Her dræbes han

Ud over at bekæmpe brødrene (også Christoffer blandede sig lejlighedsvis i opgøret) var det ikke så meget, Erik nåede at få udrettet i de ni år, han var ved magten, og man kan ikke sige, at han var forfulgt af heldet. En planlagt fortsættelse af faderens barske missionsvirksomhed i Estland kom aldrig til udførelse, og det gode forhold, som længe havde hersket mellem kongemagt og kirke, blev sat over styr. At han for at rejse penge til den fortsatte krigsførelse lagde en skat på alle plove, skaffede ham tilnavnet Plovpenning, som vist ikke var venligt ment.

Sommeren 1249 tog striden et nyt opsving, men denne gang blev Abel slået og påtvunget en ydmygende fred. Grev Johan af Holsten, Abels svoger, greb imidlertid ind til hans fordel, og for at tugte ham måtte Erik – august 1250 – begive sig sydover med sin hær. På vejen gjorde han ophold i Slesvig, hvor bror Abel havde sin residens. Hvad der derefter skete, vil vi lade en omtrent samtidig kilde berette:

»Mens han trygt sad ved terningspil i et hus nede ved vandet, kom hertug Abel, hans bror, der venligt havde indbudt ham didhen, uventet over ham, tog ham til fange med fjendehånd og kastede ham ned i et skib, der med vilje var bragt hen til dette sted. Han førtes så midt ud på det vand, der hedder Sli, og Lave, en af danskernes stormænd, som hertugen satte pris på, kom hastigt til på et andet skib, lod ham halshugge og hans lig sænke i vandets dyb nedtynget af en mængde jern, der anbragtes derpå. Da kongen så sin uundgåelige død for øje, bad han om at få en præst og fik ham, og efter at have aflagt skriftemål skal han, sådan siger man, i sit inderste have tilgivet bødlen hans skændselsdåd og have sagt, just som han skulle halshugges: »Nu lader min bror mig lide en forsmædelig død, som jeg desværre har fortjent det for Gud, men hvis han ikke bedrer sig, vil han selv få en endnu forsmædeligere«. Dette skete i den hellige Laurentius’ nat (9.-10. august). Ikke længe efter fandtes liget belæsset med alt jernet af nogle prædikebrødre; hovedet hang endnu ved halsen. Prædikebrødrene jordede det i deres kirke i Slesvig. Senere lod hans bror Abel det grave op og jorde i nonnernes nye kirke dér i byen«.

Der findes flere beretninger om mordet, de fortæller stort set samstemmende, at kong Erik blev antastet ved spillebordet, sejlet ud på Slien og halshugget efter først at have skriftet for en tilkaldt præst. En slags leder af foretagendet var stormanden Lave Gudmundsøn. Hvordan liget kom for dagen, er der ikke fuld enighed om, nogle siger, det blev skyllet i land, andre at fiskere fik det i deres garn. Flere af beretningerne synes nedskrevet ret snart efter begivenheden, men hvor megen lid, man kan fæste til dem i detaljer, er nok et spørgsmål. De få, som kendte sandheden, har næppe følt trang til at udtale sig. (Fig. 1, fig. 2)