Herrens fattige

Spørgsmålene lader sig kun besvare, hvis man søger tilbage til middelaldersamfundets væsen med alle dets, efter vor opfattelse, ejendommelige kontraster. Det forekommer således paradoksalt, at man på den ene side juridisk og standsmæssigt indplacerede de fattige allernederst, som upriviligerede og ikke ansete, og på den anden side betragtede dem som særligt udvalgte, kaldet Kristi fattige, der på forhånd var sikret en plads i det himmelske Paradis. I sit testamente fra 1411 omtaler dronning Margrethe da også de fattige som »Vorherres folk«. Fattigdom opfattedes således ikke som et rent økonomisk og socialt problem.

Forklaringen skal søges i det for så vidt enkle forhold, at hvor vi i dag er tilbøjelige til at betragte økonomien som samfundets drivkraft, var den i middelalderen – ligesom alle andre faktorer – helt og holdent under religionens vinger. Kirkefædrene havde én gang for alle slået fast, at der hverken fandtes arbejde eller ejendomsret før syndefaldet; Jorden med alle dens ressourcer var blevet givet mennesket til fælles bedste, fælles-ejendommen var altså Guds bud. Men ét var idealbilledet af tiden før syndefaldet, noget andet middelalderens stærkt klassedelte samfund, hvor den private ejendomsret stod i centrum; at besidde jordisk gods var et resultat af menneskets ufuldkommenhed, dets egennyttighed og havesyge, alt sammen træk, der var kommet til siden uddrivelsen af Paradiset. Og Kristus havde været uden ejendom, hans eksempel fulgtes af disciplene og de første kristne; for som Mattæus skrev: »I kan ikke både tjene Gud og mammon!«. Rigdom og havesyge var syndigt, fattigdom en dyd.

Forsagelse blev derfor en grundpille i munkevæsenet. »Foragt den jordiske rigdom, at du kan få den himmelske«, sagde den franske cistercienserabbed Bernhard af Clairvaux, og benediktinerne måtte ikke bruge ordene »mit« og »dit«, men altid fællesformerne »vores« og »jeres« (Fig. 2). At leve i frivillig fattigdom var forudsætningen for den fuldendte kærlighed, en erkendelse, som blev drevet ud i det ekstreme af tiggermunkene, der simpelt hen intet måtte eje; de skulle opretholde livet ved tiggeri og måtte udelukkende tage mod mad, kun nødigt penge. Hos ridderne derimod møder man ikke samme fattigdomskrav, i hvert fald var de personligt ofte særdeles velhavende, men til gengæld udførte de et betydningsfuldt socialt arbejde; den største orden, Johanniterne, beskæftigede sig således fortrinsvis med sygepleje samt underhold af pilgrimme og fattige.