og er, som man har sagt mig, søn af Age Palnatokesøn fra Fyn«. »Hvad løfte har du da gjort Vagn?« spurgte Erik videre —. »Det løfte gjorde jeg«, sagde Vagn, »at jeg skulle, når jeg kom til Norge, komme i seng til Thorkil Leiras datter Ingeborg uden hans eller nogen af hendes frænders minde og dræbe ham selv, og det forekommer mig, at det går meget slet med min sag, om jeg ikke skal få dette udført, inden jeg dør«. »Det skal jeg forhindre«, sagde Thorkil —, og han sprang da lige ind på Vagn og huggede ham med begge hænder, men Vagns fosterfader, Bjørn den Bretske, sparkede til Vagn, så hårdt, at han stødte ham bort fra hugget. Thorkil huggede da over Vagn, og sværdet traf på rebet, hvormed Vagn var bundet, så at det brast, og Vagn blev løs uden at blive såret. Thorkil snublede, da han huggede fej! af manden, og faldt, men sværdet fløj ham ud af hånden. Vagn greb det og gav Thorkil banesår. »Nu har jeg udført det ene af mine løfter«, sagde Vagn, »og jeg er nu noget bedre tilfreds end tilforn«. Hakon Jarl forlangte Vagn dræbt på stedet, men Erik lagde sig igen imellem og tog også ham under sin beskyttelse. Vagn gjorde sig imidlertid kostbar, han stillede den betingelse, at den samme gunst blev vist de af hans staldbrødre, som var tilbage, og sådan blev det. Vagn kom senere tilbage til Danmark, til sine gårde i Fyn, hvor han levede i lang tid og blev anset for en udmærket mand. Mange stormænd nedstammer fra ham. Det fortælles, at Vagn førte Ingeborg hjem med sig.

C. C. Rafns oversættelse ligger til grund for citaterne. Illustreringen er lånt fra Bayeuxtapetets skildring af staget ved Hastings, en anden af den sene vikingetids store krigsbegivenheder.