Himlingøje

Historien herom er næsten lige så lang som arkæologiens. De første fund blev gjort i 1820’erne, og siden har der adskillige gange været bud efter museumsfolkene, når skatte væltede frem ved grustagning eller andre jordarbejder. De oldsagsgivende grave var fra 2. til 4. århundrede efter Kristi fødsel. Romersk jernalder kaldes denne tid, og romerne har bidraget deres til overdådigheden.

Navnet Himlingøje er i sig selv arkæologisk, for efter leddet »-øje« står i virkeligheden for »-høje«, sådan optræder det i de ældste optegnelser. En gruppe på oprindelig syv, nu fire høje ligger lige uden for byen, det må være den, der hentydes til, selv om det oprindelige navn er gået tabt og erstattet med det prosaiske »Baghøje«. Det var i området omkring disse, fundene dukkede op, ofte tilfældigt, så at opgaven for de hastigt tilkaldte arkæologer blev det lidt triste: at redde stumperne. En større, planlagt udgravning blev dog gennemført 1875, nemlig i selve højene, som naturligvis især kaldte på opmærksomheden. Tre blev undersøgt og viste sig at indeholde brandgrave fra 2. århundrede, blot en smule ældre end fundene fra de omliggende marker.

Gravpladsen lod stadig høre fra sig, men på den sædvanlige tilfældige måde, så at der kun en enkelt gang blev lejlighed til at foretage en egentlig undersøgelse. 1949 lød alarmklokken igen, og denne gang gjorde Nationalmuseet en energisk indsats for at indhente lidt af det forsømte. Man koncentrerede sig om marken lige øst for Baghøjene, terrænet omkring en lille grusgrav, ad hvis vægge mange herligheder i tidens løb var raslet ned. Resultatet blev over al måde vellykket, hvad man kan overbevise sig om på Nationalmuseet, hvor det bedste af fundene er udstillet som præparat: en kvindegrav med velbevaret skelet og meget rigt udstyr. Helt udtømmende var denne undersøgelse dog ikke. En fortsættelse var ønskelig, men måtte af forskellige grunde sættes på ventelisten.

(Fig. 1)