Herrer vi ere

Middelalderens skolevæsen var – som så meget andet dengang – først og fremmest et kirkeligt anliggende, og reformationen ændrede ikke meget ved dette forhold; stiftsbyernes latinskoler fungerede stadig i vid udstrækning som forberedere til en senere præstegerning. For at opretholde livet måtte eleverne ved siden af undervisningen påtage sig betalte småjob, og også de var som regel af kirkelig karakter. De legatmidler, som skolerne rådede over, var til hjælp, men strakte sjældent til. Overgangen fra latinskole til universitet gjorde ingen stor forskel, men studenterlivet bød dog på lidt større udfoldelsesmuligheder. Vi skal her se nærmere på de vilkår, som i 15- og 1600-årene rådede i de to verdener, skolens og universitetets. 

Af Birthe Ludovica Rasmussen

»Hovedet skal være pænt afklippet med sirligt hår. Næsen må ikke snydes i hatten, i tøjet eller hånden, men i et lommetørklæde med legemet bortvendt et øjeblik. Munden skal være ren og pæn og skyllet hver morgen med rent vand.  Det er upassende at rense tænderne med neglene, tungen eller en kniv, men det skal gøres med en fjer«. 

Det er rektor ved Vor Frue Latinskole i København, der i 1500-årenes anden halvdel således formaner sine disciple, for at de kan opføre sig sømmeligt blandt byens borgere. En af de lejligheder, hvor det kunne blive aktuelt, var, når drengene skulle »følge lig«. Om formiddagen klokken ti blev det kundgjort, hvem der den dag skulle »synge ligene ud«, hvorpå de udvalgte under ledelse af en »hører« gik over til den nærliggende kirke. Skolemesteren måtte ikke »fluks kræve pengene ind ved graven – de fattige og bedrøvede folks sorrig til forøgelse«, hedder det i en forordning fra Frederik 2., og sammesteds erfarer vi, at det kun var 25% af betalingen, der kom drengene til gode. En anden hævdvunden ret, disciplene havde, var at »synge for dør« ved højtiderne. Igen drejede det sig naturligvis om penge, men sangerne bar et særligt tegn, som sikrede dem mod at blive opfattet som gemene tiggere. Det skete også, at drengene sang ved bryllupper, men højdepunktet må have været, da hele flokken 1588 fik det ærefulde hverv at gå først i ligtoget ved Frederik 2.s begravelse. Alt foregik som sagt under den strengeste tugt – således formuleret af rektor: »Når du står over for herskaber, skal du huske disse fem ting: Fold hænderne, saml fødderne, løft hovedet, vær ikke adspredt, når du ser, og sig kun lidt uden befaling« (Fig. 1). 