Hellum-Potter

Forud for bygningen af et parcelhus i 1983 blev arealet dybdepløjet, og man stødte da på en voldsom koncentration af potteskår. Takket være finderens omtanke blev museet i Ålborg straks underrettet, og allerede den første undersøgelse gjorde det klart, at der var tale om en pottemagerovn fra ældre middelalder, ca 1200. Fund af sådanne ovne er sjældne i Danmark, faktisk kan de tælles på én hånd (se Skalk 1975:4). Konstruktionen er ret ensartet, der er tale om en »liggende« ovntype: en langstrakt, nærmest pæreformet, kuppel, hvor potterne, der skulle brændes, stod opstillet i pærens brede del, mens fyringen foregik fra stilken. Eventuelt kunne der være en ristagtig adskillelse mellem de to afdelinger. Med denne forhåndsviden tog vi fat på at undersøge Hellum-ovnen, men resultatet blev ikke helt som ventet.

Efter den første afrensning fremtrådte anlægget som en ottetalsformet figur, hvor den sydlige del måtte være selve ovnen, mens indsnævringen var halsen, hvor indfyringen foregik, og norddelen en uden for ovnen liggende grube, som pottemageren har kunnet opholde sig i under fyringen, og hvor han bagefter har skrabet asken ud. De fortsatte undersøgelser viste en indretning, der er noget mere kompliceret og anderledes end den, vi ellers kender. Nederst i selve ovnen har været et ejendommeligt konstrueret fyrkammer, og pottekammeret, det vil sige overdelen, hvor potterne stod stablet, var formodentlig skaktagtigt opbygget.

Det let ovale hul, som ovnen er bygget i, har pottemageren gravet ned i den sandede undergrund; længden er ca et par meter og dybden knap en halv. Midt i det placerede han en stor tromleformet sten som en slags søjle - den skulle bære fyrkammerets overdækning, hvis konstruktion vi vil vende tilbage til. Fyrkammeret selv, der altså lå forsænket under jordoverfladen, fik hermed karakter af en kredsformet gang (Fig. 2, Fig. 3). Nu fulgte bygningen af selve ovnen, og den er naturligt nok begyndt nederst, nemlig i fyrkammeret, der blev foret med ler - meget omhyggeligt af hensyn til de høje varmegrader, det ville komme ud for. Den stærkt magrede lerblanding er pålagt lagvis og glattet. Fra bunden er den trukket op ad siderne og op omkring søjlen. Ved indfyringsåbningen mod nord, der er anlagt jævnt opadskrånende, har man styrket foringen med sten; det var jo her, ilden ville virke mest direkte.

Foringen blev fortsat opad og trukket sammen over fyrkammeret, som derved blev til en slags rør, men af en lidt speciel konstruktion. Loftet (hvis vi kan kalde det sådan) blev med jævne mellemrum udstyret med store huller, så varmen kunne trænge op i pottekammeret; det fik med andre ord skikkelse af et hjul, hvor stenen i midten er navet og et antal ca 15 cm brede lerbjælker egerne. Antallet af eger har været omkring seks, vi kan ikke sige det helt præcist, fordi pløjningen har forstyrret den ene side af ovnen. Hjularrangementet har været ovnens svage led, meget udsat for at bryde sammen, og der er da også anvendt en særlig lerblanding, som ikke blot er stærkt magret, men tilsat organisk materiale. De øvre, over jorden liggende, dele af ovnen må vi desværre gætte os til, men nedstyrtede stumper giver dog visse fingerpeg. Vi forestiller os en skorstensagtig overbygning af lerklinet risfletning, lukkelig opefter, men med aftræk, som har kunnet reguleres under brændingen. Det ser ud til, at stenforstærkningen ved mundingen har fortsat ind over indfyringsåbningen.

Gruben foran ovnen var ret flad, men med et dybere hul i bunden; samlet nåede de to gruber ca 80 cm ned i undergrunden. Sænkningen var altså etagedelt, og man kan uden vanskelighed forestille sig pottemageren siddende med bagen i den øvre grube og benene i den nedre. En bekvem arbejdsplads under opfyringen, men næppe noget behageligt opholdssted, når brændingen først var igang.

Forud for brændingen blev pottekammeret omhyggeligt stablet med de tørrede lerkar. De er sikkert anbragt med mundingen nedad, hvilket erfaringsvis giver det bedste resultat. Hvordan man har fået potterne ind, står ikke helt klart. Det er muligt, at overdelen først blev bygget, når stablingen var tilendebragt, men det forekommer dog mindre sandsynligt - snarere har der i ovnkappen været et hul, som blev tilmuret, når alt var anbragt, eller man har på en eller anden måde stablet gennem mundingshullet for oven. Om selve brændingen vidner de betydelige mængder trækul, som er fundet mellem ovnresterne. Vi ser, der er brugt brænde af birk, eg og pil, ikke særligt tykke knuder, kun fem-otte centimeter i diameter. At få brændet ind i det ringformede fyrkammer har været noget nær en umulighed, men det var sikkert heller ikke meningen: bålet har brændt i mundingshullet og sendt sine flammer ind i kredsgangen, hvor der var god plads for dem at brede sig på; det er foreløbig teori og bør nok efterprøves ved rekonstruktion. Så snart den nødvendige temperatur var nået, blev ovnen lukket tæt til, så potterne kunne brænde færdig uden tilførsel af ilt. Denne såkaldt reducerede brænding bevirker, at potterne bliver sorte og får en række egenskaber, der gør dem velegnede som kogekar; de bliver således tætte uden brug af glasur. Efter nogle døgn var ovnen kølet så meget ned, at den kunne tømmes uden risiko for sprængninger.

Men et eller andet er gået galt for pottemageren i Hellum. Hans sidste brænding er mislykkedes; vi fandt karrene, som må have kostet ham måneders arbejde, knust og nedstyrtet i fyrkammeret (Fig. 4). Der er rester af ca 70 kar, og da nogle vel nok er reddet, forstår man, at der har været trængsel i den lille ovn. Den overvejende del er almindelige rundbundede kogekar, større og mindre, ret hårdt brændte, som det er typisk for lerkar fra omkring og lige før 1200. Teknisk svarer de til oldtidskarrene, men de har været udsat for en højere temperatur. Først efter 1200 synes der virkelig at ske en teknologisk ny-udvikling: rødbrændt, blyglaseret keramik bliver almindelig ved siden af det sortbrændte lertøj, karrene får hanke, ører og tæer, og der er en tendens til, at halsene strækkes. Vigtigst af alt: drejeskiven, som i århundreder forud har været i brug syd for Østersøen, vinder endelig indpas i Danmark. Vor pottemager har klaret sig på gammeldags vis, men derfor skal man alligevel være forsigtig med at placere ham for tidligt i historien. Håndværkertraditioner kan være sejlivede.

På ét væsentligt punkt synes Hellum-pottemageren dog at have været en foregangsmand: hans ovn er anderledes end de ganske vist få, vi ellers kender herhjemme. I det nordtyske område er der undersøgt en hel del samtidige pottemagerovne, mange kolossalt store i forhold til vor lille husmandsovn, men alle uden undtagelse er variationer af den liggende ovntype og svarer altså til de hidtidige danske. Intetsteds på det nordeuropæiske fastland finder vi mindste spor af ovne som vor, men går vi til England, er der bid, her er udgravet et anseligt antal ovne af forskellige former, blandt dem Hellum-typen (Fig. 5, Fig. 6). De engelske ovne er ofte betydeligt større end den danske, men ellers er ligheden stor, ja strækker sig helt ned i detaljerne. Også i Middelhavsområdet har typen været brugt - somme steder helt op til nutiden - så det er vel ikke utænkeligt, den i sin tid er bragt til England med romerne. Men hvordan kom den til Danmark? Har vor pottemager måske ligefrem stået i lære i England, eller har en anden bragt ideen over Nordsøen? Det spørgsmål må indtil videre stå ubesvaret.

Den nye ovntype vandt næppe større udbredelse herhjemme; måske fandt man den vanskeligere at arbejde med end den gamle. At der kunne være problemer, viser vort fund jo klart (Fig. 7). Lige uden for ovnen, tæt op ad lervæggen, var der en nedgravning. Man kan næsten se pottemageren grave desperat for at skaffe træk og undgå katastrofen. Hvilket altså ikke lykkedes.

Der fandtes ikke på det undersøgte område spor af andre ovne, så hvis vor pottemager ikke helt har opgivet ævred, må han være flyttet andetsteds hen. Hans fagfæller blev i hvert fald ikke slået ud. De fortsatte deres virksomhed i og om Hellum helt op mod vor tid.

Lit: Jan Kock: Kaa 'r, potter og pottemagere (Festskrift til Chris Moes, 1974.)