Helligtegnet

Øksen er af massiv bronze, vejer 2,222 kg og måler knap 30 cm i længden. Formen er elegant, øksekroppen er slank med udsvajet æg, markeret skaftrør og bred nakkeskive, som afsluttes i en halvkugleformet knop. Øksen er sådan set velbevaret, men dens overflade har afskalninger, der må tilskrives opholdet i pløjelaget og deraf følgende møder med markredskaber og sten. Bredsiderne er geometrisk udsmykket med mønstring af linier, zigzaglinier og tværstribede småvulste. På de to øksesmalsider ses ved skaftrøret en trekantet skravering, på hvis spids ligesom balancerer en vifte- eller champignonformet figur. På den anden side af skaftrøret – mod nakken – ses endnu et skraveret trekantfelt, afgrænset af et bølgebånd. Nakkeknoppen bærer koncentriske cirkler og vinkelbånd i en art strålemønster, mens skiven omkring knoppen er udsmykket med to bånd af krogformede motiver, der vender hver sin vej.

Form og udsmykning placerer fundet fra Bredebækgård mellem 1500 og 1400 før Kristus, svarende til et tidligt afsnit af ældre bronzealder. Øksen er dermed den tiende af sin art, nærmere betegnet en kultøkse fra Danmarks ældre bronzealder (en økse til religiøst brug), hvortil slutter sig fire fra yngre bronzealder; den senest tilkomne er antagelig den ældste af dem alle. Fra Norge og Sverige – især Skåne og Halland – stammer yderligere en halv snes kultøkser, men kun i ét tilfælde kendes formen uden for det nordiske område. Et mere end 40 cm langt eksemplar fra floden Maas fik belgiske museer kendskab til i slutningen af 1980’eme, men på grund af landets mangelfulde antikvariske lovgivning var det ikke muligt at forhindre, at øksen blev udbudt til salg i USA.

I Danmark ligger det noget tilbage, at de seneste fund af kultøkser blev gjort, pudsigt nok netop til den tid, da Bredebækgård-øksen satte sig fast på harven. I forbindelse med en fjernsynsomtale i 1976 af en kultøkse fra Viby ved Roskilde fremkom der fra Vendsyssel oplysninger om en af samme slags, som endda få dage efter fik følge af en dobbeltgænger (se Skalk 1978:2). I 1983 dukkede så endnu en Viby-økse op. Som det fremgår, er kultøkserne ikke sjældent nedlagt parvis, så vi har antagelig stadig til gode at finde partneren til Bredebækgård-stykket.