Hjerteguld

Det er ikke usædvanligt, at ting, der i en fjern fortid er lagt samlet i jorden, dukker op med års mellemrum i små portioner. Således også her: to år senere, i maj 1865, stødte Niels Peter Nielsen på endnu en guldbrakteat, tre perler og det manglende stykke af guldbrochen med slange- og spiralornamenter samt indlagte grønne og røde sten. Det kunne næsten ikke være bedre, men der var i mellemtiden opstået en komplikation: de to mænd, Nielsen og Termansen, boede stadig nær hinanden, men nu – som følge af krigen 1864 – i hver sit land, den første syd for Kongeåen, i Tyskland, den anden nord for, i Danmark. De sidstfundne stykker måtte, for at følge de første, smugles over grænsen – hvilket skete, skønt det naturligvis var ulovligt. Forsendelsen til museet blev derefter ordnet af Termansen på sædvanlig vis; i ledsagebrevet hed det: »Manden Niels Peter Nielsen har bedt mig om at sende Dem disse med den bemærkning, at uagtet man fra tysk side havde givet store løfter om rigelig findeløn for oldsager, så ville han dog for ingen pris overgive det fundne i deres hænder. De skønne sager fra vore fædres old har således, foruden den værd de i og for sig har, tillige værd som vidnesbyrd om troskabens hjerteguld hos vore ulykkelige sønderjyske brødre«.

I København modtoges sagerne med glæde, og de blev den allersidste opmuntring for museumsdirektøren, den navnkundige, af arkæologien højt fortjente Christian Jürgensen Thomsen, der på det tidspunkt var meget syg og faktisk lå for døden. Under sygelejet modtog han jævnlig besøg af sine medarbejdere C. F. Herbst og A. Strunk. Sidstnævnte skriver i et brev til arkæologen J. J. A. Worsaae: (Fig. 1, fig. 2)