Hjerternes fest
I »Peters Jul« hører vi om den fattige Rasmus, der inviteres hjem til den bedre stillede Peter, hvor han får et godt stykke legetøj, en gammel trøje samt kaffe, julekage og stegte æbler, for i julen skal alle have det godt. Specielt i julefortællinger af den ikke alt for højlitterære art har julevelgørenhed været et yndet tema, men der var realiteter bag, og er det stadig, omend under lidt andre former. Juleaften skal alle mennésker være mætte - ja og dyrene med. Juleneget, der sættes ud til fuglene, er en del af denne gode skik.
Af Vivi Jensen
Julevelgørenhed er ikke, som mange vistnok tror, et moderne fænomen, den har rødder langt tilbage i tiden. Hjælpen ydedes ikke blot privat, også staten følte - længe før socialreformen 1933 - et ansvar for dem, der ikke kunne klare sig selv. Det var dog naturligvis meget afhængigt af magthavernes skiftende indstilling. Et eksempel kan hentes fra Koldinghus lens regnskaber (Fig. 1).
Fig. 1. Den fattige Rasmus og den rige Peter.
»Givet fattige stakkels folk og fattige skolebørn her udi Kolding. Dette nærværende år på juleaften anno 1610 er på kongelig majestæts vegne efter gammel skik og sædvane givet og udbyttet iblandt fattige og husarme stakkels folk og fattige skolebørn her for Koldinghus i Jesu navn:
Brød 3 tønder
Øl 3 tønder
Flæsk 16 sider, som var tintede og urene«.
Indførelsen er underskrevet af lensmand Caspar Markdaner personligt, og i margenen har rigsrevisionen bemærket »Ligeså forgangen år«. Det var altså en årligt tilbagevendende begivenhed, at fattige og hjemløse folk og ubemidlede latinskoledisciple juleaften kunne møde op på Koldinghus og hente sig en julemiddag. Madvarerne blev taget af de afgifter, kronens bønder havde betalt til kongens repræsentant, lensmanden, men som det fremgår, var det ikke det allerbedste, der uddeltes til de fattige. De saltede flæskesider var tintede (befængt med tinter, der er forstadiet til bændelorm), og de var urene, det vil sige nedsaltet med det billige grå og urene salt, som kunne produceres i Danmark. For os lyder det ikke så rart, men tinterne har næppe overlevet saltningen, og under alle omstændigheder har de fattige ikke været bedre vant. Det var normalt på den tid, at også det dårlige kød skulle spises. Selv om det altså ikke var det bedste fra kongens kælder, så kom der dog alligevel flæsk, brød og øl på bordet også hos de fattigste, og det har sikkert været velkomment.
Den form for julevelgørenhed, der således blev praktiseret på Koldinghus, var vistnok ikke almindelig udbredt ved de kongelige slotte. Fra kammerregnskaberne ved vi, at Christian 5. ved nytårstid 1689 lod uddele 30 rigsdaler til de fattige ved Frederiksborg, men det var næppe nogen tilbagevendende begivenhed, snarere en særlig nåde i anledning af, at kongen det år havde tilbragt julen på det nordsjællandske slot. Normalt omfattede hans jule- og nytårsgaver vist kun familien og hoffets veltjente folk. Heller ikke Christian 5.s forgænger, Frederik 3., synes at have udmærket sig i den retning (Fig. 2). Velgørenheden i Kolding skal sikkert også ses i en lidt anden sammenhæng.
Fig. 2. Det her viste maleri af dronning Dorothea findes sammen med et tilsvarende af hendes mand på slotsmuseet i Sondershausen, DDR. De to billeder er formodentlig kopier efter nu tabte originaler. Dubletter af den art var yndede gaver mellem renæssancefyrster.
Vi skal tilbage til det foregående århundrede. På Koldinghus sad i årene fra Christian 3.s død nytårsdag 1559 og indtil 1570 enkedronning Dorothea. Hun var en viljekraftig og energisk dame, der tog sine pligter som protestantisk fyrste yderst alvorligt - på mange måder langt alvorligere, end hendes søn, Frederik 2., syntes om. Således var han mildt sagt ikke begejstret, da hun på et tidspunkt gjorde en aktiv diplomatisk indsats bag hans ryg for at få Syvårskrigen med Sverige bragt til ophør. Under Grevens Fejde, som i sin tid bragte hende selv og hendes Christian på tronen, havde hun set, hvad krig var, og hun gjorde, hvad hun kunne for at afbøde ulykken, da den igen kom over det folk, hun følte sig ansvarlig for.
I det daglige var hun kendt for sin omsorg ikke blot for sine egne fem børn, men også for børn af mindre vel aflagte slægtninge og for de ganske mange børnebørn, hun nåede at opleve. Når man hører, at de to døtre fødte 15 hver, og at den yngste søn, Hans, blev far til 23, forstår man, at der var nok at gå i gang med. På enkedronningens bekostning blev der holdt skole for unge adelsfrøkner, men også slottets ansatte kunne regne med Dorotheas hjælp og støtte, når der var behov for den. Ikke nok med det, omsorgen udstraktes til almindelige bønder og borgere i de områder, der var enkedronningen underlagt. Således var det givetvis hende, der foranledigede, at den dødssyge konge i december 1558 grundlagde hospitaler for fattige i Randers og Kolding, netop de to byer, der lå til dronningens underhold.
Dorothea kendte og holdt af sine medmennesker, men erfaringen havde lært hende, at menneskenes børn er skrøbelige kar. Hun ville aldrig have fundet på at uddele penge ved Koldinghus' port, for hun ville ikke føle sig sikker på, at de nu også blev brugt efter hensigten. Måske gik modtageren direkte på værtshus, så der alligevel ikke blev julemad til konen, bedstemoder og de små. Nej brød, kød og øl, det ville være efter Dorotheas hoved.
Mon ikke det at uddele julemad fra Koldinghus »efter gammel skik og sædvane« er noget, dronning Dorothea har indført? Uddelingen fandt sted »på kongelig majestæts vegne«, men enten skikken går tilbage til Christian 3., eller det er sønnen, Frederik 2., der har lagt navn til, så er ånden i hvert fald Dorotheas.
