Her dræbes han
Ved Valdemar Sejrs død 1241 faldt, som krøniken siger, kronen af de danskes hoved. Han efterlod sig tre sønner, som alle efter tur blev konger, men ingen af dem synes at have haft faderens format; de fik i hvert fald ikke i deres korte regeringstider lejlighed til at bevise det. Den ældste, Erik, der i en årrække havde været Valdemars medregent, kunne uden diskussion fortsætte på tronen, de andre, Abel og Christoffer, måtte nøjes med hertugdømmer, henholdsvis Sønderjylland og Lolland-Falster. Abel, der var den mest aggressive, kom hurtigt i klammeri med sin kongelige bror, og denne tilstand varede, med enkelte afbrydelser, Eriks regeringstid ud.
Af XX
Ud over at bekæmpe brødrene (også Christoffer blandede sig lejlighedsvis i opgøret) var det ikke så meget, Erik nåede at få udrettet i de ni år, han var ved magten, og man kan ikke sige, at han var forfulgt af heldet. En planlagt fortsættelse af faderens barske missionsvirksomhed i Estland kom aldrig til udførelse, og det gode forhold, som længe havde hersket mellem kongemagt og kirke, blev sat over styr. At han for at rejse penge til den fortsatte krigsførelse lagde en skat på alle plove, skaffede ham tilnavnet Plovpenning, som vist ikke var venligt ment.
Sommeren 1249 tog striden et nyt opsving, men denne gang blev Abel slået og påtvunget en ydmygende fred. Grev Johan af Holsten, Abels svoger, greb imidlertid ind til hans fordel, og for at tugte ham måtte Erik - august 1250 - begive sig sydover med sin hær. På vejen gjorde han ophold i Slesvig, hvor bror Abel havde sin residens. Hvad der derefter skete, vil vi lade en omtrent samtidig kilde berette:
»Mens han trygt sad ved terningspil i et hus nede ved vandet, kom hertug Abel, hans bror, der venligt havde indbudt ham didhen, uventet over ham, tog ham til fange med fjendehånd og kastede ham ned i et skib, der med vilje var bragt hen til dette sted. Han førtes så midt ud på det vand, der hedder Sli, og Lave, en af danskernes stormænd, som hertugen satte pris på, kom hastigt til på et andet skib, lod ham halshugge og hans lig sænke i vandets dyb nedtynget af en mængde jern, der anbragtes derpå. Da kongen så sin uundgåelige død for øje, bad han om at få en præst og fik ham, og efter at have aflagt skriftemål skal han, sådan siger man, i sit inderste have tilgivet bødlen hans skændselsdåd og have sagt, just som han skulle halshugges: »Nu lader min bror mig lide en forsmædelig død, som jeg desværre har fortjent det for Gud, men hvis han ikke bedrer sig, vil han selv få en endnu forsmædeligere«. Dette skete i den hellige Laurentius’ nat (9.-10. august). Ikke længe efter fandtes liget belæsset med alt jernet af nogle prædikebrødre; hovedet hang endnu ved halsen. Prædikebrødrene jordede det i deres kirke i Slesvig. Senere lod hans bror Abel det grave op og jorde i nonnernes nye kirke dér i byen«.
Der findes flere beretninger om mordet, de fortæller stort set samstemmende, at kong Erik blev antastet ved spillebordet, sejlet ud på Slien og halshugget efter først at have skriftet for en tilkaldt præst. En slags leder af foretagendet var stormanden Lave Gudmundsøn. Hvordan liget kom for dagen, er der ikke fuld enighed om, nogle siger, det blev skyllet i land, andre at fiskere fik det i deres garn. Flere af beretningerne synes nedskrevet ret snart efter begivenheden, men hvor megen lid, man kan fæste til dem i detaljer, er nok et spørgsmål. De få, som kendte sandheden, har næppe følt trang til at udtale sig. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Erik Plovpennings lidelseshistorie, som den er fremstillet i tegneserieform på to af kapperne i Ringstedkirkens centralhvælv. Der er fire billeder (eller rettere fem, for det første rummer to scener) med tilhørende latinske indskrifter, som trods beskadigelser alle kan tydes. »Her spilles brætspil«, meddeler den første, og det gør der: kongen sidder fredeligt ved et backgammonlignende spil, da han gribes af A bels mænd. - Det næste billede, som er anbragt lige under det første, har teksten, »Her føres kongen bort fra hytten«, men man ser det ikke på grund af maleriets ødelagte tilstand. - »Her synges (messen)«, forkynder tredje overskrift. En præst står for alteret, og nedenunder knæler en person, formodentlig kong Erik, foran gloriebærende mænd. - De to sidste billeder med overskrifterne, »Her dræbes han«, og »Her løfter de det kongelige lig op«, er ret velbevarede. Vi er nu ude på Slien, hvor drabet fuldbyrdes, og fiskerne gør deres uhyggelige fund. - Tegning: J. Krag lund.
Fig. 2. »Kong Erik, Guds kære ven«, lyder teksten til dette kalkmaleri fra midterhvælvingen i Skt Bendts kirke. At kongen er vist tronende og flankeret af to hofmænd, kunne næppe fornærme nogen, men kunstneren er gået over stregen ved at udstyre ham med glorie. Erik opnåede aldrig helgenstatus. - Fot: Ingolf Simonsen.
At Abel var mordets anstifter, synes ingen at have været i tvivl om, men han svor sig fri og blev til manges forargelse broderens efterfølger på tronen - en stilling, han dog kun beklædte et par år; så blev han selv dræbt under et tog mod friserne. Hans efterfølger igen, den tredje bror, Christoffer, lod 1258 Eriks ben opgrave og føre til Skt Bendts kirke i Ringsted, hvor hans for- fædre hvilede. Gejstlighedens uvilje mod Erik Plovpenning var efter dennes død gået over; det sagdes nemlig, at der skete undere ved hans grav. Kunne den myrdede opnå helgenstatus, ville hans knogler være guld værd - det vidste ingen bedre end benediktinerne i Ringsted, der i forvejen ejede Eriks helgen-oldefar, Knud Lavard. Heldigvis fortsatte miraklerne, et skrift blev affattet med ikke mindre end 50 helbredelsesberetninger. For eksempel: »En tolvårs dreng fra Skåne, fra byen Ystad, ved navn Esbern, der havde været krøbling i to år, blev af sin far, Jon, bragt til Ringsted og fik sin førlighed igen ved Hellig Eriks grav«. - Eller: »Ridderen hr Thord Stupe havde en falk, der var skænket ham af hr Svantopolk, men da han en gang var på vej til Ringsted, døde falken af kulde. Ved Hellig Eriks grav lovede Thord derfor denne at give ham en falk af voks, hvis hans egen falk levede op igen. Dette skete også«. - Eller: »Broder Johannes Knethe af minoriternes orden blev efter at have aflagt det løfte til Hellig Erik, at han altid ville anbefale ham i sine prædikener, befriet for en meget slem fjerdedagsfeber -«. Listen må være bestemt for paven, men hvis den blev afsendt, gjorde den i hvert fald ikke det ønskede indtryk på den Hellige Fader. Erik fik aldrig det eftertragtede »Skt« foran sit navn, men folket dyrkede ham ligefuldt. Den upopulære plovskat huskede ingen længere.
Et halvt hundrede år efter drabet på Slien blev der i hvælvingen over Eriks grav udført kalkmalerier til minde om den myrdede, nemlig de her gengivne. Graven som sådan eksisterer ikke mere. Kongens knogler blev kort før reformationen optaget af kisten og indmuret i en af kirkens piller. (Fig. 3)
Fig. 3. Ingen billedtekst.
