Hellum-Potter

Forud for bygningen af et parcelhus i 1983 blev arealet dybdepløjet, og man stødte da på en voldsom koncentration af potteskår. Takket være finderens omtanke blev museet i Ålborg straks underrettet, og allerede den første undersøgelse gjorde det klart, at der var tale om en pottemagerovn fra ældre middelalder, ca 1200. Fund af sådanne ovne er sjældne i Danmark, faktisk kan de tælles på én hånd (se Skalk 1975:4). Konstruktionen er ret ensartet, der er tale om en »liggende« ovntype: en langstrakt, nærmest pæreformet, kuppel, hvor potterne, der skulle brændes, stod opstillet i pærens brede del, mens fyringen foregik fra stilken. Eventuelt kunne der være en ristagtig adskillelse mellem de to afdelinger. Med denne forhåndsviden tog vi fat på at undersøge Hellum-ovnen, men resultatet blev ikke helt som ventet.

Efter den første afrensning fremtrådte anlægget som en ottetalsformet figur, hvor den sydlige del måtte være selve ovnen, mens indsnævringen var halsen, hvor indfyringen foregik, og norddelen en uden for ovnen liggende grube, som pottemageren har kunnet opholde sig i under fyringen, og hvor han bagefter har skrabet asken ud. De fortsatte undersøgelser viste en indretning, der er noget mere kompliceret og anderledes end den, vi ellers kender. Nederst i selve ovnen har været et ejendommeligt konstrueret fyrkammer, og pottekammeret, det vil sige overdelen, hvor potterne stod stablet, var formodentlig skaktagtigt opbygget.

Det let ovale hul, som ovnen er bygget i, har pottemageren gravet ned i den sandede undergrund; længden er ca et par meter og dybden knap en halv. Midt i det placerede han en stor tromleformet sten som en slags søjle – den skulle bære fyrkammerets overdækning, hvis konstruktion vi vil vende tilbage til. Fyrkammeret selv, der altså lå forsænket under jordoverfladen, fik hermed karakter af en kredsformet gang (Fig. 2, Fig. 3). Nu fulgte bygningen af selve ovnen, og den er naturligt nok begyndt nederst, nemlig i fyrkammeret, der blev foret med ler – meget omhyggeligt af hensyn til de høje varmegrader, det ville komme ud for. Den stærkt magrede lerblanding er pålagt lagvis og glattet. Fra bunden er den trukket op ad siderne og op omkring søjlen. Ved indfyringsåbningen mod nord, der er anlagt jævnt opadskrånende, har man styrket foringen med sten; det var jo her, ilden ville virke mest direkte.