Himling høje

I selve navnet Himlingøje ligger imidlertid antydningen om noget mere, den oprindelige form er nemlig Himlinghøje (Hymlynghøyæ, 1376), som klinger smukt af arkæologi. »Himling« kan være et stamme- eller slægtsnavn, og »høje«, ja det må uden tvivl forstås som gravhøje. Disse Himling høje må have været af en vis betydning, siden de har navngivet byen. Faktisk ligger der på stedet en gruppe ganske store høje, og det kan næppe fejle, det er dem, der er tale om, selv om de har mistet deres oprindelige betegnelse.

De fire høje, gruppen består af, kom i Nationalmuseets søgelys 1874 på grund af den projekterede jernbanes lidt for intime berøring med en af dem (Fig. 1, Fig. 2). Udgravning blev foretaget af Sophus Müller, et af dansk arkæologis største navne, og da han nu var igang, blev yderligere to af oldtidsminderne undersøgt. I centrum af den truede høj fandt han en 2 X 2 meter stor kiste sat af meterhøje sten, men uden indhold af nogen art bortset fra en formuldet lodretstående stolpe. Anlægget må tolkes som en kenotaf, en tom mindehøj rejst for en person, som er død fjernt fra hjemmet. Den næste høj gav bedre resultat, her fandtes – stående på et næsten bortrådnet træfad – to beholdere, et lerkar og en riflet bronzespand af udenlandsk oprindelse fyldt med brændte menneskeben. Den tredje høj indeholdt et lignende, men dog lidt afvigende arrangement. Midt i højen var rejst en stolpe, og ved siden af den, i et hul gravet i den oprindelige markflade, stod urnen, en romersk bronzekasserolle. Omkring karret, der var dækket med en træplade, har været svøbt et fintvævet klæde. Mellem de brændte ben fandtes forbrændte og ødelagte rester af gravgaver: bronzekar og spande, flere sæt med øse og si, tynde guldplader, et sølvbæger(?), sporer, glas og adskilligt mere. Et pragtfuldt udstyr, men beklageligt destrueret efter tidens skik.