Herren til Dallund

I dag fremstår Dallund Slot i Søndersø Sogn på Nordvestfyn som et af de mest charmerende og indbydende rekreationshjem i Danmark, men lensmand Eiler Bryskes borg, opført omkring år 1500, har som de fleste af vore gamle slotte og herregårde oplevet mange turbulente perioder. For en nutidig betragter af gården kan det være vanskeligt at forestille sig den som en fæstning omgivet af volde og grave. Dog fortæller en bevaret spærremur mod øst med sine skoldehuller og skydeskår om fortidens barske vilkår.

Af Henrik M. Jansen

Billede

I 1840’erne og -50’erne var gården rammen om et hofliv, som man kunne opleve det blandt de bedre kredse i Nordeuropa. Den tilhørte da slægten Blixen-Finecke. En tidligere ejer, Theodosius von Finecke, der var uden livsarvinger, havde ved testamente i 1792 bestemt, at Dallund gård og gods skulle oprettes til et stamhus (et udeleligt familiegods) for en slægtning, Carl Philip von Blixen, hvis mor var født Finecke, og han tiltrådte sin nye besiddelse under navnet Blixen-Finecke. Blixen-slægten stammede egentlig fra Pommern, hvor den havde store besiddelser, men en gren var udvandret til Sverige, og det var lykkedes den at slå sit navn fast. Carl Philips far var general i den svenske hær, og han selv, der også valgte den militære løbebane, nåede ligeledes højt i graderne, før han 1801 blev stamhusbesidder i Danmark. Her fik han titel af baron og adskillige udmærkelser. Han ejede stadig familiegodser i Pommern, og 1819 arvede han stamhuset Näsbyholm i Skåne. Dallund var faldet i gode og – hvad der især var af betydning – meget formuende hænder. Det er dog ikke denne hædersmand, der skal være vor beretnings hovedperson, derimod hans sønnesøn Carl Frederik Axel Bror Blixen-Finecke.

Periode: Nationalstat (1849 til 1915)

Udgave: Skalk 1999:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.