Hjemme bedst

»Man rejser ud for hjem at nå«, skrev H. C. Andersen, og han vidste, hvad han talte om, for ikke mange danskere på den tid var mere berejst end han. Vinteren 1869-70 var han igen på farten: Leipzig, Dresden, Wien, Genéve, Marseille, Paris, Hannover - for blot at nævne nogle få af stationerne på turen. Med sig havde han Jonas Collin, sønnesøn af den Jonas Collin, der havde ydet ham uvurderlig støtte i de første vanskelige år. De to var, skønt forskellige i alder og temperament, nære venner, men Andersens mange særheder og fikse ideer, som kom til fuld udfoldelse i hans senere år, satte sit præg på samværet. Rejsen forløb til begges tilfredshed, men foråret kom, og hjemlandet kaldte. Om den første aften i Danmark fortæller Collin:

7. marts om eftermiddagen nåede vi Fredericia og gik allerede kl 8 til sengs, da vi var trætte, og da Andersen havde pådraget sig en forkølelse. Vi var netop faldet i søvn, da det bankede på vor dør. Andersen för op og kaldte på mig: »Du må stå op«, sagde han, »her er vist tyve«. - »De banker ikke på«, svarede jeg og ville sove videre, men på Andersens gentagne anmodning stod jeg op og åbnede døren. Udenfor stod hotellets vært og gjorde mange undskyldninger, fordi han havde vækket os, men byens borgerlige sangforening havde indfundet sig for at bringe Andersen sin hyldest. »Hvad skal jeg arme menneske dog gøre«, klagede Andersen. - »Du har ikke andet at gøre end at klæde dig på og gå ned og lade dig hylde«. - »Går du ikke med?« - »Nej tak, det er jo ikke mig, der er bud efter«. Der var mørkt i værelset, og under forsøget på at finde tændstikker væltede Andersen forskellige genstande, der stod på hans natbord, blandt andet et glas med vand. Endelig fik vi tændt lys, men idet Andersen trådte ud af sengen, satte han foden i det nedstrømmende vand. Han udstødte et skrig og vedblev under aftørringen af foden at sige »Hussa!« (Dette ord havde han vist selv lavet. Han anvendte det hyppigt, når noget gik ham imod, især når han var misfornøjet eller ærgerlig over noget, og det syntes ofte, at hans misstemning mildnedes ved at få luft på denne besynderlige måde). Men modgangens tid var endnu ikke forbi. I skyndingen fik han sine bukser forkert på; det måtte nødvendigvis gøres om, andre småuheld ved påklædningen kom til, og fortvivlelsen steg. Men så fik han med ét øje på situationens komiske side og brast i latter. Nogenlunde anstændigt påklædt kom han langt om længe ned i salen, og lidt efter hørte jeg sang dernedefra. Med korte mellemrum, i hvilke jeg ikke kunne høre noget, gentog dette sig, og så kom Andersen op. »Nå, hvordan gik det dig så?« spurgte jeg. »Forfærdeligt, jeg har prostitueret mig aldeles«, svarede han, »jeg blev sat på en forundringsstol, der blev holdt en tale for mig, og så sang de og råbte hurra. Noget måtte jeg jo sige, og så takkede jeg for modtagelsen ved hjemkomstens første øjeblik og for den smukke sang. Jeg spurgte, hvem der havde skrevet de kønne ord (jeg havde naturligvis ikke forstået et muk af dem), og så blev der svaret, at det var mig selv, der havde skrevet dem. Det er jo skrækkeligt«. Jeg trøstede ham, så godt jeg kunne, og snart efter sov vi. - Dagen derpå rejste vi til Odense. (Fig. 1)