Hellige køer
I arkæologiens barndom kom de fleste fund fra gravhøjene, som dengang blev sløjfet i stort tal, men de er jo nu fredede, så i dag er bopladserne hovedleverandører. Mellem disse to grupper står en tredje: mosefundene. De fremkom tidligere ved tørvegravning, ophørte næsten, da den ophørte, men genopstod i krigstidsperioder. Særligt omfattende blev mosegraveriet under besættelsesårene; mange sager gik tabt på grund af ukendskab og travlhed, men ikke så lidt blev dog reddet. Et af disse fund, som nye undersøgelser har gjort aktuelt, skal omtales.
Af Christian Adamsen
I et mosedrag ved Bukkerup nær Glamsbjerg på Sydvestfyn stødte man 1943 på jernaldersager, som Erling Albrectsen fra museet i Odense fik lejlighed til at undersøge i effektivt samarbejde med en ung gymnasieelev, Jørgen Meldgaard. Der blev gravet i flere omgange, og til slut kunne et billede stykkes sammen: Over en 60 meter lang strækning var påtruffet omkring et halvt hundrede genstandsnedlæggelser, små i omfang og af ret ensartet sammensætning. Det almindelige udstyr var lerkar, nogle dyreknogler, og en kort træpæl med et fastgjort, sammenrullet reb. Et mindre antal fund, ca en halv snes, havde dog en lidt afvigende sammensætning, her var intet helt lerkar, men blot et stort skår, og sammen med det lå en klump råler.
Rebene var af lindebast, som regel tosnoede og med en fast løkke om pælen; det længste målte 5,61 m. I flere tilfælde var stykker sammenbundet med knuder, eller der var indflettet nye strenge. Pælene var af forskellige træsorter og flere modeller, men havde det tilfælles, at toppen var mærket af slag og spidsen slidt. Det synes rimeligt, at der er tale om tøjrpæle; nogle svarer helt til dem, der har været i brug op til vor tid. I jernalderen tøjrede man åbenbart sine udegående dyr. Det vidste vi ikke.
Om lerkarrene, der gerne var med hank, har rummet mad- eller drikkevarer lader sig ikke fastslå i dag. Også de bærer præg af slid, så samtlige genstande i nedlæggelserne må anses for brugsgenstande. Karformerne viser, at nedlæggelsestiden har strakt sig fra keltisk jernalder frem til yngre romertid, en periode på omkring 400 år. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)
Fig. 1. To knogledynger, begge med lerkar, reb og tøjrpæl.
Fig. 2. Skematisk fremstilling af Bukkerupko. Kun de med sort markerede skelet dele er til stede i fundet. Efter Tove Hatting.
Fig. 3. Til venstre tøjrpæl med reb, til højre sammenbundne knogler.
Knoglerne, med få undtagelser, viste sig at være lemmeknogler fra kvæg; hverken kranier eller kropsknogler fandtes. Jernalderkøer var små, men disse usædvanlig små; skulderhøjden er beregnet til gennemsnitlig 1,05 m. Undertiden blev flere knogler fundet sammenbundet og det så tæt, at der næppe kan have været kød på dem, da rebet anbragtes. Zoologen Tove Hatting, som har haft materialet til undersøgelse, konkluderer på grundlag af de påfaldende få parteringsspor og manglende sammenhæng i knoglerne, at lemmerne må have ligget, til kødet var bortrådnet, før benene blev anbragt i mosen.
Skønt nedlæggelserne viser et meget fast ritual, er det næppe urimeligt at antage, de er anbragt én ad gangen, måske med års mellemrum. En ko er, må vi tænke os, blevet slagtet, for- og baglemmerne er flået af dyret og lagt til side, mens resten blev stegt og fortæret. Selv om det tilsyneladende var de mindste og ringeste dyr, man fravalgte til slagtning, har der været rigeligt med kød, så at mange mennesker - måske hele landsbyen eller bygdens befolkning - kunne mættes. Selve ofringen af knogler, reb og tøjrpæl samt lerkar (måske med et drikkeligt indhold) må som omtalt have fundet sted på et langt senere tidspunkt, hvor kødet var væk og kun benene tilbage.
Et landbrugssamfund som jernalderens har haft brug for at stå på en god fod med naturens magter, i hvert fald dem, der rådede for marken og staldens frugtbarhed. Mange forskellige slags sager - lerkar, pløjeredskaber, vogndele, ja selv mennesker - er på den konto endt som ofre i moserne. En del er blevet fundet, men kun sjældent fagmæssigt undersøgt, det er derfor Bukkerupfundet er så væsentligt. De ofrede knogler har vel skullet repræsentere hele køer, som guderne jo let kunne fuldstændiggøre, og som altså er leveret med tøjr og tøjrpæl (og en forfriskning med i købet). Dyreknogler fra jernalderen er, når de findes, ofte knust, fordi man har udtaget marven til fortæring, men det gælder ikke disse. Man kommer til at tænke på myten om Thor, der ved aftenstid slagter sine bukke og serverer dem for rejsefællerne, men udtrykkeligt forbyder, at benene brydes. Næste morgen vil han nemlig svinge hammeren over dem og gøre dyrene levende igen.
Der er således meget at hente i dette fund, som i øvrigt senere har fået en efterfølger i et nærliggende sogn. Selve offerskikken må have ligget i meget faste rammer, siden den kunne holde sig næsten uforandret gennem flere hundrede år. Et offer har ikke været noget, man tog let på. Det kunne under særlige omstændigheder betyde liv eller død.
